Du er her:
Fru Inger til Østeraad
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
​
Fru Inger til Østeraad.
Historisk Drama i 5 Akter
af Henr. Ibsen.
Personerne:
Inger Ottisdatter, Rigshovmester Henrik Gyldenløves Enke.
Eline, hendes Datter.
Niels Lykke, dansk Ridder.
Olaf Skaktavl, fredløs norsk Adelsmand.
Niels Steenssøn.
Jens Bjelke, svensk Befalingsmand.

Bjørn,
Finn,
Einar, Fru Ingers Huuskarle.
Svenske Soldater. Huuskarle o. s. v.
(Handlingen foregaar paa Herresædet Østeraad ved Throndhjemsfjorden
i Aaret 1528.)
​
Første Akt.
En Stue paa Østeraad. Gjennem den aabne Dør i Baggrunden sees
Riddersalen, der kun halvt er oplyst af Maanen, som fra og til skinner ind
gjennem et stort Buevindue paa den modsatte Væg. Tilhøire Udgangsdør.
Tilvenstre Dør til de indre Værelser. Tilhøire i Forgrunden et Vindu. Til-
venstre et Ildsted, der belyser Stuen. Det er stormfuld Aften.
1ste Scene.
Bjørn og Finn sidde ved Ildstedet. Den Sidste beskjæftiget med at
afpudse en Hjelm. – Forskjellige Vaabenstykker, et Skjold, et Sværd o. s. v.
ligge ved Siden af dem.
Finn (efter en Pause).
Hvem var Knud Alfsøn?
Bjørn.
Norges sidste Riddersmand.
Finn.
Og Danskerne fældte ham jo i Oslofjord?
Bjørn (fortrædeligt).
Spørg en femaars Gut og han vil sige Dig det, ifald
Du ikke veed det.
Finn.
Saa Knud Alfsøn var altsaa vor sidste Riddersmand?
Og nu er han død og borte! (Idet han holder Hjelmen iveiret.) Ja
saa kan Du gjerne finde Dig i at hænge blank og pudset i
Riddersalen, for nu er Du ikke andet end en tom Nødde-
skal; Kjernen – ja, den har Ormene ædt for mange Vintre
siden. – Hør, Du Bjørn! kunde man ikke sige, at Norges
Land ogsaa er slig en huul Nøddeskal ligerviis som Hjelmen her,
blank udenpaa, ormstukken indeni?
Bjørn.
Hold Kjæft og pas din Dont! (Efter en Pause,) Er Hjel-
men færdig?
Finn.
Den skinner som Sølv i Maaneskin!
Bjørn.
Saa sæt den væk. See der, skrab Gravrusten af Sværdet.
Finn (idet han betragter det).
Men kan det lønne sig?
Bjørn.
Hvad mener Du?
Finn (ondskabsfuldt).
Eggen er borte!
Bjørn.
Det kommer ikke Dig ved. Lad mig faa det; see der er
Skjoldet. (rækker ham det.)
Finn (som før).
Det mangler Haandgrebet, Du!
Bjørn (afsides).
Ja, gid jeg saasandt havde et Haandgreb i Dig som –
Finn (nynner for sig selv).
Bjørn.
Hvad er der nu?
Finn.
En tom Hjelm, et Sværd uden Eg, et Skjold uden Haand-
greb, see det er hele Herligheden. Jeg tror Ingen skal kunne
laste Fru Inger, fordi hun hænger slige Vaabenstykker pudsede
paa Salsvæggen, istedetfor at lade dem rustne i Danerblod.
Bjørn.
Ei Snak; vi har jo Fred i Landet, veed jeg.
Finn.
Fred? Ja, naar Bonden har skudt væk sin sidste Piil,
og Ulven har stjaalet hans sidste Lam ud af Fjøset, saa holde
de ogsaa Fred sig imellem; men det er nu saadant et underligt
Venskab! Naa, naa, lad den Ting fare. Det er ganske rime-
ligt, som jeg sagde, at Rustningen hænger blank i Salen, for
Du kjender vel det gamle Ord: Kun Riddersmanden er en
Mand, og da vi nu ikke mere har nogen Riddersmand her-
tillands, saa har vi heller ingen Mand, og hvor der ingen
Mand er, der faar Kvinden raade, see derfor – –
Bjørn.
Derfor – derfor raader jeg Dig at holde inde med al den
raadne Snak! (reiser sig.) Det lakker alt udover Kvælden, see
der, Du kan hænge Hjelm og Plade ind i Salen igjen!
Finn (dæmpet).
Nei, lad det heller være til imorgen.
Bjørn.
Naa, Du er vel aldrig mørkræd?
Finn.
Ikke om Dagen. Skulde det hænde sig, at jeg var det
ved Kvældstid, saa kan Du tro mig, det er ikke min Skyld.
Ja, Du seer paa mig, men Du skal vide, dernede i Borgestuen
gaar der Snak om saa Mangt og Meget. (hviskende.) Der er
nok En og Anden, som mener, at der vandrer en stor sortklædt
Skikkelse derinde hver evige Nat.
Bjørn.
Kjærringsladder!
Finn.
Ja, men de bande Allesammen paa det er sandt.
Bjørn.
Det tror jeg nok.
Finn.
Det forunderligste er, at Fru Inger er af samme Mening,
som vi.
Bjørn (studsende).
Fru Inger! Naa, hvad mener hun?
Finn.
Hvad hun mener, ja, see det veed jeg nu ikke saa ligetil;
men vist er det, at hun har ingen Ro paa sig. Kan Du ikke
see, at hun bliver blegere og magrere Dag for Dag? (med for-
skende Øiekast.) Folkene sige, at hun aldrig sover, – og at det er
for Spøgelsets Skyld – –
(Under de sidste Ord er Eline traadt ud af Døren tilvenstre. Hun standser
lyttende, uden at bemærkes.)
Bjørn.
Og slig Dumhed troer Du paa?
Finn.
Ja, saa halvveis; der er ellers de, som udlægge den Ting
paa en anden Maade, men see det er nu bare Ondskab. Hør,
Du Bjørn! kjender Du Visen, som gaar Landet rundt?
Bjørn.
En Vise?
Finn.
Ja, den er i Folkemunde; det er en skammelig Nidvise,
det forstaar sig, men den gaar ret artigt forresten; hør nu
bare efter: (synger med dæmpet Stemme)
«Fru Inger sidder paa Østeraad Gaard, –
Hun er vel svøbt i Skind,
Hun er vel svøbt i Fløiel og Maard,
Hun fletter de røde Guldperler i Haar, –
Men har ikke Fred i sit Sind.»

 
«Fru Inger har solgt sig til Danskens Drot –
Hun skikker sit Folk i Fremmedes Vold
Som Vederlag –»
(Bjørn griber ham forbitret i Brystet. Eline trækker sig ubemærket tilbage.)
Bjørn.
Og jeg skal skikke Dig Djævlen i Vold uden Vederlag,
dersom Du mæler et uhøvisk Ord til om Fru Inger.
Finn (idet han river sig løs).
Naa, naa, er det mig, der har gjort Visen?
(Et Horn høres fra Høire.)
Bjørn.
Tys, hvad er det?
Finn.
Et Horn, saa faar vi nok Gjæster ikvæld.
Bjørn (gaar til Vinduet).
De aabne Porten; jeg hører Hovslag i Borggaarden. Det
maa være en Riddersmand.
Finn.
En Riddersmand? Det kan det vel neppe være.
Bjørn.
Hvorfor ikke?
Finn.
Selv har Du sagt det, vor sidste Riddersmand er død
og borte. (gaar nd til Høire.)
2den Scene.
Bjørn. Strax efter Eline fra Venstre.
Bjørn.
Den forbandede Skjelm, han har Øinene med sig overalt.
Jeg har nu værnet om Fru Ingers Færd saa godt jeg har
kunnet, jeg har søgt at dølge det Ene og det Andet, baade for
hendes Børn og hendes Huusfolk. Hvad baader det? Hun er
alt i Folkemunde, det vil ikke vare længe før hver Mand raaber
lydt, at Fru Inger har svigtet sit Folk i Nøden.
Eline (med undertrykt Bevægelse).
Er Du alene, Bjørn?
Bjørn.
Er det Jer, Jomfru Eline?
Eline.
Hør, fortæl mig et af dine Eventyr; jeg veed Du kan –
Bjørn.
Fortælle? Men nu i Kvæld saa sildig.
Eline (bittert).
Ifald Du regner fra den Tid, da der blev mørkt paa
Østeraad, saa er det sildigt.
Bjørn.
Hvad feiler Jer? Er der gaaet Jer Noget imod? I er
saa urolig.
Eline.
Det er muligt!
Bjørn.
Der er Noget iveien. I det sidste halve Aars Tid har
jeg knapt kunnet kjende Jer igjen.
Eline.
Husk paa, i et halvt Aar har Lucia, min Søster, sovet
tre Alen under Muld.
Bjørn.
Det er ikke derfor, Jomfru Eline, det er ikke alene derfor,
at I gaar omkring, snart tankefuld og bleg og stille, og snart
vild og heftig, som nu i Kvæld.
Eline.
Mener Du? Og hvorfor ikke? Var hun ikke mild og
from og fager som en Sommernat? Bjørn! jeg siger Dig,
jeg havde hende kjær som mit eget Liv? Har Du glemt hvor
tidt og mange Gange vi sad som Børn paa dine Knæ om
Vinterkvælden; Du sang for os og Du fortalte – –
Bjørn.
Ja, dengang var I fro og glad.
Eline.
Ja, dengang Du! da levede jeg et deiligt Liv i Eventyr
og i mine egne Tanker. Jeg veed ikke om Stranden var saa
nøgen dengang som nu, men var den det, saa mærkede jeg det
ikke. Jeg gik derude og digtede fagre Krøniker, mine Helte
kom og gik, jeg selv levede iblandt dem og fulgte med dem,
naar de drog bort. (synker ned paa en Stol.) Nu er jeg saa mat
og træt, mine Eventyr kan ikke nære mig længer; de ere ikke
længer til, de ere kun – Eventyr. (heftigt, idet hun reiser sig.)
Bjørn! veed Du hvad der har gjort mig syg? En Sandhed!
en hæslig Sandhed, som nager mig Nat og Dag!
Bjørn.
Hvad mener I?
​
Eline.
Kan Du mindes, at Du stundom gav os Leveregler og gode
Raad? Lucia, min Søster, fulgte dem, men jeg, Gud bedre!
Bjørn (godmodigt).
Nu, nu!
Eline.
Jeg veed det, jeg var stolt, hovmodig; naar vi legede
sammen vilde jeg altid være Dronning, fordi jeg var den største,
den fagreste, den kløgtigste, jeg veed det!
Bjørn.
Det er sandt!
Eline.
Engang tog Du mig ved Haanden og saae alvorlig paa
mig, idet Du sagde: Vær ikke stolt af din Fagerhed og din
Kløgt, men vær stolt som Ørnen paa Fjeldet hvergang Du
tænker paa, at Du er Inger Gyldenløves Datter!
Bjørn.
I havde Grund til at være stolt derover.
Eline.
Ja, det fortalte Du mig tidt nok, Bjørn! O, Du fortalte
mig saamange Eventyr dengang. (trykker hans Haand.) Tak for
dem Allesammen! – Fortæl mig endnu eet; det turde hænde
sig, at jeg kunde blive let tilsinds igjen som fordum.
Bjørn.
I er jo ikke længer noget Barn.
Eline.
Tilvisse! Men lad mig bilde mig ind, at jeg er det.
Nu, fortæl!
(Bjørn sætter sig ved Ildstedet. Eline kaster sig ned ved Siden af Stolen.)
Bjørn.
Der var engang en fager Riddersmand –
Eline
der uroligt har lyttet mod Salen, griber ham i Armen og udbryder heftigt
men hviskende).
Tys, skrig da ikke saa; jeg er jo ikke tunghørt! Et Eventyr
skal ikke skraales ud ligesom et Skjændselsrygte, der farer om
Land og Strand; nei, det skal hviskes, stille – (med Blikket vendt
mod Salsdøren) – saa stille, som et Spøgelse ved Midnatstider.
Bjørn (hviskende).
Der var engang en fager Riddersmand, om hvem der gik
det sælsomme Ord – –
(Eline reiser sig halvt op og lytter i ængstelig Spænding mod Salen.)
Bjørn.
Jomfru Eline! hvad fattes Jer?
Eline (sætter sig atter).
Mig? Ingenting! Fortæl Du kun!
Bjørn.
Naa, som sagt, naar han saa en Kvinde stivt ind i Øiet,
saa glemte hun det aldrig siden, men fulgte ham i Tanken, hvor
han gik og stod, og sygnede hen af Sorg.
Eline.
Det har jeg hørt. Det er forresten Sandhed og ikke noget
Eventyr Du der fortæller; thi Riddersmanden, som Du beretter
om, det er Niels Lykke, der endnu den Dag i Dag sidder som
den Første blandt Danerkongens Mænd.
Bjørn.
Kanhænde!
Eline.
Nu ja, ligegodt; bliv kun ved!
Bjørn.
Og saa begav det sig engang –
Eline (reiser sig pludselig).
Tys, tys, vær stille!
Bjørn.
Hvad nu, hvad gaar der af Jer?
Eline (lyttende).
Hører Du?
Bjørn.
Hvilket?
Eline.
Det er der, ja ved Christi Kors, det er der!
Bjørn (reiser sig).
Hvad er der? Hvor?
Eline.
Hun selv – i Riddersalen!
(Hun iler op mod Baggrunden
Bjørn ligeledes.)
Bjørn.
Hvor kan I troe, – Jomfru Eline! gaa til Jert Kammer!
Eline.
Tys, staa stille! Rør Dig ikke; lad Dig ikke see! Vent,
der kommer Maanen frem, kan Du skimte den sorte Skikkelse?
Bjørn.
Ved alle Helgen!
Eline.
Seer Du, der vender hun Knud Alfsøns Billede indad
imod Væggen! Ha, ha, det stirrer hende nok for stivt i Øinene!
Bjørn.
Jomfru Eline, hør mig!
Eline (idet hun gaar ned mod Forgrunden).
Nu veed jeg, hvad jeg veed!
Bjørn (afsides).
Saa er det da altsaa sandt.
Eline.
Hvem var det, Bjørn! hvem var det?
Bjørn (forstemt).
Det veed I ligesaa godt som jeg.
Eline.
Nu vel?
Bjørn.
Det var Inger Gyldenløve, Eders Moder!
Eline (halvt for sig selv).
Nat efter Nat har jeg hørt hendes Trin derinde. Jeg har
hørt hende hviske og vaande sig som en urolig Aand, og Visen
siger jo – ha, nu veed jeg det; jeg veed at –
Bjørn.
Stille!
(Fru Inger kommer hurtig ud fra Salen uden at bemærke de Andre,
gaar hen ttl Vinduet, lytter og stirrer en Tidlang ud, som om hun speidede
efter Nogen paa Landeveien, og gaar ind i Salen igjen.)
Eline (afsides, efterat Fru Inger er gaaet ud).
Hun er saa bleg som en Dødning i Ligklædet. Hvor der
er slige Skyer over Panden der maa det være Høstveir indenfor.
(Larm og Stemmer høres udenfor Døren til Høire.)
Bjørn.
Hvad er der nu?
Eline.
Gaa ud og see efter hvad det gjælder!
3die Scene.
De Forrige. Einar og flere Huuskarle fra Høire.
Strax efter Fru Inger fra Baggrunden.
Einar (i Døren).
Herind, herind! Nu gjælder det, ikke at være forsagt!
Bjørn.
Hvad søger I?
Einar.
Fru Inger!
Bjørn.
Fru Inger? Saa seent paa Kvælden.
Einar.
Seent er det; men tidsnok endnu, tænker jeg.
Nogle.
Ja, ja, hun maa høre os!
(Larm iblandt Mængden. Fru Inger viser sig i Døren; Alle tie pludseligt.)
Fru Inger.
Hvad vil I mig?
Einar.
Vi søgte Eder, min ædle Frue, for at –
Fru Inger.
Nuvel, sig frem!
Einar.
Nu, det er jo en ærlig Sag; kort og godt, vi komme for
at søge Orlov –
Fru Inger.
Orlov? Hvortil?
Einar.
Seer I vel, det er rygtedes her paa Gaarden ikvæld, at
Svensken har rustet sig i Dalarne og rykker mod Kong Gustav.
Fru Inger.
Har Svensken?
Einar.
Ja, saa gaar Ordet, og det skal være ganske sikkert.
Fru Inger.
Nu, om saa var, hvad har da I med Svenskens Rust-
ninger at gjøre?
Nogle.
Vi vil med!
Andre.
Vi vil hjælpe ham!
Fru Inger (afsides).
Saa er da Tiden kommen!
Einar.
Fra alle de norske Grændsebygder stævner Bonden indover
til Dalarne. Selv den fredløse Mand, der har vanket vildsomt
Aar for Aar paa Fjeldet, han vover sig ned i Lien igjen og
søger Folk for at slibe Eggen paa sit rustne Værge.
Fru Inger (efter en Pause).
Hør mig vel, har I tilfulde betæukt Jer, har I regnet efter
hvad det vil koste Jer, hvis Kong Gustavs Mænd skulde seire.
Bjørn (halvt hviskende til Fru Inger).
Regn efter hvad det vilde koste Dansken, hvis Kong Gustavs
Mænd skulde tabe.
Fru Inger (stolt).
Det Regnestykke er ikke min Sag. (Til de Øvrige.) I veed,
Kong Gustav kan regne paa sikker Bistand fra Danmark; Kong
Frederik er hans Ven, og han vil beskytte ham, det veed jeg forvist.
Einar.
Men hvis nu Bonden reiste sig trindt om i Landet, hvis
vi reiste os alle tilhobe – til sidste Mand – Ja, Inger Gyl-
denløve! det er kun Leiligheden vi have ventet paa. Nu er
den kommen, see derfor bryder det løst, og saa ud med Dansken!
Alle.
Ja, ja, ud med Dansken!
Fru Inger (afsides).
O, der er Malm i dem endnu!
Bjørn (afsides).
Hun er tvivlraadig. (Til Eline.) Hvad gjælder det, Jomfru
Eline, I har forregnet Jer i Eders Dom om Inger Gyldenløve!
Eline (sagte).
Gid jeg havde! Jeg kunde rive mine Øine ud af Hovedet,
ifald de havde løiet for mig.
Einar.
Seer I vel, min ædle Frue! først gjælder det Kong Gustav;
er han væk, da vil ikke Dansken kunne holde sig længe her i
Landet, og saa er vi fri, vi har ingen Konge mere og kan kaare
os en Drot iblandt Folket selv, ligesom Svenskerne gjorde før os.
Fru Inger (i Bevægelse).
En Drot af Folket? Du tænker paa Stureslægten?
Einar.
Dansken har gjort ryddigt Huus paa vore Odelssæder; de
Bedste blandt vore Riddersmænd vanke fredløst paa Fjeldstien,
hvis de endnu ere til; men det turde vel hænde sig alligevel, at
der kunde findes en Ætling af de gamle Slægter, som – –
Fru Inger (hurtigt).
Det er nok, det er nok! (Afsides). Ha, mit bedste Haab!
(høit). Jeg har nu formanet Jer; jeg har sagt Jer hvad I
vove; men dersom I ere faste i Eders Forsæt, saa vil det være
daarligt af mig, at forbyde Jer, hvad I ligefuldt paa egen
Haand kunne sætte igjennem.
Einar.
Vi har altsaa Eders Minde til at –
Fru Inger (undvigende).
I har Eders egen faste Villie; spørg den tilraads. Endnu
Et; derinde i Riddersalen turde vel findes mangt et brugeligt
Værge. – Nu vel, I har Magten paa Østeraad ikvæld, I faar
gjøre, hvad Eder lyster; Godnat!
(Almindelig Bevægelse blandt Hoben, der bringer Lys og henter allehaande
Vaabenstykker ud fra Salen.)
Bjørn (griber Fru Ingers Haand, idet hun vil gaa).
Tak, Inger Gyldenløve! Jeg har kjendt Eder fra I var
Barn og jeg har aldrig tvivlet paa Jer!
Fru Inger (hviskende).
Stille, Bjørn! det er et farligt Spil jeg har vovet ikvæld;
for de Andre gjælder det kun Livet, men for mig – tusinde
Gange mere, tro mig!
Bjørn.
Hvorledes? Jeg forstaar Jer ikke? Er det Eders Magt,
Eders Anseelse –
Fru Inger (haanligt).
Min Magt! O Gud i Himlen!
Einar (kommer med et Sværd).
See her er en Ulvetand, som skal flænge Dansken til Marv
og Been!
En Huuskarl (til en Anden).
Hvad bringer Du der?
Anden Huuskarl.
Herluf Hydefads Brystpantser!
Einar.
Det er for godt til Dig; see her er en Landse, som har
hørt Steen Sture til; hæng Pantseret paa den, saa har Du
det stolteste Banner nogen Mand vil forlange.
4de Scene.
De Forrige. Finn med et Brev fra Venstre.
Finn (til Fru Inger).
Jeg har søgt Eder i alle Stuer.
Fru Inger.
Hvad vil Du?
Finn (rækker hende Brevet).
En Svend fra Throndhjem har bragt Brev og Bud til Eder.
Fru Inger.
Lad see! (halvsagte idet hun aabner Brevet.) Fra Throndhjem!
Hvad kan det gjælde? (gjennemløber Brevet.) Hjælp Christ! Fra
ham! Og her i Landet –
(læser videre i stærk Bevægelse, medens de
Andre vedblive at hente Vaaben ud fra Salen.)
Fru Inger (afsides).
Han kommer altsaa hid, og det endnu i denne Nat. Nu
gjælder det at kjæmpe, ikke med Sværd, men med Kløgt!
Einar.
See saa, nu er vi væbnede, og saa afsted!
Fru Inger (hurtigt og bestemt).
Ingen forlader Gaarden i Nat!
Einar.
Men, min ædle Frue! nu er Vinden os gunstig, vi stryge
indover Fjorden og – –
Fru Inger.
Det bliver som jeg har sagt!
Einar.
Skal vi da først imorgen –
Fru Inger.
Heller ikke imorgen. Ingen vove at forlade Østeraad for
det Første!
(Bevægelse iblandt Mængden.)
Einar.
Vi gaa alligevel, Fru Inger!
Karlene.
Ja, ja, vi gaa!
Fru Inger
(idet hun griber efter Knud Alfsøns Sværd, der er blevet liggende paa Bordet).
Hvem vover det? (Dødsstilhed; efter en Pause.) Jeg har tænkt
for Jer; det er Noget, som I kun slet forstaa Jer paa. Læg
Eders Vaaben bort! I skal senere faa min Villie at vide. Gaa!
(De bringe Vaabnene ind i Salen og gaa ud til Høire.)
Eline (afsides til Bjørn).
Mener Du endnu jeg har feilet i min Dom om Inger
Gyldenløve.
Fru Inger (betyder Bjørn ved et Tegn, at han skal nærme sig).
Du holde et Gjæstekammer rede!
Bjørn.
Vel, Fru Inger!
Fru Inger.
Og Porten aaben for Enhver, som maatte banke paa.
Bjørn.
Men – –
Fru Inger (befalende).
Porten aaben!
Bjørn.
Porten aaben! (gaar ud til Høire)
​
5te Scene.
Fru Inger. Eline.
Fru Inger (idet Eline vil fjerne sig.)
Bliv her! – Eline, mit Barn! jeg har Noget at sige Dig.
Eline.
Jeg hører Eder!
Fru Inger.
Eline! Du tror ilde om din Moder!
Eline.
Jeg tror hvad Eders Færd tvinger mig til at tro.
Fru Inger.
Og Du svarer mig som dit umilde Sind byder.
Eline.
Mit umilde Sind er Eders eget Værk. Fra min Barndom
havde jeg vant mig til at agte Eder som en stor, høisindet
Kvinde. Som Eder tænkte jeg mig hine Kvinder, hvorom de
gamle Krøniker fortælle, – hine Kvinder, der traadte frem i
Farens Dage og vakte Folkene til kraftig Daad. Det tykkedes
mig som om Gud Herren selv havde trykket et Stempel paa
Eders Pande og mærket Jer som den, der skulde være Leder
for de mange Tusinder, der omgav Eder. I Høisalen sang
Riddere og Svende Eders Priis, og trindt om Lande kaldte
Bonden Eder Norges Haab og Støtte! Og Alle meente de,
at gjennem Eder skulde de gamle Tider komme igjen! Alle
meente de, at ved Eder skulde det atter dages i Norge; – det
er endnu Nat og neppe kommer Morgenen med Eder, Inger
Gyldenløve!
Fru Inger.
Tilfulde veed jeg, hvad der lægger Dig disse giftige Ord
paa Læben. Du har lyttet til den tankeløse Hob, der, ligesom
Faareflokken, følger iblinde, hvorhen en listig Leder viser Veien.
Eline.
I Folkets Mund er Sandhed; det sagde I selv tidt og
mange Gange, dengang da Eders Priis lød i Sang og Tale.
Fru Inger.
Nu, lad saa være! Men om ogsaa Inger Gyldenløve
havde sveget sit Folk, tror Du da ikke, at Byrden var hende
tung nok at bære, uden at Du skulde hobe Stene paa den.
Eline.
De Stene, jeg hober paa Eders Byrde, knuge mig ligesaa
tungt som Eder! I Troen paa Eders Storhed har jeg levet
mine fagreste Dage; thi for at leve maa jeg kunne være stolt,
og det vilde jeg været med Rette, dersom I var bleven hvad
I engang var!
Fru Inger.
Og hvad borger Dig for, at jeg ikke er det? Eline!
hvoraf veed Du da saa vist, at Du ikke gjør Din Moder Uret?
Eline (med frembrydende Følelse).
O, hvis jeg gjorde det!
Fru Inger.
Stille! Datteren har ingen Ret til at kræve Regnskab af
sin Moder. Med et Ord kunde jeg sige Dig – dog, det vilde
ikke være godt for Dig at høre; Du maa vente hvad Tiden
bringer med sig, – kanhænde at –
Eline (idet hun vil gaa).
Sov vel, min Moder!
Fru Inger (nølende.)
Nei vent, der er endnu Noget, som – kom nærmere, Du
maa høre mig! (sætter sig ved Bordet.)
Eline.
Jeg hører Eder!
Fru Inger.
Saa taus Du ogsaa er, saa veed jeg dog forvist, at Du
mere end eengang længes bort herfra; det er Dig for eensomt
og for øde paa Østeraad.
Eline.
Hvor kan det undre Jer, min Moder!
Fru Inger.
Det staar til Dig selv, om det herefterdags skal blive
anderledes.
Eline.
Hvordan?
Fru Inger.
Hør mig! I denne Nat venter jeg en Gjæst til Gaarden!
Eline (studsende).
En Gjæst?
Fru Inger.
En Gjæst, som maa være fremmed og ukjendt. Ingen
tør vide, hvorfra han kommer eller hvor han gaar hen.
Eline (kaster sig ned for hende og griber hendes Hænder.)
Min Moder, min Moder! Forlad mig min Uret imod
Dig, hvis Du kan det!
Fru Inger (forundret.)
Hvad mener Du? Eline! jeg forstaar Dig ikke.
Eline.
Saa har de da Alle taget feil; Du er da endnu trofast
i Hjertet.
Fru Inger.
Men saa reis Dig og siig mig –
Eline.
O, tror Du da ikke jeg veed hvem Gjæsten er!
Fru Inger (overrasket).
Du veed det og alligevel –
Eline.
Mener Du da Østeraads Porte har været saa vel stængte,
at ikke vore Venners Jammer skulde lyde ind til mig derudefra.
Mener Du ikke jeg veed, at mangen Ætling af de gamle
Slægter vanker som fredløs Mand uden Ly og Leie, medens
de danske Herrer raade i hans Fædres Gaard.
Fru Inger.
Og saa? – Bliv ved!
Eline.
Jeg veed vel, at mangen høibaaren Ridder jages som
sulten Ulv i Skoven; han har ikke Arnested at hvile ved, ikke
Brød at bide!
Fru Inger (koldt).
Det er nok; jeg forstaar Dig.
Eline (vedblivende, uden at agte derpaa).
Og derfor aabner Du Østeraads Porte ved Nattetid; derfor
maa han være fremmed og ukjendt, han, denne Gjæst, om hvem
Ingen tør vide, hvorfra han kommer eller hvor han gaar hen.
Du trodser det strenge Herrebud, som nægter Dig at huse den
Forfulgte, og at staa ham bi med Ly og Pleie.
Fru Inger.
Det er nok, siger jeg. (Med Overvindelse.) Eline! Du feiler,
det er ingen fredløs Mand jeg venter.
Eline (reiser sig.)
Saa har jeg kun ilde forstaaet Jer, Inger Gyldenløve!
Fru Inger.
Hør mig, mit Barn! men hør mig med Rolighed, hvis
Du ellers mægter at tæmme dit vilde Sind.
Eline.
Jeg skal være tam til I har udtalt.
Fru Inger.
Saa lyt til hvad jeg har at sige Dig. – Jeg har saa
meget det stod i min Magt, søgt at holde Dig uvidende om al
den Nød og Vaande, som vort Land er stædet i; thi hvad kunde
det vel baade, om jeg dryssede So g [HIS: tegn mangler, mellomrom står igjen] og Harm i din unge Sjæl;
det er ikke Graad og Kvindeklynk, som skal redde det betrængte
Folk, – der kræves Mod og Mandskraft!
Eline.
Og hvo har sagt Eder, at jeg ikke eier Mod og Mands-
kraft, naar det gjøres Behov.
Fru Inger.
Stille, Barn! jeg kunde tage Dig paa Ordet.
Eline.
Hvordan, min Moder!
Fru Inger.
Jeg kunde kræve begge Dele af Dig; jeg kunde – dog
lad mig først tale til Ende. Du maa da vide, at den Tid
nærmer sig, som de Danske gjennem mange Aar har virket for;
den Tid, da de kunde give vor Frihed det sidste Stød. See
derfor gjælder det –
Eline (livligt).
At slaa løs, min Moder!
Fru Inger.
Nei, det gjælder at vinde Tid. I Kjøbenhavn er Kongens
Raad forsamlet for at overlægge hvordan de bedst kan gribe
Sagen an. De Fleste er af den Mening, at Tvistighederne
ikke kan bilægges, saalænge ikke Norsk og Dansk er Et; thi
dersom vi beholde vore Rettigheder som frit Folk, naar et nyt
Kongevalg engang skal foregaa, saa er det rimeligt, at Feiden
bryder aabenbart ud. See, dette vil de danske Herrer forhindre.
Eline.
Og det skulde vi taale! Vi skulde roligt see til – –
Fru Inger.
Nei, vi skulde ikke taale det; men at bruge Vaaben, at
træde frem i aaben Dyst, det vilde kun lidet baade, saalænge
vi ikke alle ere enige. Nei, skal vi kunne udrette Noget, saa
maa det skee i Løndom og Stilhed; vi maa, som jeg siger Dig,
vinde Tid. I det søndre Norge er Adelen for de Danske, men
her nordpaa er det endnu tvivlsomt, og derfor har Kong Fre-
derik skikket en af sine Riddersmænd herop, for med egne Øine
at forvisse sig om hvordan vi ere sindede.
Eline (spændt).
Nu, og saa –
Fru Inger.
Denne Ridder kommer hid til Østeraad i Nat!
Eline.
Herhid? Og i Nat?
Fru Inger.
Et Kjøbmandsskib bragte ham igaar til Throndhjem. For-
nylig har han skikket mig det Budskab, at han vil gjæste mig;
inden en Time kan han ventes.
Eline.
Og I betænker ikke, min Moder! hvad I udsætter Eders
Rygte for, ved at tilstede den danske Udsending et saadant Møde?
Er ikke Almuen allerede mistroisk nok mod Eder? Hvor kan I
haabe, at den engang vil lade sig lede og raade af Eder, naar
det rygtes –
Fru Inger.
Vær ubekymret! Alt dette har jeg fuldelig betænkt, men
det har ingen Nød. Hans Ærinde her i Landet er en Hem-
melighed; derfor er han kommen som Fremmed til Throndhjem,
og som Fremmed og Ukjendt vil han ogsaa gjæste Østeraad.
Eline.
Og I kjender ikke hans Navn?
Fru Inger.
Jeg kjender det og det klinger godt; Danmarks Adel har
ikke noget bedre at nævne.
Eline.
Men hvad har I saa isinde; jeg har endnu ikke fattet
Eders Mening.
Fru Inger.
Du vil snart begribe. Da vi ikke kan søndertræde Ormen,
saa maa vi binde den!
Eline.
Saa vogt Jer vel, at ikke Snoren brister.
Fru Inger.
Det kommer an paa Dig, hvor fast den skal strammes.
Eline.
Paa mig?
Fru Inger.
Længe har jeg mærket, at Østeraad er Dig et Fangebuur.
Det huer ikke den unge Falk at sidde stur bag Jernstængerne.
Eline.
Min Vinge er stækket! Gav I mig Friheden, den vilde
kun lidet baade mig.
Fru Inger.
Din Vinge er ikke stækket længer end Du selv vil det.
Eline.
Vil? I Eder er min Villie; vedbliv at være, hvad I var,
saa vil ogsaa jeg –
Fru Inger.
Nok derom, hør mig videre! At drage fra Østeraad vil
ikke være Dig meget imod.
Eline.
Kanhænde, min Moder!
Fru Inger.
Du har engang sagt mig, at Du levede Din bedste Tid
i dine Eventyr og Krøniker; dette Liv kan vende tilbage for Dig!
Eline.
Hvad mener I?
Fru Inger.
Eline! Hvis en mægtig Riddersmand kom og førte Dig
til sin Borg, hvor Du fandt Terner og Svende, Silkeklæder
og høie Sale.
Eline.
En Ridder, siger I?
Fru Inger.
En Ridder!
Eline (idet hun fjerner sig noget fra hende).
Og den danske Udsending kommer hid i Nat?
Fru Inger.
I Nat!
Eline.
Hvis saa er, da ræddes jeg for at tyde Eders Ord.
Fru Inger.
Der er Intet at ræddes for, ifald Du ikke vil mistyde dem.
Det er visselig ikke min Agt at tvinge Dig; efter eget Tykke
skal Du vælge og raade selv i denne Sag.
Eline (idet hun træder et Skridt nærmere og stirrer hende stivt i Øinene).
Inger Gyldenløve! Har I hørt om hiin Moder, der
kjørte over Fjeldet ved Nattetid med sine Smaabørn i Slæden.
Ulveflokken fulgte hende i Sporet, det gjældte Liv og Død, –
og hun kastede sine Smaa bagud efter sig, en for en, for at
vinde Tid og frelse sig selv.
Fru Inger (med Varme).
Eventyr! En Moder rev Hjertet af sit Bryst før hun slap
Barnet af sine Arme.
Eline (bittert.)
Hvis jeg ikke var min Moders Datter, saa skulde jeg give
Eder Ret; men I er hiin Moder, og Eders Døtre har I kastet
ud for Ulvene, en for en. For fem Aar siden drog Merete,
Eders ældste Datter fra Østeraad, nu sidder hun i Bergen som
Vincents Lunges Hustru; men tror I hun er lykkelig som den
danske Ridders Frue? Vincents Lunge er mægtig, fast som en
Konge; hun har Terner og Svende, Silkeklæder og høie Sale,
men Dagen har ingen Sol for hende og Natten ingen Hvile;
thi hun har aldrig været ham god. Han kom hid, han beilede
til hende, fordi hun var Norges rigeste Arving og han dengang
trængte til at faa fast Fod i Landet; jeg veed det, jeg veed det
tilfulde! – Merete var Eder hørig, hun fulgte den fremmede
Herre; men hvad har det kostet hende? Flere Taarer end en
Moder skulde ønske at svare til paa Dommens Dag!
Fru Inger.
Jeg kjender mit Regnskab og det skrækker mig ikke.
Eline.
Eders Regnskab er ikke hermed tilende. Hvor er Lucia,
Eders andet Barn?
Fru Inger (peger mod Himlen).
Spørg Gud, som tog hende.
Eline.
Eder spørger jeg; thi det er Eder, som skal svare for at
hun maatte lade sit unge Liv. Glad som en Fugl om Vaaren
drog hun fra Østeraad, for at gjæste Merete i Bergen, et Aar
efter stod hun atter i sin Moders Stue, hendes Kind var hvid
og Døden havde ædt sig ind i hendes Bryst! Ja, I undres
min Moder! I meente nok, at denne Hemmelighed var begraven
med hende, men hun har sagt mig Alt. En høvisk Ridder
havde vundet hendes Hjerte, han vilde ægte hende; I vidste,
at det gjældte hendes Ære, men I blev ubøielig – og Eders
Barn maatte dø. I seer jeg veed det Alt!
Fru Inger (afsides).
Alt! (høit.) Saa har hun da ogsaa sagt Dig hans Navn?
Eline.
Nei; derom har jeg saalidet spurgt.
Fru Inger (afsides).
Ah, saa veed Du dog ikke Alt! (høit.) Eline! Hvad Du
har sagt var mig længe vitterligt, men der er Noget, som Du
ikke har betænkt; den unge Riddersmand var en Dansk.
Eline.
Ogsaa det veed jeg!
​
Fru Inger.
Og hans Kjærlighed var en Løgn; ved List og glatte Ord
havde han besnæret hende.
Eline.
Jeg veed det, men hun havde ham kjær alligevel, og havde
I havt en Moders Hjerte, saa var Eders Barns Ære gaaet for Alt!
Fru Inger.
Ikke for hendes Lykke. Tror Du, at jeg med Meretes Lod
for Øinene vilde ofre mit andet Barn til en Mand, som ikke
var hende god.
Eline.
Med Eders glatte Tunge kan I daare Alverden, men ikke
mig. Inger Gyldenløve! Tro ikke, at jeg er saa ganske fremmed
for hvad der gaar for sig rundt om i Landet, tilfulde skjønner
jeg Eders Færd, jeg veed, I er ikke Dansken god i Eders
Hjerte, I hader ham maaskee, men I frygter ham tillige. Da
I gav Merete til Vincents Lunge, saa havde de Danske Overmagten
paa alle Kanter; tre Aar efter da I forbød Lucia at ægte ham,
til hvem hun havde knyttet sit Liv, skjønt han havde forlokket
hende, – da stod Sagerne anderledes;
de Norske begyndte at komme tillive
igjen, og det var ikke raadeligt at
holde sig tilvens med de fremmede
Voldsmænd. Og hvad har I vel
gjort for at hævne hende, der maatte
dø saa ung? Intet! Nuvel, jeg skal
handle for Eder, jeg skal hævne al
den Forsmædelse, der er overgaaet
vort Folk og vor Æt!
Fru Inger.
Hvad har Du isinde?
Eline.
Jeg gaar min Vei, ligesom I
gaar Eders; hvad jeg har isinde veed
jeg ikke selv, men jeg føler Kraft i mig
til at vove Alt for den retfærdige Sag.
Fru Inger.
Da vil Du faa en haard Dyst
at bestaa. Jeg har engang lovet det
Samme, som Du, og mit Haar er
graanet under Byrden af mit Løvte.
Eline.
Jeg forlader Eder; Eders Gjæst
kan ventes, og ved det Møde er jeg
tilovers. Maaskee det endnu er Tid
for Eder, – nu, Gud styrke og lede
Eders Færd! Glem ikke, at Folkets
Øie vogter paa Eder! Tænk paa
Merete, som græder Dag og Nat
over sit forspildte Liv! Tænk paa
Lucia, som sover i den sorte Kiste!
(Vil gaa, men nærmer sig atter ) Og endnu
Et. Glem ikke, Inger Gyldenløve!
at i denne Nat spiller I Brikkespil om
Eders sidste Barn! (hun gaar ind tilvenstre.)
6te Scene.
Fru Inger (aleue).
Fru Inger (efter en Pause).
Mit sidste Barn? Hun taler
sandere end hun selv veed; men det
gjælder ikke mit Barn alene. Hjælpe
mig Gud! i denne Nat spilles Brikke-
spil om Norges Fremtid! Tys! rider
der ikke Nogen gjennem Borgeledet?
(lyttende )[HIS: tegn mangler, mellomrom står igjen] Nei, endnu ikke; det var
kun Vinden. Hu! det blæser grav-
koldt derudenfor ikvæld! Det gaar
ligesom et Stormsuk gjennem Ridder-
salen, (idet hun knuger Hænderne imod sit
Hjerte) og gjennem mit Bryst [HIS: tegn mangler, mellomrom står igjen] (Pause.)
Hvor sælsomt, hvor sælsomt! Skjæb-
nen har dannet mig til Kvinde og har
dog læsset en Mandsdaad paa mine
Skuldre. Mit Folks Velfærd er lagt
i mine Hænder; jeg er rig og stærk;
i min Magt staar det at reise dem Alle
som een Mand, for at vinde tilbage, hvad Svig og Vold har
røvet os. Det er fra mig de vente Tegnet og nu maa det skee,
nu eller aldrig! Tør jeg da nøle, er det Ret at ofre de Mange
for den Enes Skyld? Var det ikke bedre ifald jeg kunde –
men nei, jeg kan det ikke, jeg vil det ikke! (farer sammen af Skræk.)
– Ha, der er de igjen de blege Skygger, som komme over mig
naar jeg er alene med mig selv; – det er mine døde Fædre,
det er mine faldne Frænder! – Fy, hvor de stirre paa mig;
hvor de er tause og strenge! Jeg kjender dem. (Skrigende.)
Steen Sture! Knud Alfsøn! Olaf Skaktavl! viig bort, viig bort!
Hvad vil I mig?
7de Scene.
Fru Inger. Olaf Skaktavl, der langsomt er traadt ind fra Riddersalen.
Skaktavl.
Hil Eder, Inger Gyldenløve!
Fru Inger (vender sig med et Skrig.)
Ah, fri mig Christ i Himlen! (Hun falder om i Stolen. Olaf
Skaktavl stirrer paa hende ubevægelig, lænet til sit Sværd.)
​
Fru Inger til Østeraad.
Historisk Drama i 5 Akter
af Henr. Ibsen.
​
Anden Akt.
Samme Dekoration som i forrige Akt.
1ste Scene.
Fru Inger (siddende ved Bordet tilhøire). Olaf Skaktavl.
Skaktavl.
For sidste Gang, Inger Gyldenløve! I er altsaa urokkelig
i Eders Forsæt?
Fru Inger.
Jeg kan ikke andet; og mit Raad til Eder er: gjør I
ligesom jeg! Er det Himlens Villie, at vort Folk skal gaa
under, saa gaar det under, hvad enten vi støtte det eller ei.
Skaktavl.
Og med den Tro mener I jeg skal lade mig nøie; jeg
skulde roligt sidde og see til, nu da Tiden er kommen? Har
I da glemt hvad jeg har at hævne? – Mine Fædres Gaard
har dete plyndr og røvet; min Søn, mit eneste Barn, den
sidste Ætling af min Slægt har de slaaet ihjel for mig som en
Hund; mig jog de for tyve Aar siden fredløs ud i Skov og
Fjeld! Folk har sagt mig død for længe siden; men jeg har
den Tro, at jeg ikke kan lægge mig i Jorden før jeg har
taget Hævn.
Fru Inger.
Saa har I et langt Liv ivente. Hvad vil I da gjøre?
Skaktavl (opbrusende).
Gjøre? Hvad veed ieg det! Jeg har aldrig givet mig
af med at gruble og lægge Anslag op; det er det I skal hjælpe
mig med. I er kløgtig; jeg har kun to Arme og mit Værge.
Fru Inger.
Eders Værge er rustent, Olaf Skaktavl! Alle Værger i
Norge ere rustne!
Skaktavl.
Det er fordi den nye Slægt kun strider med Tungen –
Inger Gyldenløve! I har stærkt forandret Eder; der var en
Tid, da der slog et Mandshjerte i Eders Bryst!
Fru Inger.
Mind mig ikke om hvad der var.
Skaktavl.
Og dog er det derfor jeg er kommen til Jer; I skal høre
mig om saa –
Fru Inger.
Nuvel, men gjør det kort; thi, – ja jeg maa da sige Jer det,
der er utrygt for Eder her paa Gaarden.
Skaktavl.
Paa Fru Ingers Gaard er det utrygt for den Fredløse!
Det har jeg længe vidst; men I glemmer nok, at fredløs Mand
har Intet at forlise uden et Liv, hvis Tab er Vinding!
Fru Inger.
Saa tal! Jeg skal ikke formene Jer det.
Skaktavl.
For treti Vintre siden saa jeg Eder for første Gang; det
var paa Akershuus hos Knud Alfsøn og hans Frue. Dengang
var I endnu fast et Barn, men I var kjæk som Ørnen paa
Fjeldet, vild og ustyrlig som Uveiret, der gaar Bersærkergang
om Østeraad ikvæld. Mangen høvisk Ridder laa for Eders Fod;
ogsaa mig var I kjær, kjær som ingen Kvinde har været det
før eller siden; men I, I havde dengang kun een Tanke, det
var Tanken om jert Folk og jert Fædreland!
Fru Inger.
Jeg var dengang femten Somre gammel; husk, at treti
Vintres Snee har isnet os Begge siden de Dage.
Skaktavl.
I stammede fra Norges ædleste Ætter; I havde Magt og
Rigdom ivente, og I havde Øre for vort Folks Klager. De
Gamle og Erfarne blandt os meente det stod skrevet histoppe
hos Vorherre, at I var den, der skulde bryde vore Lænker og
give os vor Frihed tilbage; og I selv tænkte dengang det Samme.
Fru Inger.
Det var en syndig Tanke, Olaf Skaktavl! Det var Hovmod
og ikke Herrens Kald, der talte gjennem mig.
Skaktavl.
I kunde blevet den Udkaarne ifald I havde villet. Mindes
I hiin Nat, da den danske Flaade laa for Akershuus. Høvids-
mændene bød mindeligt Forlig, og tryg ved Leidebrevet drog
Knud Alfsøn ombord. Tre Timer efter bare vi ham ind
igjennem Porten –
Fru Inger (smerteligt greben).
Som Lig!
Skaktavl.
Norges bedste Hjerte brast da de danske Stimænd fældte
ham. Endnu tykkes det mig, at jeg seer det lange Tog, som
skred ind i Riddersalen sørgeklædt og Par for Par. Der laa
han paa Baaren med Øxehugget over Panden, saa hvid som
en Vaarsky. Og i Nattens Stilhed samlede sig Norges gjæveste
Mænd om Liget; Fru Margrethe stod ved sin døde Huusbonds
Hoved og Alle, Alle svore vi at vove Velfærd og Liv i en Dyst
for Hævn og Frihed! Da rørte det sig i Krogen bag ved Lofts-
støtten og ind i Mændenes Kreds treen en Ungmø, fast endnu
et Barn, men med Ild i Øiet og med Malm i Mælet. Høit
svor hun – skal jeg gjentage Eders Ord?
Fru Inger.
Jeg svor at holde sammen med Jer i Liv og Død; at
stride ligesom I for Hævn og Frihed!
Skaktavl (bittert).
I mindes Eders Ed og har dog glemt den!
Fru Inger.
Og hvordan holdt de Andre hvad de havde lovet? Jeg
taler ikke om Eder, Olaf Skaktavl! men om Eders Venner,
al Norges Adel; der er ikke een af dem, som har Mod til at
være Mand, og dog bebreide de mig, at jeg er en Kvinde!
Skaktavl.
Jeg veed, hvad I vil sige; hvorfor de har underkastet sig
istedetfor at byde deres Voldsmænd Trods til det Sidste? Vel
sandt, der er usselt Malm i vor Tids Slægter, men havde der
været Samhold imellem dem, hvem veed hvad der da vilde
skeet; og I kunde have holdt dem sammen, thi for Eder havde
de Alle bøiet sig.
Fru Inger.
Jeg kunde vel svare Eder, men I vilde neppe forstaa mig.
Lad os derfor ikke videre tale om, hvad der ei staar til at ændre.
Kom heller frem med hvad der nærmest fører Eder til Østeraad;
trænger I til Ly? Nuvel, jeg ril skjule Eder. Trænger I til
Pleie? Den skal I finde!
Skaktavl.
I tyve Aar har jeg været hjemløs; paa Høifjeldet er mit
Haar blevet graat; jeg har deelt Hie med Ulv og Bjørn; I seer,
Fru Inger! jeg trænger Eder ikke, men Folket har Jer behov.
Fru Inger (med et Skuldertræk).
Det gamle Omkvæd!
Skaktavl.
Ja, det klinger ilde i Eders Øren, det veed jeg nok; men
I faar høre det alligevel. Kort og godt, jeg kommer fra Sve-
rige, der er Uro paafærde; i Dalarne skal det bryde løs!
Fru Inger.
Jeg veed det!
Skaktavl.
Peder Kantsler er med, men hemmeligt forstaar I.
Fru Inger (studsende).
Nuvel!
Skaktavl.
Det er ham, som har skikket mig til Eder.
Fru Inger (spændt).
Peder Kantsler, siger I?
Skaktavl.
Han selv, eller kanhænde I kjender ham ikke længer.
Fru Inger (afsides).
Kun altfor vel. (høit.) Men siig frem, siig frem, hvad
Budskab bringer I mig?
Skaktavl.
Da Ufredsrygtet spurgtes oppe paa Jæmtetandsfjeldene,
hvor jeg holdt til, saa tog jeg strax afsted indover til Sverige.
Jeg kunde nok tænke mig, at Peder Kantsler havde sin Haand
med i Legen, jeg søgte ham op og bød ham mit Sværd og
mine Arme; han har kjendt mig i tidligere Dage, som I veed;
han vidste jeg var at lide paa, og saa skikkede han mig hid.
Fru Inger (i utaalmodig Bevægelse).
Javist, javist, han skikkede Eder hid for at –
Skaktavl (hemmelighedsfuldt).
Fru Inger! Der kommer en Fremmed til Østeraad i Nat!
Fru Inger (overrasket).
Hvorledes? Veed I at –?
Skaktavl.
Javel veed jeg. Jeg veed Alt; det er jo for at træffe
ham, at Peder Kantsler har skikket mig afsted.
Fru Inger.
Ham? Umuligt, Olaf Skaktavl! umuligt!
Skaktavl.
Som jeg[HIS: 'j' er snudd.] siger Jer, hvis han ikke er kommen, saa vil det
ikke vare længe førend –
Fru Inger.
Nei, ganske sikkert, men –
Skaktavl.
Saa I var da beredt paa hans Komme?
Fru Inger.
Javist; han har skikket mig Budskab derom; det var derfor
I slap ind, saasnart I bankede paa.
Skaktavl.
Tys! der rider Nogen henover Veien. (gaar til Vinduet.)
Porten lukkes op!
Fru Inger (seer ud).
Det er en Ridder og hans Svend; de stige af i Gaarden.
Skaktavl.
Der er han altsaa. Hans Navn?
Fru Inger.
I veed ikke hans Navn?
Skaktavl.
Hvor skulde jeg vide det. Peder Kantsler bød mig gaa
og det har jeg gjort.
Fru Inger.
Saa følg mig til Eders Gjæstekammer; I kan trænge til
at styrke Eder; den Fremmede skal I snart faa i Tale.
Skaktavl.
Nu, hvis I saa lyster.
(De gaa ud tilvenstre.)
2den Scene.
Finn fører Niels Lykke og Jens Bjelke ind fra Høire.
Niels Lykke (til Finn).
Og vi kan da sikkert forlade os paa Dig i Et og Alt.
Finn.
Befalingsmanden i Throndhjem har stedse givet mig Skuds-
maal for at være paalidelig.
Niels Lykke.
Vel, vel, det har han ogsaa sagt mig. Altsaa, først og
fremst, – er nogen Fremmed kommen herhid til Østeraad før os
i Aften?
Finn.
For en Time siden kom der En.
Niels Lykke (afsides til Bjelke).
Han er her. (høit til Finn.) Vil Du kunne gjenkjende ham?
Har Du seet ham?
Finn.
Nei, det har nok Ingen uden Portvægteren, saavidt jeg
veed. Han blev strax stedet for Fru Inger og hun –
Niels Lykke.
Nu, hvad hun? Han er dog vel ikke allerede borte igjen?
Finn.
Nei, men hun holder ham nok skjult inde i en af sine egne
Stuer, for –
​
Niels Lykke.
Det er godt!
Bjelke (hviskende).
Altsaa først og fremst Vagt for Porten, saa har vi ham
sikkert.
Niels Lykke (smilende).
Mener Du? (til Finn.) Hør, siig mig, gives der her paa
Gaarden nogen anden Udgang end gjennem Porten? Jeg mener,
kan Nogen slippe useet bort fra Østeraad, naar Borgeporten
holdes lukket?
Finn.
Ja, det veed jeg ikke; der tales rigtignok om Løngange
nedenunder i Kjælderne, men der er nok Ingen uden Fru Inger
selv, som kjender dem.
Bjelke.
Saa, for Djævelen!
Niels Lykke.
Det er godt, Du kan gaa!
Finn.
Vel. Skulde I senere ville mig Noget, saa behøver I kun
at lukke paa den anden Dør tilvenstre derinde i Riddersalen;
jeg skal da strax være ved Haanden.
Niels Lykke.
Godt. (peger mod Døren. Finn gaar ud tilhøire.)
3die Scene.
Niels Lykke. Jens Bjelke.
Bjelke.
Hør, veed Du hvad, Bro'er Niels! dette her bliver nok et
lumpent Felttog for os begge to.
Niels Lykke (smilende).
Hm! Ikke for mig, haaber jeg.
Bjelke.
Saa. For det Første er der liden Ære i at gjøre Ja [HIS: flere tegn utfalt, mellomrom gjenstår]
paa slig en opløben Dreng, som denne Niels Sture. Er nu det
en Viis at fare frem paa, saaledes som han har baaret sig ad?
Først sætter han ondt Blod i Bønderne, lover dem Bistand og
hvad veed jeg Altsammen, og naar det saa kommer til Stykket,
render han sin Vei og kryber i Skjul bag et Kvindeskjørt.
Forresten angrer det mig, reentud sagt, at jeg fulgte dine Raad
og ikke gik frem efter mit eget Hoved.
Niels Lykke (afsides).
Den Anger kommer vel silde, min Bro'er!
Bjelke.
For, seer Du, at rode efter Grævlinger har nu aldrig
været min Fornøielse. Jeg havde ventet mig noget ganske Andet;
jeg trækker afsted ligefra Jæmteland med mine Ryttere, i Thrond-
hjem faar jeg den danske Befalingsmands Brev for at jeg kan
søge efter Ufredsstifteren overalt hvor jeg lyster; jeg veed fra
sikker Haand, at han staar i Forbund med Fru Inger; hvad
var nu vel rimeligere, end at vi havde fundet Portene besatte
med Vagt, saa kunde vi have slaaet løs, stormet Gaarden –
Niels Lykke.
Men i det Sted aabner man Portene nok saa høfligt for
os; pas paa, hvis jeg kjender Fru Inger ret, saa beværter hun
os paa det Bedste.
Bjelke.
Det var nu ogsaa Dit Indfald at lade mine Ryttere blive
tilbage en Fjerdingvei fra Gaarden; var vi komne mere mand-
stærke, saa –
Niels Lykke.
Ja, saa havde hun alligevel modtaget os som kjærkomne
Gjæster. Men læg Mærke til, at i saa Fald havde Sagen
gjort Opsigt; Bonden vilde holdt det for en Voldshandling mod
Fru Inger; hun var da atter stegen i Almuens Gunst, og seer
Du, det er ikke raadeligt.
Bjelke.
Kan saa være; men hvad gjør jeg nu? Grev Sture er
rigtignok paa Østeraad; men hvad kan det hjælpe? Fru Inger
har sagtens, ligesom Ræven, mange Smuthuller og meer end
een Udgang. Her kan vi gaa og snuse om til evig Tid, gid
Djævelen havde den hele Historie!
Niels Lykke.
Nuvel, siden Du ikke synes om den Vending Sagen har
faaet, saa overlad Slagmarken til mig.
Bjelke.
Til Dig? Hvad vil Du gjøre?
Niels Lykke.
Kløgt og List udretter maaskee her, hvad Magt ikke er
istand til. Nu, ærligt talt, jeg har allerede havt noget Sligt
i Tankerne ligefra igaar, da vi mødtes i Throndhjem. See
derfor var det jeg formaaede Dig til –
Bjelke.
O, for Fanden! jeg burde jo nok vidst, at Du nu, som
altid, havde en Ræv bag Øret!
Niels Lykke.
Ja, men seer Du, her gjøres netop Ræven behov, hvis
Vaabnene skal være lige paa begge Sider. Du har nu mere
end eengang vist, hvad Du duer til, jeg har nu ogsaa Lyst
til at prøve mig selv, og see her er Leiligheden for Haanden.
Kongen af Danmark, min Herre, har betroet mig mere end
et vanskeligt Hverv og jeg har klaret mig ganske godt fra
det, men –
Bjelke.
Det skulde jeg mene. Gud og Hvermand veed jo, at Du
ere den slueste Djævel i de tre Riger.
Niels Lykke.
Aa, jeg takker. Men seer Du, hidtil var det kun Mænd,
jeg havde at maale mig med, og det vil ikke sige stort; her
derimod gjælder det at besnære en Kvinde!
Bjelke.
Ha, ha, ha! i det Haandværk har Du for længe siden
gjort dit Mesterstykke, min Bro'er! Mener Du da ikke jeg
kjender Visen:
«Hver en Skjøn-Jomfru sukker saa mod,
Gud give Niels Lykke var mig huld og god!»
Niels Lykke.
Ja, det gjælder Kvinder i Tyveaarsalderen og deromkring,
men Fru Inger er henimod de femti og derhos snu som ingen
Anden. Lykkes det mig at beseire hende, saa er jeg sikker paa
mig selv og jeg tør da paatage mig hvilket Hverv det saa skal
være. Nu, ikke sandt, Du overlader Fru Inger til mig? Kom
ihu, dengang Du gjæstede Danerhoffet, saa veeg jeg Pladsen
for Dig hos meer end een Ungmø.
Bjelke.
Og veed Du hvad, det Ædelmod skulde Du ikke minde
mig om, thi for det Første voldte det mig bare Ærgrelse og
desuden saa havde Du jo Hals og Haand over dem Allesammen.
Men ligemeget, siden jeg nu engang har baaret mig galt afsted,
saa seer jeg gjerne, at Du tager Sagen paa Dig, dog det er
et Ord, findes den unge Grev Sture her paa Gaarden, saa
skaffer Du ham frem død eller levende.
Niels Lykke.
Lyslevende skal Du have ham, jeg agter ikke at slaa ham
ihjæl. Men nu maa Du altsaa tilbage til dine Folk; hold
Landeveien besat; skulde jeg mærke noget Mistænkeligt, saa skal
Du uopholdelig faa Kundskab derom.
Bjelke.
Godt, godt; men hvordan slipper jeg ud?
Niels Lykke.
Karlen derinde hjælper Dig nok afsted, men i al Stilhed –
Bjelke.
Forstaar sig. Naa, god Lykke!
Niels Lykke.
Lykken har aldrig svigtet mig i Kamp med Kvinder; skynd
Dig nu! (Bjelke gaar ud tilhøire.)
4de Scene.
Niels Lykke (alene).
Niels Lykke (efter en Pause).
Saa staar jeg da omsider paa Østeraad, paa dette gamle
Herresæde, som et Barn for to Aar siden fortalte mig saameget
om. Lucia – ja, for to Aar siden var hun endnu et Barn,
og nu, nu er hun død. (med Skuldertræk.) Blomsterne visne
tidligt her i Norden! En Jomfru kommer til Skade, hun faar
et Knæk, og saa er det forbi, engang for alle. Jeg gad vide,
om det er af Harm og Blussel over at hun mister, hvad man
kalder Æren, eller om det skulde være af Sorg og Smerte,
fordi hun finder Svig hos den Mand, hun har hengivet sig til?
Nu, i begge Tilfælder er hun en Taabe, og en Taabe meer
eller mindre i Verden, det – (smilende, efter en Pause). Hm, min
unge Livsvaar har været rig nok; hvert Foraar har jeg seet
en Rosenknop springe i Frø, hver Høst har jeg seet en Lillie
visne! (Seer sig om i Værelset.) Jeg kjender mig igjen som om
jeg kunde være født her. Deriude er Riddersalen, og neden-
under er – Gravkjælderen; der ligger nok Lucia ogsaa. –
Dersom jeg havde nogen stærk Tro, saa kunde jeg bilde mig
ind, at da jeg satte Foden indenfor Østeraads Porte, saa vendte
hun sig i Kisten; da jeg treen over Borggaarden, løftede hun
paa Laaget, – og da jeg nys nævnte hendes Navn, var det
ligesom om Noget manede hende herop fra Ligkjælderen; maaskee
famler hun sig nu opad Trappen, Svededugen er hende iveien,
men hun famler sig frem alligevel. Maaskee staar hun nu derinde
i Riddersalen og seer paa mig gjennem Dørsprækken. Kom
nærmere, Barn! jeg er ikke af de Forknytte; kom nærmere!
jeg tror, jeg har elsket Dig engang! Snak lidt med mig! –
Fru Inger lader mig vente; Du har hjulpet mig at fordrive
saa mangen kjedelig Stund, jeg erindrer det godt; det bedste
ved Kjærligheden er Erindringen, og jeg – har mange Erin-
dringer. (Han fører Haanden til Panden og gaar et Par Gange frem og
tilbage.) See saa! – Rigtig, der er det store Vindu med Silke-
forhænget, der er det Inger Gyldenløve pleier at staa og stirre
ud over Landeveien som om hun venter paa En, der aldrig
kommer; Lucia har fortalt mig det. – Derinde (pegende mod
Døren tilvenstre), der er Søster Elines Stue, – Søster Eline? Ja
rigtig, saa hedder hun. Hun er jo saa mærkværdig, denne
Søster Eline, – saa kløgtig og saa djærv! Skade, at hun har
seet saa forbandet lidt til Verden; hun har nok aldrig været
udenfor Østeraads Enemærker. Hun skal forresten være fager –
trind som et overmodent Æble rimeligviis! Naa, naa, I skal
faa beholde Søster Eline uskadt naar jeg reiser; Markblomster
falde ikke i min Smag, Stængelen er for bøielig, de ligesom
takke for Æren, naar man bryder dem. (Betragter en Blomsterkost,
som han bærer paa Brystet.) Disse Stakler plukkede jeg dog idag,
da jeg for første Gang satte Foden indenfor Østeraads Grændser.
Det var de Sidste, der holdt sig mod Efterhøsten; – Østeraads
fagre Vaarblomst gik under i en Uveirsnat for to Somre siden!
(Pause.) Hvorledes vil Fru Inger modtage mig? Vil hun brænde
Gaarden af over Hovedet paa os Allesammen i Nat? Vil hun
lade en Falddør i Gulvet aabne for at opsluge mig? Eller
kanhænde hun nøies med at stikke mig en Kniv i Nakken naar
jeg sidder ved Aftensbordet? Sandelig, hun skulde have min
Agtelse, dersom hun faldt paa noget Sligt. (lyttende.) Naa,
der faa vi nok suart at see –
5te Scene.
Niels Lykke. Fru Inger (fra Riddersalen).
Fru Inger.
Jeg byder Eder min Hilsen, Herr Ridder!
Niels Lykke.
Ah, Østeraads Frue!
Fru Inger.
Og min Tak fordi I forud har ladet mig vide Eders
Komme.
Niels Lykke.
Ikke mere end min Skyldighed; jeg havde Grunde til at
formode, at mit Komme vilde overraske Eder.
Fru Inger.
I Sandhed, Herr Ridder! deri har I ikke taget Feil;
jeg havde visselig mindst af Alle ventet at see Niels Lykke som
Gjæst paa Østeraad.
Niels Lykke.
Og endnu mindre havde I ventet, at han skulde komme
som Ven?
Fru Inger.
Som Ven? I føier Spot til al den Smerte og Skjændsel
I har dynget over Inger Gyldenløves Huus? Efterat have
lagt mit Barn i Graven vover I endnu –
Niels Lykke.
Tillad, Fru Inger! i det Punkt komme vi neppe til Enighed,
thi I tager ikke med i Beregningen hvad jeg ved samme Lei-
lighed tabte. Mine Hensigter vare ærlige, jeg var træt af mit
ubundne Liv, – jeg har levet mig tilbunds i Livet, skal jeg sige
Eder; jeg var dengang tredive Aar gammel, jeg trængte til at
faa en Hustru, ung, fager og from; læg saa dertil den Lykke
at blive Fru Inger Gyldenløves Svigersøn –
Fru Inger.
Tag Eder vel iagt, Herr Ridder! Hvad der er skeet har
jeg dulgt for Verdens Øine, men tro ikke, at det er glemt, om
det det end er gjemt; der turde vel komme en Leilighed –
Niels Lykke.
I truer mig, Fru Inger? Jeg har rakt Eder min Haand
til Forsoning, I vægrer Eder ved at modtage den; der er da
altsaa fra nu af Krig mellem os?
Fru Inger (stolt).
Jeg vidste ikke, at det fordum havde været anderledes.
Niels Lykke.
Fra Eders Side kanhænde. Jeg har aldrig været Eders
Avindsmand, skjønt jeg vel, som Kongen af Danmarks Undersaat,
havde skjellig Grund dertil.
Fru Inger (bittert),[HIS: svakt komma, likner punktum i hovedeksemplaret]
Jeg forstaar Eder; jeg hae ikke været bøielig nok; det er
ikke gaaet saa glat som man ventede med at drage mig ind i
Eders Parti? Mig synes dog I intet har at klage paa; min
Datter Meretes Huusbond er Eders Landsmand, videre kan jeg
ikke gaa, min Stilling er vanskelig, Niels Lykke!
Niels Lykke.
Det fatter jeg tilfulde; Eders Folk har et gammelt Krav
paa Eder, et Krav, som man siger, at I kun halvveis har
gjort Fyldest.
Fru Inger.
Tillad, Herr Ridder! For min Færd staar jeg Ingen til
Regnskab uden Gud og mig selv; hvis det derfor behager Eder,
saa lader I mig vide, hvad der fører Eder hid.
Niels Lykke.
Strax, Fru Inger! Hensigten med min Sendelse hertil
Landet kan vel ikke være Eder ubekjendt.
Fru Inger.
Jeg kjender det Hværv, mau almindeligvis tillægger Eder.
Det er vor Konge af Vigtighed at vide, hvorledes han staar sig
med den norske Adel.
Niels Lykke.
Ganske vist!
Fru Inger.
Det er altsaa derfor I gjæster Østeraad?
Niels Lykke.
Forendeel derfor; dog kommer jeg ingenlunde for at kræve
nogen mundtlig Forsikring af Eder.
Fru Inger.
Nuvel!
Niels Lykke.
Hør mig, Fru Inger! I sagde selv fornylig, at Eders
Stilling er vanskelig; I staar mellem to Partier, som begge
kun halvveis vove at forlade sig paa Eder. Eders egen Fordeel
maa nødvendigviis knytte Jer til os; til de Misfornøiede er
I derimod bunden ved Landsmandsskabet, og – hvem veed,
maaskee ogsaa ved et eller andet hemmeligt Baand.
Fru Inger (afsides).
Hemmeligt Baand! – Christ! skulde han vide –!
Niels Lykke (afsides).
Hun er urolig. Rigtig, der stikker Noget under! (høit.)
I indseer vist selv, at denne Stilling i Længden ikke er til at
udholde. Sæt nu, det stod i min Magt at udfri Eder af disse
Forholde, som –
Fru Inger.
I Eders Magt siger I?
Niels Lykke.
Først og fremst, Fru Inger! maa jeg bede Eder ikke at
lægge nogen Vægt paa de letsindige Ord, jeg fornylig lod falde.
Tro ikke, jeg noget Øieblik har tabt af Tankerne den Gjæld,
jeg staar i til Eder. Sæt, at det længe havde været min Agt,
saavidt muligt, at gjøre godt igjen, hvad jeg har forbrudt;
sæt, at det var derfor jeg havde skaffet mig denne Sendelse herop.
​
Fru Inger.
Forklar Eder nøiere, Herr Ridder! Jeg forstaar Eder ikke.
Niels Lykke.
Jeg tager maaskee ikke Feil, naar jeg formoder, at I
ligesaa godt som jeg kjender de Uroligheder, der true med at
bryde løs i Sverige. I veed, eller I aner ialfald, at disse
Uroligheder have et større Maal end det, man almindeligvis
tillægger dem, og I vil derfor begribe, at vor Konge ikke roligt
kan see Begivenhederne gaa deres egen Gang, ei sandt?
Fru Inger.
Bliv ved!
Niels Lykke (forskende, efter en Pause).
Der gives et tænkeligt Tilfælde, som kunde sætte Gustav
Vasas Throne i Fare.
Fru Inger (afsides).
Hvor vil han hen?
Niels Lykke.
Det Tilfælde nemlig, at der i Sverige skulde fiudes en
Mand, som paa Grund af sin Byrd havde Krav paa at kaares
til Folkets Styrer.
Fru Inger (undvigende).
Sveriges Adel er lemlæstet ligesaa blodigt som vor, Herr
Ridder! Hvor skulde I vel ville søge –
Niels Lykke (smilende).
Søge? Manden er allerede funden!
Fru Inger (afsides).
Ha, skulde han vide –? Nei, nei, umuligt!
Niels Lykke.
Og han staar Jer for nær, min Frue! til at Eders Tanke
ikke skulde falde paa ham. (Betragter hende stivt.) Den afdøde Grev
Sture har efterladt sig en Søn –
Fru Inger (forfærdet).
Hellige Frelser! saa veed I da –?
Niels Lykke (studsende).
Fat Eder, min Frue! og lad mig tale tilende. Denne
unge Mand har hidtil levet stille hos sin Moder, Steen
Stures Enke.
Fru Inger (afsides).
Den Anden er det han mener! Vee mig, nær havde jeg
røbet –
Niels Lykke.
Nu derimod er han traadt aabenlyst frem; i Dalarne har
han vist sig som Bøndernes Leder; deres Antal voxer med hver
Dag, og, som I maaskee veed, finder de Venner blandt Almuen
paa denne Side af Grændsefjeldene.
Fru Inger (der imidlertid har fattet sig).
Herr Ridder! I nævner alle disse Begivenheder med fuld
Forvisning om at jeg kjender dem; hvad Grund har jeg givet
Eder til at formode Sligt? Jeg veed Intet og ønsker ikke at
vide Noget; det er min Agt at leve roligt indenfor mine egne
Enemærker, jeg rækker ikke Ufredsstifterne min Bistand, men
regn heller ikke paa mig, dersom det er Eders Agt at under-
kue dem.
Niels Lykke (dæmpet).
Vil I ogsaa forholde Eder uvirksom, ifald det var min Agt
at staa dem bi?
Fru Inger (spændt).
Hvorledes skal jeg forstaa Jer?
Niels Lykke.
I har altsaa ikke fattet, hvad jeg den hele Tid har sigtet
til? Nuvel, ærligt og ligefrem vil jeg da sige Eder Alt. Vid
da, at Kongen og hans Raad tilfulde har indseet, hvorledes
der i Længden intet sikkert Fodfæste findes for os i Norge,
saalænge Folket tror sig forurettet og undertrykt. Vi have ful-
delig begrebet, at en ærlig Forbundsfælle er bedre end en tvungen
Undersaat, og vi ønske derfor intet heller, end at kunne løsne
de Baand, der igrunden binde os ligesaameget som Eder; men
I vil vist ogsaa indsee, at Nordmændenes Sindelag mod os
gjør et saadant Skridt altfor betænkeligt, saalænge vi ikke have
en paalidelig Støtte i Ryggen.
Fru Inger.
Nuvel?
Niels Lykke.
Denne Støtte er nærmest at søge i Sverige; men vel at
mærke, ei saalænge Gustav Vasa sidder ved Roret, thi hans
Regnskab med Danmark er endnu ikke opgjort og vil vel heller
aldrig blive det. En ny Drot derimod, som havde Folket paa
sin Side, og som skyldte Danmarks Bistand sin Krone – Nu,
I begynder at forstaa mig? Da kunde vi med Tryghed sige
til vore norske Brødre: «Tager Eders gamle arvede Rettigheder
tilbage, vælger Eder en Styrer efter eget Tykke, værer vore Venner
i Nøden ligesom vi ville være Eders!» Læg ellers vel Mærke
til, Fru Inger! at dette Høimod igrunden ikke er saa stort,
som det synes, thi I vil selv indsee, at vi, langtfra at svækkes,
snarere ville styrkes derved. Og da jeg nu har talt aabenhjertig
med Eder, saa lad ogsaa I enhver Mistro fare, altsaa –
(bestemt) den Riddersmand fra Sverige, som kom hid en Timestid
før jeg –
Fru Inger.
I veed det da allerede?
Niels Lykke.
Tilfulde! Det er ham jeg søger!
Fru Inger (afsides).
Forunderligt! Det er altsaa dog som Olaf Skaktavl sagde.
(høit.) I vente mig her, Herr Ridder! Jeg gaar for at føre
ham til Eder. (Gaar ud gjennem Riddersalen.)
6te Scene.
Niels Lykke (alene).
Niels Lykke.
Ret saa, Niels Lykke! ret saa! – nu er Dysten vunden!
Sandelig, det kostede mig mindre end jeg havde tænkt, og nu
gaar hun uden videre hen for at føre Grev Sture sammen med
mig! Tilvisse, jeg maa have talt indtrængende som ud af
hendes eget Hjerte; thi da jeg første Gang nævnte Steen Stures
Søn, saa jeg tydeligt, hvorledes hun blev greben af Angst og
var nærved at segne om. Er Fru Inger troskyldig gaaet i
Fælden, saa vil vel ikke Niels Sture gjøre Vanskeligheder; han
skal jo kun være en Dreng endnu, ham vil det ikke falde svært
at blænde. Med mit Løfte om Bistand drager han afsted,
uheldigvis snappes han op paa Veien og det hele Forehavende
er kvalt. Er nu Alting forsaavidt gaaet godt, saa kan det heller
ikke skade at gaa et Skridt videre og virke lidt for os selv;
man kunde gjerne lade et eller andet Ord falde om at den unge
Grev Sture har været her, at en dansk Udsending har havt en
hemmelig Sammenkomst med Fru Inger, at, som Følge heraf,
Junker Niels blev snappet op af sine Forfølgere tæt udenfor
Østeraads Porte. Inger Gyldenløves Anseelse hos Almuen
være saa stor den vil, mod et saadant Stød skal den have svært
for at staa sig. – Men, alle Djævle! om jeg havde forregnet
mig! Om Fru Inger skulde have anet Uraad – kanhænde
han allerede i dette Øieblik er smuttet os af Hænderne! – Ah,
nei, det har ingen Nød, der komme de nok!
7de Scene.
Niels Lykke. Fru Inger og Olaf Skaktavl (fra Riddersalen).
Fru Inger (til Niels Lykke).
Her bringer jeg den I venter.
Niels Lykke (afsides).
For Helvede! Hvad skal det sige?
Fru Inger.
Jeg har sagt denne Riddersmand Eders Navn og hvad
I har meddeelt mig.
Niels Lykke.
Saa? Nu ja – (afsides.) Holder hun mig for Nar, eller
er det en Misforstaaelse? Jeg tør ikke lade mig mærke med
Noget.
Fru Inger.
Og jeg vil ikke dølge for Eder, at han ei fæster den stær-
keste Lid til Eders Bistand.
Niels Lykke.
Ikke det?
Fru Iuger .
Det kan I vel ikke undres paa, – da I vel veed, hvem
han er.
Niels Lykke.
Hvem han er? Javist veed jeg – (afsides.) Djævelen maa
vide det og ikke jeg.
Skaktavl (til Niels Lykke).
Men eftersom det er Peder Kantsler, der har stævnet os
begge hid til dette Møde, saa –
Niels Lykke (afsides).
Peder Kantsler? Hvad kan han mene?
Skaktavl.
Ja, kort og godt, saa gider jeg ikke bryde mit Hoved med
at gruble.
Niels Lykke.
Nei, det er Ret. Lad os for Alting ikke det.
Skaktavl.
Jeg gaar heller lige løs paa Sagen. Siig mig derfor
hvad Ærinde I har at bringe mig?
Niels Lykke.
Javist, nu er jeg just lige ved det.
Skaktavl.
Peder Kantsler nævnte Noget om Papirer, som –
Niels Lykke.
Papirerne? Naa ja!
Skaktavl.
I har dem altsaa hos Jer?
Niels Lykke.
Naturligviis! (afsides, ladende som om han søger dem.) Hvad
Djævelen griber jeg til? Det bedste var maaskee at røbe Mis-
forstaaelsen; dog nei, her tør være Opdagelser at gjøre. (høit.)
Ah, jeg seer Fru Inger lader Aftensmaaltidet anrette; ved
Bordet kunde vi tale om vore Anliggender.
Skaktavl.
Godt, som I vil.
(Huuskarlene have imidlertid dækket Bordet og tændt Lamperne i Riddersalen.)
Niels Lykke (afsides).
Saa vinder jeg Tid og kan komme efter hvordan Sagerne
staar. (høit.) Og imidlertid kunde vi faa at vide, hvad Andeel
Fru Inger agter at tage i vort Forehavende.
Fru Inger.
Jeg? Ingen!
Niels Lykke og Skaktavl.
Ingen?
Fru Inger.
Kan det undre Eder, mine ædle Herrer! at jeg ikke vover
mig ind i en Leg, hvori Alt sættes paa Spil, saameget mere
da ingen af mine Forbundsfæller vover at forlade sig trygt
paa mig.
Niels Lykke.
Denne Bebreidelse rammer ikke mig; jeg tror Eder blindt,
derom beder jeg Eder være forsikret.
Skaktavl.
Hvem skulde turde bygge paa Eder, naar det ikke var Eders
Landsmænd?
Fru Inger.
Sandelig, denne Tiltro glæder mig! (gaar hen til et Skab i
Baggrunden og fylder to Bægere med Viin.)
Niels Lykke (afsides).
Fordømt, om hun skulde trække sig tilbage. Indlader hun
sig med Ufredsstifterne, er hun i vor Magt.
Fru Inger (rækker hver af dem et Bæger).
Og siden saa er, saa byder jeg Eder i et Bæger velkommen
til Østeraad. Drikker, mine ædle Riddere! drikker tilbunds!
(Betragter dem vexelvis efterat de have drukket og siger alvorligt) Men nu
maa I vide, det ene Bæger indeholdt en Velkomsthilsen for min
Forbundsfælle, det andet Døden for min Uven!
Niels Lykke (kaster Bægeret).
Ha, jeg er forgiftet!
Skaktavl (paa samme Tid, idet han griber efter sit Sværd).
Død og Helede! har I myrdet mig!
Fru Inger (leende til Skaktavl, idet hun peger paa Niels Lykke).
Dette er Danmarks Lid til Inger Gyldenløve! (til Niels Lykke,
pegende paa Skaktavl) og mine Landsmænds Tro paa mig ligervis!
(til Begge.) Og dog skulde jeg give mig Eder ivold? Saa sagte,
mine ædle Herrer! saa sagte! Inger Gyldenløve har endnu sin
fulde Samling!
8de Scene.
De Forrige. Eline fra Venstre.
Eline.
Vaabenlarm og Støi – hvad er paafærde?
Fru Inger (til Niels Lykke).
Min Datter Eline!
Niels Lykke (afsides).
Eline? Saaledes havde jeg ikke tænkt mig hende!
Eline
(bemærker Niels Lykke og bliver overrasket staaende, idet hun betragter ham).
Fru Inger (til Eline).
Mit Barn! denne Ridder er –
Eline (seer fremdeles ufravendt paa ham).
Behøves ikke – jeg seer, hvad han hedder; det er Niels
Lykke!
Niels Lykke sagte (til Fru Inger).
Hvorledes, hun kjender mig? Skulde Lucia –? Skulde
hun vide –?
Fru Inger.
Stille! hun veed Intet!
Eline (afsides).
Jeg vidste det, saaledes maatte Niels Lykke see ud!
Niels Lykke (til Eline).
Nuvel, I har gjættet rigtig, og da jeg saaledes paa en
Maade er Eder bekjendt, saa vil I ikke nægte mig den Blomster-
kost I bærer ved Eders Bryst; saalænge den er frisk og duftende,
eier jeg i den et Billede af Eder selv.
Eline (stolt, men stedse vedblivende at stirre paa ham).
Forlad mig, Herr Ridder! den er plukket i min egen Urte-
gaard og der voxer ingen Blomst for Eder!
Niels Lykke (idet han byder hende sin egen Bouket).
Ah, men saa vil I dog ikke forsmaa denne ringe Gave,
de første Blomster, jeg fandt, da jeg satte Foden paa Østeraads
Grund. Læg vel Mærke til, min ædle Jomfru! skulde jeg byde
Eder en Skjænk, der var Eder fuldkommen værdig, saa maatte
det være en Fyrstekrone!
Eline (der mechanisk har taget Blomsterne).
Og var det end Danmarks Kongekrone I rakte mig, –
før jeg deelte den med Eder, før krystede jeg den sønder mellem
mine Hænder og slængte Stumperne for Eders Fod! (hun kaster
Blomsterne for hans Fødder og gaar ind i Riddersalen.)
Skaktavl (for sig selv).
Kjæk som Inger Gyldenløve ved Knud Alfsøns Baare!
Fru Inger
(sagte; efter vexelvis at have betragtet Eline og Niels Lykke)
Ulven kan tæmmes; det gjælder at smede Lænken færdig.
Niels Lykke
(idet han tager Blomsterne op og stirrer henrykt efter Eline).
Guds hellige Blod! hvor hun er stolt og fager!
​
Fru Inger til Østeraad.
Historisk Drama i 5 Akter
af Henr. Ibsen.
​
Tredie Akt.
Riddersalen. Et høit Buevindu i Baggrunden; et mindre i Forgrunden
til Venstre; flere Døre paa begge Sider; Taget støttes af tykke, fritstaaende
Træstolper, der, ligesom Væggene, ere behængte med alle Slags Vaabenstykker;
Billeder af Riddere og Fruer hænge rundtomkriug; under Loftet en stor, bræn-
dende Lampe. I Forgrunden til Høire et gammeltdags udskaaret Høisæde. Midt
i Salen et dækket Bord med Levningerne af Aftensmaaltidet.
1ste Scene.
Eline
(kommer langsomt og drømmende fra Venstre; hendes stumme Spil udtrykker,
hvorledes hun i Tankerne gjennemlever Optrinet fra forrige Akt; tilsidst gjør hun
en voldsom Bevægelse, ligesom da hun kastede Bouketten, og siger derpaa med
dæmpet Stemme):
Og saa samlede han Stumperne af Danmarks Konge-
krone – Blomsterne var det; og – (efter en Pause.) «Guds
hellige Blod, hvor hun er stolt og fager!» Havde han hvisket
disse Ord i den lønligste Krog, tusinde Mile fra Østeraad, –
jeg havde hørt dem alligevel! Hvor jeg hader ham, hvor jeg
altid har hadet ham, denne Niels Lykke! Fra jeg var et tiaars
Barn har jeg hørt ham nævne. «Ingen anden Mand er som
han», har de sagt mig; «han agter Kvinden kun som et Legetøi,
han slænger hende bort, naar hun ikke huer ham længer.» Og
det er til ham min Moder vilde byde mig frem; det er til ham,
hun tænkte at sige: Gjør min Datter til Din Hustru, og jeg
giver Dig Gods og Guld til Vederlag. – Hvor jeg hader ham!
De siger, at Niels Lykke er anderledes end andre Mænd; det
er ikke sandt, der er intet Sælsomt ved ham, der er Mange,
Mange som han! Naar Bjørn fortalte mig Eventyr, da saae
alle hans Helte ud som Niels Lykke, naar jeg sad eensom her
i Riddersalen og drømte Krøniker, og mine Riddere kom og gik,
da var de Allesammen som Niels Lykke! Hvor det er for-
underligt og hvor det er godt at hade; det fattede jeg først
tilfulde, da jeg i Kvæld stod lige over for ham; nei, ikke for
tusinde Aars Liv vilde jeg sælge de Øieblikke, jeg har levet siden
jeg saae ham! – «Guds hellige Blod, hvor hun –» (gaar lang-
somt mod Baggrunden, aabner Vinduet og seer ud.)
2den Scene.
Eline. Niels Lykke fra Høire. (Han bærer endnu Blomsterne ved Brystet.)
Niels Lykke (for sig selv).
«Sov vel paa Østeraad, Herr Ridder!» sagde Inger Gyl-
denløve, da hun reiste sig fra Bordet og lod mig alene. Sov
vel – ja, det er snartnok sagt, men derudenfor – Himmel og
Hav i Oprør, nedenunder i Gravkjælderen det unge Blod paa
Baaren, to Rigers Fremtid i min Haand, og paa mit Bryst
en vissen Blomsterkost, som en Kvinde har slængt for mine
Fødder; sandelig, jeg frygter stærkt for, at Søvnen vil melde
sig noget seent. (Bemærker Eline, der forlader Vinduet og vil gaa ind til
Venstre.) Der er hun; det stolte Øie lader tankefuldt; ah, hvis
jeg turde vove – (høit.) Jomfru Eline!
Eline (standsende ved Døren.)
Hvad vil I? Hvi forfølger I mig?
Niels Lykke.
I feiler; jeg forføkger Eder ikke; jeg er selv forfulgt.
Eline.
Er I?
Niels Lykke.
Af mangehaande Tanker; derfor gaar det med Søvnen
som med Eder, den flyr mig!
Eline.
Gaa til Vinduet, saa vil I finde Vederlag, et Hav i
Storm –
Niels Lykke (smilende).
Et Hav i Storm? Det kan jeg ogsaa finde hos Eder.
Eline.
Hos mig?
Niels Lykke.
Vort første Møde har forvisset mig derom.
Eline.
Og I besværer Eder derover?
Niels Lykke.
Nei, ingenlunde; men jeg ønskede dog at see Eder mildere
stemt.
Eline (stolt).
Tror I, det vil lykkes Eder?
Niels Lykke.
Jeg er vis derpaa; thi jeg bringer Eder et kjærkomment
Budskab.
Eline.
Og hvilket?
Niels Lykke.
Mit Farvel!
Eline (nærmer sig).
Eders Farvel? I forlader Østeraad?
Niels Lykke.
Endnu i Nat!
Eline
(synes et Øieblik tvivlraadig med sig selv og siger derpaa koldl).
Saa tag min Hilsen, Herr Ridder! (Bøier sig og vil gaa.)
Niels Lykke.
Eline Gyldenløve! Jeg har ingen Ret til at holde Eder
tilbage, men det er uædelt dersom I nægter at høre, hvad jeg
har at sige Eder.
Eline.
Jeg hører Eder, Herr Ridder!
Niels Lykke.
Jeg veed, I hader mig!
Eline.
Eders Klarsyn er usvækket, som jeg mærker.
Niels Lykke.
Men jeg veed ogsaa, at jeg tilfulde har fortjent dette Had.
Usømmelige og krænkende vare de Ord, hvormed jeg tydede paa
Eder i min Skrivelse til Fru Inger.
Eline.
Nok muligt, jeg har ikke læst dem.
Niels Lykke.
Men Indholdet er Eder idetmindste ikke ubekjendt; Jeg
veed Eders Moder har ikke ladet Eder blive i Uvidenhed derom;
I veed, jeg priste den Mand heldig, der kaaredes til Fru Ingers
Svigersøn; I veed, hvad Haab jeg nærede –
Eline.
Herr Ridder! Hvis det er derom I agter at tale, saa –
Niels Lykke.
Jeg agter at tale derom, alene for at undskylde min Færd,
ikke af andre Grunde, det sværger jeg Eder. Hvis mit Rygte,
som jeg har Grund til at formode, er naaet til Eder, forinden
jeg selv fremstillede mig paa Østeraad, saa maa I ogsaa kjende
mit Liv tilstrækkeligt til ikke at forundre Eder over, at jeg i
deslige Sager gaar noget dristigt tilværks. Jeg har kjendt
mange Kvinder, Eline Gyldenløve! men ingen af dem har givet
mig Anledning til at klage over Ubarmhjertighed. Under slige
Omstændigheder, seer I, bliver man noget magelig; man kommer
ud af Vanen med at betjene sig af Omveie –
Eline.
Jeg kjender ikke de danske Kvinder, men I havde ingen
Grund til at holde os for at være af samme Malm som hine.
Niels Lykke (smilende).
Forlad mig, Jomfru Eline! jeg havde Grund dertil.
Eline.
Har I da forhen været i Norge?
Niels Lykke (med let Forvirring).
I Norge? Nei vist ikke, men desuagtet –
Eline.
Nu, ligegodt. I feiler forøvrigt, naar I mener, at det
er Eders Brev, der har vakt mit Hjertes Had og Bitterhed
mod Eder; jeg havde ældre Grunde.
Niels Lykke (urolig).
Ældre Grunde? Hvad mener I?
Eline.
Det er som I sagde, – Eders Rygte er gaaet forud for
Eder selv til Østeraad som over det hele Land; og hvor Eders
Navn nævntes, der nævntes det altid sammen med en Kvinde,
som I havde besnæret og forladt. Jeg foragtede hine svag-
sindede Skabninger, der lod sig daare af Eders glatte Ord;
men jeg er stolt, Niels Lykke! og det krænkede mig inderst i
Sjælen at vide mit Kjøn saa bitterligen forhaanet af en Mand,
hvis Priis lød i Alles Munde; allerede dengang avledes mit
Had til Eder, ideligen stod I for mine Tanker og jeg følte en
brændende Higen efter at stilles Ansigt til Ansigt med Eder,
for at I skulde vide, at der gives Kvinder, hos hvem Eders
smidige Tale er spildt, dersom I agter at bruge den.
Niels Lykke.
I dømmer mig uretfærdigt, dersom I dømmer efter hvad
Rygtet har sagt Eder; muligt, at der er Sandhed i Alt, hvad
I har hørt, men Grundene dertil kjender I ikke. Som sytten-
aarig Junker begyndte jeg min lystige Færd; jeg har levet
femten Aar siden den Tid; mangen Blomst har jeg plukket,
men endnu flere har de fagre Kvinder frivillig skjænket mig;
I er den Første, der foragteligt slængte dem for mine Fødder.
Tro ikke, at jeg beklager mig, nei tvertimod, jeg ærer Eder derfor
saaledes som jeg endnu aldrig har æret nogen Kvinde, men
hvad jeg klager over er, at Skjæbnen ikke tidligere har ført
mig Eder imøde. (Med stigende Varme.) Eline Gyldenløve! Eders
Moder har fortalt mig om Eder, – medens Livet gik sin urolige
Gang fjernt herfra, da vandrede I paa det eensomme Østeraad
stille med Eders Digten og Eders Drømme; see, derfor vil I
forstaa, hvad jeg har at sige Eder. Viid da, at ogsaa jeg
levede saaledes medens jeg endnu var Dreng; det er fra den
Tid jeg eier mine fagreste Minder; jeg tænkte mig, at naar jeg
traadte ud i den store vide Verden, da vilde jeg der møde en
ædel og herlig Kvinde, hvis Kjærlighed skulde gjøre mig stærk
og vise mig Veien til et berømmeligt Maal. (Med Overgang i
Stemmen.) Jeg bedrog mig, Eline Gyldenløve! Ungdomshaabet
er en skammelig Bedrager, ligesaa falsk som Rygtet har skildret
Eder Niels Lykke selv. Endnu forinden jeg var bleven Mand
havde jeg grundigen lært at foragte Eders letfærdige Kjøn og
at skatte dem Alle tilhobe som Skabninger, der kun fortjente at
besnæres og forlades, og det har jeg ogsaa ærligt gjort. (heftigere.)
Er det da min Skyld? Hvorfor vare ikke de Andre, ligesom I?
Jeg veed Eders Fædrelands Skjæbne hviler Eder tungt paa
Sinde, I kjender den Andeel jeg har i Forholdene; – der siges
Niels Lykke er falsk som Havskummet; nok muligt, men er han
det, da har Kvinden lært ham at være det. Havde jeg tidligere
fundet, hvad jeg søgte, havde jeg tidligere truffet en Kvinde,
stolt, ædel og høisindet som I, da var min Bane blevet en heel
anden, da havde jeg fulgt min Ungdoms Kald til at stride med
bedre Vaaben; kanhænde, at jeg da i dette Øieblik havde staaet
ved Eders Side som et ædelt Folks Talsmand; thi en Kvinde
er det Mægtigste i Verden, og først ved hende bliver Manden
tilfulde, hvad han er istand til at blive.
Eline (for sig selv).
Skulde det være som han siger? Nei, nei, der er Løgn
i hans Øie og Falskhed paa hans Læbe, og dog klinger ingen
Sang mig saa lifligt som hans Ord.
Niels Lykke (efter forskende at have betragtet hende).
Hvor ofte har I vel ikke siddet her paa Østeraad eensom
med Eders vexlende Tanker; da er det blevet Eder trangt om
Brystet, Loft og Vægge har ligesom skrumpet sig sammen og
knuget Eders Sind; da har I længtes udad, da har det lystet
Eder at flyve langt herfra, uden at I selv vidste hvorhen.
Hvor ofte har I ikke vandret eensom ved Fjorden, I har eiet
en Verden i Eders Drømme, en Verden, saa fager og rig, som
kun Tanken mægter at skabe den; men den har ikke været Eder
nok, – en prægtig Snekke med Riddere og Damer, med Sang
og Strengeleg er gleden Eder forbi langt derude, et dunkelt
Rygte om store Begivenheder er naaet til Eder, – da har I følt
en Higen i Eders Bryst, en ubetvingelig Længsel efter at vide,
hvad der var hiinsides Søen og de fjerne Bjerge. Men I har
ikke forstaaet, hvad der fattedes Eder; I har stundom meent
det var Eders Fædrelands Lod, der fyldte Eder med alle de
urolige Tanker; I bedrog Eder selv, en syttenaarig Jomfru
har Andet at gruble over. Eline Gyldenløve! Har I aldrig ​
tænkt Eder hemmelige Kræfter i Naturen, er der aldrig faldet
Eder ind, at der gives en stærk og uforklarlig Magt, som knytter
Menneskenes Skjæbner til hinanden? Naar I drømte om det
brogede Liv derude i den vide Verden, naar I drømte om
Ridderspil og lystige Fester, saa I da aldrig i Eders Drømme
en Ridder, der stod med Smiil paa Læben og med Bitterhed
i Hjertet midt i den lystige Færd, en Ridder, der engang havde
drømt fagert som I, om en Kvinde, ædel og herlig, og som
han forgjæves søgte blandt alle dem, der omgav ham?
Eline.
Hvo er I, der saaledes mægter at klæde mine lønligste
Tanker i Ord, der formaar at lære mig, hvad jeg har baaret
inderst i mit Bryst uden selv at vide det forinden nu, da jeg
hører det af Eder? Hvoraf veed I –
Niels Lykke.
Hvad jeg har sagt Eder har jeg læst i Eders Øine.
Eline.
Aldrig har nogen Mand talt til mig som I. Jeg har
kun dunkelt forstaaet Eder og dog – Alt, Alt synes mig for-
andret siden – Nu begriber jeg først, hvorfor de sagde, at
Niels Lykke er anderledes end de Andre.
Niels Lykke.
Der er en Ting i Verden, som kunde forstyrre et Menneskes
Tanker, naar vi gruble derover, og det er Tanken om, hvad
der kunde skeet, hvis Alt havde føiet sig saa eller saa. Havde
jeg mødt Eder paa min Vei, medens mit Livstræ endnu var
grønt og frodigt, saa havde I maaskee i denne Stund siddet
som – Men tilgiv mig, min ædle Jomfru! disse faa Minuters
Samtale har bragt mig til at glemme vor gjensidige Stilling,
det var som om en lønlig Stemme fra først af havde sagt mig,
at med Eder kunde jeg tale aabent uden Smiger og uden
Forstillelse.
Eline.
Det kan I!
Niels Lykke.
Nuvel, og denne Aabenhjertighed har maaskee allerede saa
halvt om halvt forsonet os med hinanden; ja, jeg er endnu
dristigere i mit Haab, kanhænde den Tid endnu kan komme,
da I vil mindes den fremmede Ridder uden Had og uden
Bitterhed i Sjælen. Nu, nu, misforstaa mig ikke, jeg mener
ikke nu strax, men engang, senere hen i Tiden; og for at gjøre
Eder dette mindre svært, og da jeg engang er begyndt at
tale aabenhjertigt og ligefrem med Eder, saa lad mig sige
Jer –
Eline.
Herr Ridder!
Niels Lykke (smilende).
Ah, jeg mærker, at mit Brev endnu sætter Eder i Skræk;
men vær I fuldkommen rolig; jeg kunde give Tusinder til,
dersom det var uskrevet, thi – ja, da jeg veed det just ikke vil
gjøre Eder synderlig ondt at høre, saa kan jeg jo ligesaagodt
sige det ligeud; jeg elsker Eder ikke og vil aldrig komme til
at elske Eder. Vær I derfor, som sagt, fuldkommen tryg,
jeg skal ingensinde gjøre Forsøg paa at – men hvad fattes
Eder?
Eline.
Mig? Intet! Iutet! – – Siig mig kun Eet, hvad vil
I med disse Blomster?
Niels Lykke.
Disse? Er det ikke Stridshandsken, som Eders fortørnede
Kjøn gjennem Eder har tilkastet Niels Lykke? Naar jeg atter[HIS: siste t er skadet og kan likne 'r']
sidder mellem de fagre Fruer i Danerkongens Gaard, naar
Strengelegen tier og der er Stilhed i Salen: da vil jeg tage
mine Blomster frem og fortælle et Eventyr om den unge
Kvinde, der sidder eensom i den mørke Bjelkehal fjernt i Norden.
(Afbrydende, idet han ærbødigt bøier sig). Men jeg frygter, at jeg
altfor længe opholder Husets ædle Datter. Vi sees ikke mere,
thi endnu før Daggry er jeg afsted; jeg byder Eder altsaa
mit Farvel.
Eline.
Og jeg skjænker Eder mit, Herr Ridder!
Niels Lykke.
I er atter saa tankefuld, Eline Gyldenløve! Er det atter
Eders Fædrelands Skjæbne, der nager Eder?
Eline
(hovedrystende, idet hun adspredt stirrer hen for sig).
Mit Fædreland? Jeg tænker ikke paa mit Fædreland!
Niels Lykke.
Saa er det Tiden med al dens Kamp og Nød, der ængster
Eder.
Eline.
Tiden? Den glemmer jeg nu. – I gaar til Danmark,
var det ikke saa I sagde?
Niels Lykke.
Jeg gaar til Danmark!
Eline.
Kan jeg see mod Danmark herfra Salen?
Niels Lykke
(pegende paa Vinduet til Venstre).
Ja, fra dette Vindu. Hist mod Syd ligger Danmark.
Eline.
Og er det langt herfra, – mere end hundrede Mile?
Niels Lykke.
Meget mere. Havet ligger mellem Danmark og Eder.
Eline (halvt for sig selv).
Havet? Tanken har Maagevinger; Havet standser den ikke.
(Gaar ud til Venstre.)
3die Scene.
Niels Lykke (alene).
Niels Lykke.
Hvis jeg vilde ofre to Dage derpaa, eller blot een, saa
var hun i min Vold ligesaagodt som alle de Andre. Der er
ellers et sjeldent Stof i denne unge Kvinde; hun er stolt;
skulde jeg virkelig beslutte mig til – nei, heller ydmyge hende;
Kvindens bedste Seiersfryd er at beseires, det under jeg hende
ikke. (efter en Pause.) Sandelig tror jeg ikke, at hun har sat
mit Blod i Hede, hun har slaaet fastere Rødder i mit Sind
end jeg herefterdags havde tænkt mig mnligt; men ligemeget,
jeg rykker hende op med Roden; det er den høie Tid, at jeg
tænker paa at klare mig ud af al den Vildrede, jeg her har
rodet mig ind i. (Sætter sig i en Stol til Høire.) Jeg formaar
neppe at overskue Sagernes sande Stilling; lad see – baade
Skaktavl og Inger Gyldenløve synes blinde for den Mistro,
de udsættes for, naar det rygtes, at jeg er med i Forbundet.
Eller skulde Fru Inger virkelig have fattet min Hensigt, skulde
hun have forstaaet, at mine Løfter kun vare beregnede paa at
lokke Niels Sture frem af sit Smuthul? (springer op.) Fordømt!
hvad skal jeg i saa Fald gribe til? Er jeg virkelig selv bleven
narret? Det er høist rimeligt, at Grev Sture slet ikke findes
paa Østeraad, kanhænde, at Rygtet om hans Flugt kun har
været en Krigslist og at han i dette Øieblik sidder velbeholden
blandt sine Venner, medens jeg – (gaar heftig op og ned af Gulvet.)
At jeg ogsaa skulde være saa sikker i min Sag; havde jeg Grev
Sture her, saa var han inden en Time i Forvaring, dermed
var det hele Forehavende kvalt og jeg var følgelig løst fra mine
Løfter; men nu derimod – Seent eller tidligt vil Fru Inger
gjennemskue mine Hensigter, hun vil naturligvis ikke lægge
Dølgsmaal paa min Færd, og saa staar jeg der til Spot for
hele Landet; istedetfor at lokke Fru Inger i Fælden, har jeg
gavnet hendes Sag paa det Bedste, hendes Gunst hos Almuen
vil stige, og – ha! jeg kunde fristes til at give mig den første,
den bedste Djævel i Vold, der skaffede mig Kløerne i Grev
Sture. Hvad nu! (Vinduet i Bagdøren stødes op; Niels Steenssøn
viser sig udenfor.)
4de Scene.
Niels Lykke. Niels Steenssøn.
Steenssøn (idet han springer ned paa Gulvet).
Naa, endelig er jeg her da!
Niels Lykke (afsides).
Hvad skal dette sige?
Steenssøn.
Guds Fred, Herre!
Niels Lykke.
Tak, Herre! Det er ellers en særegen Indgang I der
har valgt Eder.
Steenssøn.
Ja, hvad Djæv'len skulde jeg gjøre. Porten var jo lukket;
her paa Gaarden maa nok Folk have en Søvn som Bjørnen
ved Juletider.
Niels Lykke.
Takker Gud! En god Samvittighed er den bedste Hoved-
pude, veed I vel.
Steenssøn.
Ja, det maa saa være; for Alt hvad jeg hamrede og
dundrede, saa –
Niels Lykke.
Saa slap I dog ikke ind.
Steenssøn.
Truffet paa et Haar! Jeg sagde altsaa til mig selv: da
Du nu maa ind paa Østeraad, om Du saa skal gaa igjennem Ild
og Vand, saa kan Du jo sagtens ogsaa springe igjennem Vinduet.
Niels Lykke (afsides).
Ah, for Djæv'len! der falder mig Noget ind; skulde det
være – (høit.) Saa det er Eder da saa magtpaaliggende at
komme til Østeraad i Nat?
Steenssøn.
Om det er? Ja, det skulde jeg mene; jeg lader nødig
vente paa mig, skal jeg sige Eder.
Niels Lykke (afsides).
Jeg giver mit Liv paa, at det er Niels Sture. (høit.)
Saa Fru Inger venter Eder altsaa?
Steenssøn.
Fru Inger? Ja, det skal jeg ikke saa bestemt kunne svare
paa, men her turde være en Anden – (afsides.) Det skulde undre
mig, om det ikke er ham.
Niels Lykke (afsides).
Ganske rigtig, her har vi Manden!
Steenssøn.
Siig mig, hører I til Huset?
Niels Lykke.
Jeg? Ja, forsaavidt som jeg fra iaftes er Fru Ingers Gjæst.
Steenssøn (afsides).
Aha, det træffer Altsammen ind, men Peder Kantsler har
sagt, at jeg maa være fiin; jeg vil lade ham begynde.
Niels Lykke (afsides).
Her gjælder det at famle sig frem; dersom han ligesom
Skaktavl kun er halvveis underrettet, saa kunde jeg lokke Ad-
skilligt ud af ham. (høit.) Jeg haaber, at I snart vil kunne
stedes for Husets Frue; thi, saavidt jeg veed, er hun endnu
ikke gaaet tilsegns. Men nu kan I jo imidlertid sætte Jer ned
og hvile Eder ud saalænge. See, her er endnu en Flaske Viin
tilovers, lidt at spise finder I vel ogsaa. Nu, tag for Eder,
I kan trænge til at styrke Jer.
Steenssøn.
I har Ret, Herre! det vilde ikke være saa ilde. (Sætter sig
ved Bordet og spiser og drikker under det Følgende.) Det er jo et Herre-
mandsliv I fører her; naar man, som jeg, har sovet paa den
vaade Jord og levet af Brød og Vand i fire, fem Dage –
Niels Lykke (betragter ham smilende).
Ja, det falder tungt nok, naar man er vant til at sidde
til Høibords i grevelige Sale.
Steenssøn (afsides).
Grevelige Sale? Hvad vil han sige med det?
Niels Lykke.
Men nu kan I jo hvile Eder ud her paa Østeraad saa-
længe som I lyster.
Steenssøn (livligt).
Saa, kan jeg virkelig det? Jeg skal da ikke saa snart
afsted igjen.
Niels Lykke.
Ja, jeg veed ikke, det maa I vel selv bedst kunne svare paa.
Steenssøn (afsides).
Au, for Fanden! der bar jeg mig ikke fiint ad. (høit.) Ja,
seer I, den Ting er endnu ikke saa ganske afgjort; jeg for min
Part skulde ikke have Noget imod at slaa mig ned her for det
Første, men –
Niels Lykke.
M n [HIS: tegn mangler, mellomrom står igjen] I er ikke i Eet og Alt Eders egen Herre, der gives
aadre Pligter, andre Hensyn –
Steenssøn.
Ja, det er netop Knuden. Stod det til mig, saa hvilte
jeg mig ialfald ud Vinteren over her paa Østeraad, for, naar
man, som jeg, har levet sin meste Tid paa Feltfod, saa –
(skjænker og drikker.) Eders Skaal, Herre!
Niels Lykke (afsides).
Paa Feltfod! Den Pralhans! Han er voxet op i sin
Moders Kakkelovnskrog, det veed jeg bedre.
Steenssøn.
Desuden har jeg længe higet efter at see Fru Inger, som
der gaar saa stort et Ry af; det er en herlig Kvinde, ikke
sandt? Det Eneste, jeg ikke kan finde mig i, er, at hun saa
forbandet nødig vil slaa løs.
Niels Lykke.
Slaa løs?
Steenssøn.
Nu ja, I forstaar mig nok; jeg mener, at hun saa
nødig vil tage en Haand i med for at jage de Fremmede ud
af Landet.
Niels Lykke.
Ja, det har I Ret i, men nu faar I gjøre, hvad I kan,
saa gaar det nok.
Steenssøn.
Jeg? Ja, Gud bedre mig saasandt, det skulde stort hjælpe
om jeg –
Niels Lykke.
Da er det dog sælsomt, at I gjæster hende, naar I ikke
har bedre Haab.
Steenssøn (afsides).
Det er en underlig Snak. (høit.) Hør, kjender I Fru
Inger?
Niels Lykke.
Naturligvis, siden jeg er hendes Gjæst, saa –
Steenssøn.
Ja, derfor er det jo slet ikke sagt, at I kjender hende;
jeg er ogsaa hendes Gjæst og har dog aldrig seet saa meget
som hendes Skygge engang.
Niels Lykke.
Men I veed dog at fortælle –
Steenssøn.
Hvad Hvermand snakker om, ja det er rimeligt. Desuden
saa har jeg tidtnok hørt af Peder Kantsler – (han standser plud-
seligt og begynder ivrigt at spise.)
Niels Lykke.
I vilde sagt noget Mere.
Steenssøn (spisende).
Jeg? Aa nei, det kan være det Samme.
Niels Lykke (leer).
Steenssøn.
Hvoraf leer, I Herre?
Niels Lykke.
Af Ingenting, Herre!
Steenssøn (drikker).
Det er en herlig Viin I har her paa Gaarden.
Niels Lykke.
Hør, skulde det nu ikke være paa Tide at kaste Masken?
Steenssøn.
Masken? Ja, det faar I gjøre som I selv synes. (afsides.)
Nu kommer han.
Niels Lykke.
Saa lad kun al Forstillelse fare; I er kjendt Grev Sture!
Steenssøn (afsides).
Ha, ha, ha! Nu tror han ogsaa, at jeg er Greve. (høit,
idet han reiser sig fra Bordet). I feiler Herre! jeg er ikke Grev
Sture.
Niels Lykke.
Virkelig ikke? Hvem er I da?
Steenssøn.
Mit Navn er Niels Steenssøn!
Niels Lykke (smilende).
Men I er ikke Steen Stures Søn? Navnet slaar ial-
fald til.
​
Steenssøn.
Ganske sandt, men Gud maa vide med hvilken Ret jeg
bærer det. Min Fader har jeg aldrig kjendt, min Moder var
en fattig Bondekone, som blev plyndret og slaaet ihjel i en
af de forrige Feider. Peder Kantsler var just dengang ved
Haanden, han tog sig af mig, fostrede mig op, og lærte mig
Vaabenhaandværket. Som I veed, har han i mange Aar
været forfulgt af Kong Gustav og jeg har troligen ledsaget ham,
hvor han færdedes.
Niels Lykke (afsides).
Han er snedigere end jeg havde tænkt mig. (høit.) Nu
godt, I er altsaa ikke Niels Sture, men I kommer dog fra
Sverige, Peder Kantsler har skikket Eder hid for at finde en
Fremmed, som –
Steenssøn (smilende).
Som alt er funden.
Niels Lykke (noget usikker).
Og som I ikke kjender.
Steenssøn.
Ligesaalidt som I kjender mig; thi jeg sværger Eder ved
Gud Fader selv, jeg er ikke Grev Sture.
Niels Lykke.
Alvorligt, Herre?
Steenssøn.
Saasandt som jeg lever! Hvorfor skulde jeg nægte det,
hvis saa var?
Niels Lykke.
Men hvor er da Grev Sture?
Steenssøn (hviskende).
Ja, det er just Hemmeligheden.
Niels Lykke (hviskende).
Som er Eder bekjendt, ikke saa?
Steenssøn (nikker).
Og som jeg har at meddele Eder.
Niels Lykke.
Mig? Nu da, hvor er han?
Steenssøn (peger opad).
Niels Lykke.
Deroppe! Fru Inger holder ham skjult paa Loftet?
Steenssøn.
Nei vist ikke, I misforstaar mig. (Seer sig forsigtig om.)
Niels Sture er himlet!
Niels Lykke.
Død? Hvor?
Steenssøn.
Paa sin Moders Slot, for tre Uger siden.
Niels Lykke.
Ah, I bedrager mig; for fem, sex Dage siden drog han
over Grændsen ind i Norge.
Steenssøn.
Aa, det har været mig.
Niels Lykke.
Men kort Tid iforveien havde Greven vist sig i Dalarne.
Almuen, som allerede var urolig, gjorde formeligt Oprør og
kaarede ham til Drot.
Steenssøn.
Ha, ha, ha! Det var jo ogsaa mig!
Niels Lykke.
Eder?
Steenssøn.
Nu skal I høre, hvorledes det Hele er gaaet til. En Dag
kaldte Peder Kantsler mig for sig og sagde mig, at store Begi-
venheder vare i Gjære; han bød mig saa skyndsomt jeg kunde,
at drage til Østeraad, hvor jeg vilde møde en Fremmed –
Niels Lykke.
Rigtig, det er mig!
Steenssøn.
Af ham vilde jeg faa at vide, hvad jeg senere havde at
gjøre; jeg skulde derhos melde ham, at Greven pludselig var
død, men at det endnu ikke var vitterligt for nogen Anden end
for Grevinden, hans Moder, samt for Peder Kantsler og nogle
gamle Huusfolk paa Stures Slot.
Niels Lykke.
Jeg forstaar; Greven var Hovedet for Bondepartiet; hvis
hans Død rygtedes, saa vilde de gaa fra hinanden og der blev
Intet af det Hele.
Steenssøn.
Kan nok hænde, jeg forstaar mig ikke paa den Ting.
Niels Lykke.
Men hvorledes kunde det falde Eder ind, at give Eder ud
for Greven?
Steenssøn.
Hvorledes det kunde falde mig ind? Ja, hvad veed jeg
det; der er falden mig saamangen Galskab ind i mine Dage.
Det var forresten ikke mit Paafund, thi hvorsomhelst jeg kom
hen i Dalarne, der stimlede Folket sammen og hilste mig som
Grev Sture; det hjalp ikke alt hvad jeg sagde dem imod,
Greven havde været der for to Aar siden, sagde de, og det
mindste Barn kjendte mig igjen. Naa, lad gaa, tænkte jeg,
Du bliver aldrig Greve meer i dette Liv, Du kan jo sagtens
engang forsøge, hvordan det er.
Niels Lykke.
Nu, og hvad tog I jer saa videre for?
Steenssøn.
Jeg? Jeg spiste og drak og levede godt; det var kun
Skade, at jeg maatte saasnart afsted igjen; men da jeg tog
bort – ha, ha, ha – saa lovede jeg dem, at jeg snart skulde
komme tilbage med tre, fire tusinde Mand eller Gud veed,
hvormange, og saa skulde det rigtig bryde løs.
Niels Lykke.
Og det faldt Eder ikke ind, at I handlede ubesindigt?
Steenssøn.
Jo, det faldt mig ind bagefter, men da var det rigtignok
for seent.
Niels Lykke.
Det gjør mig ondt for Eder, min unge Ven, men I vil
snart komme til at spore Følgerne af Eders Daarskab. I er
forfulgt, Kongens Mænd har sat efter Eder.
Steenssøn (leende).
Efter mig? Ha, ha, ha! Nei, det er prægtigt! Og
naar de saa komme og mene, at de har faaet Kløerne i Grev
Sture, ha, ha, ha!
Niels Lykke (alvorligt).
Saa er det ude med Eders Liv.
Steenssøn.
Mit – jeg er jo ikke Grev Sture.
Niels Lykke.
Men I har kaldt Folket til Vaaben, I har gjort oprørske
Løfter og vækket Ufred i Landet.
Steenssøn.
Ei, det var jo kun for Spøg.
Niels Lykke.
Kong Gustav vil see Sagen paa en anden Maade.
Steenssøn.
Ja sandelig, der er Noget i, hvad I der siger, det var
jeg aldrig falden paa, hvis ikke I, – naa ja, det kan vi jo
tænke paa siden; I vil jo nok tage Jer af mig, og desuden,
Svensken er jo ikke i Hælene paa mig endnu.
Niels Lykke.
Men hvad har I saa videre at sige mig?
Steenssøn.
Jeg? Ingenting! Naar jeg nu bare faar leveret Eder
Pakken.
Niels Lykke (ubetænksomt).
Pakken?
Steenssøn.
Javist, I veed jo –
Niels Lykke (fatter sig).
Ah, ja rigtig, Papirerne fra Peder Kantsler.
Steenssøn.
Naturligvis! Se, her ere de. (rækker ham en Pakke, som han
har taget frem fra Brystet.)
Niels Lykke (afsides).
Breve og Pergamenter til Olaf Skaktavl. (høit.) De ere
aabne; saa kjender I vel Indholdet?
Steenssøn.
Nei, jeg læser ikke gjerne Skrift, jeg har mine Grunde.
Niels Lykke.
Og hvilke?
Steenssøn.
Aa, for det Første den, at jeg aldrig har lært det.
Niels Lykke.
Nu ja, den Grund er gyldig nok. (gjennemsøger Papirerne.)
Aha, Oplysninger, mere end tilstrækkelige for at komme efter,
hvad der er i Gjære. Denne lille Pakke med Silkesnoren om –
(undersøger Udskriften) Ogsaa til Olaf Skaktavl. Skulde jeg –?
Jeg veed jo rigtignok allerede hvad jeg behøver at vide, men
alligevel, – har jeg nu den hele Kvæld igjennem ageret Eier-
manden til alt dette her, saa tør jeg vel ogsaa – (aabner Pakken
og vedbliver, idet han gjennemløber Indholdet) Fra Peder Kantsler, ja
det kunde jeg næsten tænke. Han er haardt i Betryk, skriver han,
thi – ja, ganske rigtig, her staar det; den unge Junker Sture
er gaaen til sine Fædre just i det samme Urolighederne skulde
bryde løs. «Men endnu kan der raades Bod paa Alting.»
Hvad nu! (studser og læser videre for sig selv.) «I maa da vide,
Olaf Skaktavl, at den, der bringer Eder dette Brev, er en
Søn af –» Himmel og Jord, læser jeg ogsaa ret; ja, ved
Christi Blod, det staar der? (Med et Blik til Niels Steenssøn). Han
skulde være – ha, hvis det var saaledes. (læser videre). «Jeg
har fostret ham fra han var aarsgammel, men til denne Dag
har jeg stadigen nægtet at give ham tilbage, fordi jeg tænkte
mig, at jeg i ham skulde have et sikkert Gidsel for Fru Ingers
Troskab mod os og mod vore Venner; men dertil har han kun
lidet baadet os. – I vil maaskee forundre Eder over, at jeg
ikke betroede Eder denne Hemmelighed dengang I var hos mig
her i Sverige, men isaafald vil jeg ærligt tilstaa Eder, at jeg
frygtede for, I skulde beholde ham i samme Øiemed som jeg.
Nu derimod, da I er stedet til Møde med Fru Inger og ven-
teligen har forvisset Eder om, hvor uvillig hun er til at tage
sig af vore Anliggender, saa vil I skjønne, at det er klogest,
saasnart skee kan, at give hende tilbage, hvad hendes er; vel
turde det da hænde sig, at Taknemmeligheden – dette er nu
vort sidste Haab.» – Ha, ha! hvilket Brev! det er Guld værd.
Steenssøn (afsides).
Jeg har nok bragt ham vigtige Budskaber, kan jeg skjønne;
ja, ja, Peder Kantsler har mange Jern i Ilden, siges der.
Niels Lykke (afsides).
Hvad skal jeg beslutte mig til? Jeg har tusinde Anslag,
men de lege Blindebuk i mit Hoved; det Ene snubler over det
Andet. (grublende.) Ifald jeg – o nei, hvad vilde det lede
til! Men dersom – dersom jeg – ha, ja det var et Indfald!
Lykkes det, saa reddes jeg ud af al min Forlegenhed, og Fru
Inger er mig vis. Sandelig, jeg vil vove det. (høit.) Et Ord,
min unge Ven!
Steenssøn (nærmer sig).
Nu, det lader paa Jer, som om Spillet gaar godt.
Niels Lykke.
Ja, det skulde jeg mene. Jeg har bare Herrekort paa
Haanden, Damer og Knægter og –
Steenssøn.
Men jeg, som har bragt Jer alle disse gode Tidender,
har jeg nu ikke mere at bestille?
Niels Lykke.
I? Jo, det skulde jeg mene. I hører med til Spillet.
I er Konge og Trumf ovenikjøbet.
Steenssøn.
Er jeg? Aa ja, nu forstaar jeg Jer; I tænker paa
Ophøielsen, som I lovede mig.
Niels Lykke.
Ophøielsen? Hvilken?
Steenssøn.
Jo, dersom Kong Gustavs Folk fik Fingre i mig, spaaede
I saa – (gjør Tegn som En, der hænges.)
Niels Lykke.
Sandt nok, men lad ikke det anfægte Jer længer. Det
staar nu til Eder selv, om I inden en Maaned skal bære
Hampesnoren eller en gylden Kjede om Halsen.
Steenssøn.
En gylden Kjede? Og det staar til mig selv.
Niels Lykke (nikker).
Steenssøn.
Ja, saa maatte Fanden betænke sig længe, men siig mig
bare, hvordan jeg skal bære mig ad.
Niels Lykke.
Det skal jeg; dog først sværge I mig en dyr Ed paa, at
intet levende Menneske i den vide Verden skal erfare, hvad jeg
betror Eder.
Steenssøn.
Ikke Andet! I skal faa ti Eder om I vil.
Niels Lykke (strengt).
Alvor, Herre! jeg spøger ikke med Jer!
Steenssøn (lidt forknyt).
Nu ja, ja, jeg er alvorlig!
Niels Lykke.
I Dalarne kaldte I Eder Grevesøn, ikke saa?
Steenssøn.
Ei, begynder I nu igjen at skjende for det . . . Jeg har
jo ærligt skriftet for Eder.
Niels Lykke.
I forstaar mig ikke. Hvad I dengang sagde var Sandhed?
Steenssøn.
Sandhed? Hvor vil I nu hen? Men saa siig mig da –
Niels Lykke.
Først Eders Ed, den helligste, den ubrydeligste I kjender.
Steenssøn.
Godt, I skal faa den. Der paa Væggen hænger Jomfru
Marias Billede.
Niels Lykke (trækker paa Skulderen).
Jomfru Maria er bleven affældig paa den sidste Tid; har
I ikke hørt, hvad Munken i Wittenberg paastaar.
Steenssøn.
Fy, hvor vil I agte paa ham; det er jo en Kjætter, siger
Peder Kantsler.
Niels Lykke.
Nu ja, lad os ikke mere strides derom. (afsides.) For mig
kan rigtignok den ene Ed være ligesaa god som den anden,
men jeg maa være sikker paa ham; det er slemme Tider vi
leve i, de kjære Helgener er ikke længer at lide paa. (Med et
Blik paa Niels Steenssøn, idet han seer sig om i Salen). Men for Fanden!
han er jo neppe tyve Aar endnu; naar Folk er i den Alder,
saa tror de gemeenligen, at der gives Et eller Andet, som er
helligt i Verden. Lad mig see, skulde her ikke – (bemærker et
Billede, som hænger paa en af Loftstøtterne). Aha, see der, jeg kunde
aldrig finde noget Bedre. (høit.) Saa sværg mig da Taushed,
indtil jeg selv løser Eders Tunge, Taushed, saasandt I haaber
Himlens Salighed for Eder selv og for ham, som der hænger
afbildet.
Steenssøn (idet han nærmer sig Billedet).
Det sværger jeg! hjælpe mig saasandt Guds hellige Ord.
(viger overrasket tilbage). Men Christ i Himlen!
Niels Lykke.
Hvad nu?
Steenssøn.
Billedet der! det er jo mig selv!
Niels Lykke.
Det er den gamle Steen Sture, saaledes som han i sine
yngre Aar gik og stod her i Livet.
Steenssøn.
Steen Sture! – Og Ligheden og – jeg talte Sandhed,
da jeg kaldte mig Grevesøn, sagde I, var det ikke saa?
Niels Lykke.
Saa var det!
Steenssøn.
Ha, jeg har det, jeg har det! Jeg er –
Niels Lykke.
I er hans Søn, den sidste Ætling af Steen Stures
Stamme.
Steenssøn (med stille Forundring).
Jeg Steen Stures Søn!
Niels Lykke.
Ogsaa paa Moders Side er I odelsbaaren. Peder Kantsler
bedrog Eder, da han sagde, at en fattig Bondekone havde be-
troet Eder til ham.
​
Steenssøn.
Sælsomt, sælsomt! Men kan jeg da ogsaa tro –
Niels Lykke.
Alt, hvad jeg siger Eder, kan I tro, men kom vel ihu,
at det er Alt til Eders eget Fordærv, dersom I glemmer, hvad
I svor ved Eders Faders Salighed.
Steenssøn.
Glemme det? O nei, det kan I være sikker paa, jeg ikke
skal. Men I, som jeg har givet mit Ord, siig mig, hvem er I?
Niels Lykke.
Mit Navn er Niels Lykke!
Steenssøn (forundret).
Niels Lykke? Den danske Rigsraad?
Niels Lykke.
Netop?
Steenssøn.
Og I skulde – det var sælsomt! Hvordan kommer I –
Niels Lykke (afbrydende).
– Til at modtage Budsendelser fra Peder Kantsler? Det
undrer Eder nok.
Steenssøn.
Ja, jeg skal ikke nægte det. Han har altid nævnt Eder
som vor bittreste Avindsmand.
Niels Lykke.
Og derfor mistror I mig?
Steenssøn.
Nei, det just ikke, men – naa, Fanden maatte gruble!
Niels Lykke.
Deri gjør I ret; følger I Eders eget Hoved, saa er
Bastesnoren Eder ligesaa vis, som Grevenavnet og den gyldne
Kjede, dersom I forlader Eder paa mig.
Steenssøn.
I Et og Alt, see der er min Haand. Tænk I for mig
saalænge det er fornødent; naar det gjælder at slaa løs, saa
skal jeg nok klare mig selv.
Niels Lykke.
Det er godt. Følg mig nu herind i Kammeret, saa skal
I faa vide, hvordan Alt hænger sammen og hvad I videre
har at gjøre. (gaar ud til Høire.)
Steenssøn (med et Blik til Billedet).
Jeg Steen Stures Søn! sælsomt! Hvis jeg bare ikke
drømmer. (Han følger efter Niels Lykke.)
​
Fru Inger til Østeraad
Historisk Drama i 5 Akter
af Henr. Ibsen.
​
Fjerde Akt.
Riddersalen. Spisebordet er borttaget; et mindre Bord staar paa hver Side
i Forgrunden.
1ste Scene.
Fru Inger (med nogle Papirer i Haanden). Olaf Skaktavl og Bjørn
(med en Armstage, som han sætter paa Bordet) komme ind fra Venstre.
Fru Inger (til Bjørn).
Og Du er vis paa, at min Datter har talt med Ridderen
her i Salen?
Bjørn.
Ganske vis. Jeg mødte hende just i det samme hun traadte
ud paa Gangen.
Fru Inger.
Og hun lod til at være oprørt i Sindet, var det ikke saa?
Bjørn.
Hun saa ganske bleg og forstyrret ud. Jeg spurgte om
hun var syg, men istedetfor at svare paa mit Spørgsmaal,
sagde hun: Gaa ind til min Moder og siig hende, at Ridderen
drager herfra endnu før Dagbrækningen; hvis hun har Brev
eller Budskab til ham, saa bed hende, at hun ikke forvolder
ham noget Ophold; næsten tror jeg, at han allerede har været
for længe paa Østeraad.
Fru Inger.
Og Ridderen, hvor er han?
Bjørn.
Derinde paa sit Kammer, tænker jeg, tværsover Gangen.
Fru Inger.
Det er godt. Jeg har her, hvad jeg agter at bringe ham;
gaa og siig, at jeg venter ham her i Salen.
(Bjørn gaar ud til Høire.)
2den Scene.
Fru Inger. Olaf Skaktavl.
Skaktavl.
Veed I hvad, Fru Inger! Rigtignok er jeg i slige Ting
saa blind som en Muldvarp, men det bæres mig dog for som –
Fru Inger.
Nu?
Skaktavl.
Som om Niels Lykke var Eders Datter god.
Fru Inger.
Da er I nok ikke saa blind endda; thi jeg maatte storligen
tage feil, dersom I ikke havde Ret. Mindes I ei, hvor be-
gjærligt han ved Aftensbordet lyttede efter det mindste Ord jeg
fortalte om Eline?
Skaktavl.
Han glemte baade Mad og Drikke.
Fru Inger.
Og vore hemmelige Anliggender med.
Skaktavl.
Ja, og det som mere er, Peder Kantslers Papirer, som
han skulde bringe mig.
Fru Inger.
Og af alt dette slutter I vel –
Skaktavl.
Af alt dette slutter jeg først og fremst, at da I kjender
Niels Lykke, og veed, hvad Ry der gaar af ham, fornemmelig
i Kvindeveien, saa –
Fru Inger.
Saa vil det være mig kjært at vide ham udenfor Porten?
Skaktavl.
Ja, og det heller idag end imorgen.
Fru Inger (smilende).
Nei, lige det Modsatte, Olaf Skaktavl!
Skaktavl.
Hvordan mener I?
Fru Inger.
Hvis det forholder sig som vi Begge tro, saa maa han
ikke for nogen Priis forlade Østeraad for det Første.
Skaktavl.
Er I nu atter paa onde Veie, Fru Inger? Pønser I nu
igjen paa et Anslag, som vil forøge Eders Magt, men skade
og kvæle den Sag, som I er kaldet til at forsvare.
Fru Inger.
Der er det igjen Eders Kortsynthed, som gjør Eder ubillig
mod mig. Lad mig bare komme til Orde, saa vil jeg forklare[HIS: siste r er skadet]
Eder det Hele. I tror maaskee det er min Agt at kaare Niels
Lykke til Svigersøn? Dersom dette var min Tanke, hvorfor
skulde jeg da vægret mig for at tage Deel i de Anslag, som
forberedes i Sverige, og som Niels Lykke og hele det danske
Parti synes villig til at understøtte.
Skaktavl.
Men naar ikke det er Eders Agt, hvad er det da I har
isinde?
Fru Inger.
Det skal jeg med faa Ord forklare Jer. I det Brev,
hvori Niels Lykke underrettede mig om, at han vilde gjæste
Østeraad, spillede han hen paa noget Sligt, som det I nylig
nævnte; om det var saa ganske alvorlig meent, tør jeg rigtignok
ikke paastaa, men der er ialfald Grund til at formode det; og
for at være ærlig mod Eder, vil jeg ligefrem tilstaa, at jeg
virkelig tog Forslaget under Overveielse.
Skaktavl.
Nu, seer I vel?
Fru Inger.
Vent, vent! At knytte Niels Lykke til min Slægt, var jo
en Begyndelse til at forsone de uenige Partier i Landet.
Skaktavl.
Eders Datter Meretes Giftermaal med Vincents Lunge, synes
mig, maatte vise Eder hvad slige Forbindelser lede t l [HIS: manglende tegn, mellomrom står igjen]. De skaffe
Dansken et sikrere Fodfæste i Landet og hjælpe dem til at røve
os de Levninger af Friheden, som vi endnu har tilbage.
Fru Inger.
Ganske sandt; det oversaa jeg heller ikke, men paa samme
Tid gik der mangehaande andre Tanker gjennem mit Sind.
Jeg tænkte paa Noget, som jeg ikke kan betro Eder og som
heller ikke angaar vore fælles Anliggender, men mig selv alene.
Jeg talte til Eline om det Forslag, hvormed R dderen [HIS: tegn mangler, mellomrom står igjen] havde
ladet sig forlyde, dog uden at nævne, fra hvem det kom, men
hun svarede mig med Bitterhed og Spot; og jeg agter hende
derfor; thi anden Gang at kaare en Dansk til Svigersøn, det
er et Middel, som jeg kun i den yderste Nød v l [HIS: tegn mangler, mellomrom står igjen] gribe til, og
Himlen være lovet, saa vidt er det endnu ikke kommet.
Skaktavl.
Men naar det forholder sig saadan, hvorfor agter I da
at holde ham tilbage paa Østeraad?
Fru Inger.
Fordi jeg hader ham; Niels Lykke har krænket mig blo-
digere end nogen Anden, og jeg faar ikke Ro, førend jeg har
taget Hævn over ham. I forstaar mig ikke? Sæt nu, at
Niels Lykke blev min Datter god, og Alt tyder hen paa, at
Sligt vel var muligt; sæt, at jeg kunde formaa ham til at
blive her for det Første, at han da lærte Eline nøiere at kjende –
hun er fager og kløgtig; vel kunde det være muligt, at han
engang med sand Kjærlighed i Hjertet traadte frem for mig
og begjærede hendes Haand – da, at jage ham væk som en
Hund, at dynge Spot og Foragt over ham – ha, jeg kunde
give mit Hjerteblod for at opleve en saadan Time!
Skaktavl.
Haanden paa Hjertet, Inger Gyldenløve! det er altsaa
Eders Hensigt med ham?
Fru Inger.
Det og intet Andet, saasandt Gud lever! I maa tro mig,
jeg mener det ærligt med mit Folk. Men jeg har endnu ikke
frie Hænder; der gives en Hemmelighed, og hvo, som kjender
den, kan saare mig til Døden, men det kan og det maa ikke
længer blive saadan ved, og er jeg først sikret fra den Kant,
da skal I erfare, om jeg har glemt hvad jeg svor ved Knut
Alfsøns Baare.
Skaktavl (ryster hendes Haand).
I skal have Tak for hvad I der siger mig; jeg vilde saa
nødig tro ilde om Eder, men hvad Eders Forehavende med
Ridderen angaar, saa tykkes det mig, at I frister et voveligt
Spil. Dersom I nu forregnede Eder, dersom Eders Datter –
thi der siges jo, at ingen Kvinde mægter at staa sig mod denne
krybende Djævel –
Fru Inger.
Min Datter, tror I, at hun –? Nei, vær kun rolig, jeg
kjender hende bedre. Alt fra hun som Barn hørte ham nævne,
har hun været fiendtlig sindet imod ham; derom tykkes mig,
at den første Sammenkomst tilfulde maatte forvisse Eder.
Skaktavl.
Ja, ja, Kvindesind er en utryg Grund at bygge paa, og
vel turde det hænde sig, at I kom til at sande mine Ord.
Fru Inger.
Nuvel, jeg vil være paa min Post; og skulde det endogsaa
lykkes ham at fange hende i sit Garn, da behøver jeg blot at
hviske hende to Ord i Øret, og saa –
Skaktavl.
Hvad saa?
Fru Inger.
Saa vil hun forbande ham, som om han var en Udsending
fra Helvede selv. Stille, Olaf Skaktavl! vær nu besindig, der
kommer han.
3die Scene.
De Forrige. Niels Lykke (fra Høire).
Niels Lykke (afsides).
Hun kneiser som en Gran paa Fjeldet, men vent, vent,
nu brygger det til Uveir, og det skal knække Dig. (høit.) Min
ædle Frue har ladet mig kalde.
Fru Inger.
Gjennem min Datter er det mig sagt, at I tænker paa
at forlade os endnu i Nat.
Niels Lykke.
Desværre, mit Hverv paa Østeraad er jo tilende.
Skaktavl.
Ikke forinden jeg har faaet mine Papirer.
Niels Lykke.
Ganske sandt. Næsten havde jeg glemt det Vigtigste af
mit Ærinde; men det er ogsaa vor høie Værtindes Skyld.
Ved Bordet forstod hun saa kløgtigt og saa behageligt at sys-
selsætte sine Gjæster –
Fru Inger (afbrydende).
At I ei længer kom ihu, hvad der førte Eder hid. Det
glæder mig; thi det var just min Agt. Jeg indsaa, at skulde
miu Gjæst, Niels Lykke, finde sig tilfreds paa Østeraad, saa
maatte han –
Niels Lykke.
Hvilket, Frue?
Fru Inger.
Først og fremst glemme sit Ærinde og alt hvad der for-
resten er gaaet forud for hans Komme.
Niels Lykke (til Skaktavl).
Papirerne fra Peder Kantsler! I vil her finde fuldstæn-
dige Lister over vore Tilhængere i Sverige.
Skaktavl.
Det er godt! (sætter sig ved Bordet til Venstre, hvor hau gjennem-
blader Pakken).
Niels Lykke (afsides).
Brevet beholder jeg for mig selv. (høit). Og nu veed jeg
ikke her er mere for mig at gjøre.
Fru Inger.
Saafremt det kun var Forretninger, der havde ført os
sammen, da har I maaskee Ret; men det vilde jeg dog
nødig tro.
Niels Lykke.
I mener?
​
Fru Inger.
Jeg mener, det er ikke alene som dansk Rigsraad eller som
Peder Kantslers Forbundsfælle, at Niels Lykke har gjæstet mig.
Skulde jeg have taget Feil, naar jeg indbilder mig, at der
selv i Kongens Slot er Eder berettet Mangt og Meget, som
har gjort Eder lysten efter nærmere at kjende Fruen paa
Østeraad?
Niels Lykke.
Tilvisse, – Fru Ingers Ry er altfor udbredt til at jeg
ikke længe skulde have higet efter at see hende Ansigt til Ansigt.
Fru Inger.
Ikke Ansigt til Ansigt, men Sjæl til Sjæl maa I skue
den, I vil lære at kjende. Fru Inger har Kløgt i Panden,
og Gud, Herren har været altfor gavmild mod Eder selv, til
at I ei skulde skatte Sligt hos Andre; men I bedrager Eder,
Herr Ridder! I bedrager Eder, dersom I mener, at en Times
Tid, som snakkes bort ved Aftensbordet, er nok for at lodde
Dybden i mig. Ja, I smiler, I seer, jeg er ærlig eller stolt
nok til selv at sige, hvad man heller bør høre af Andre. Nu,
det viser ialfald, at vi begynder at nærme os til hinanden,
det er dog altid et Skridt fremad til en bedre Forstaaelse.
En Gjæst som I, er desuden paa denne afsides Strand en saa
sjelden Begivenhed, at det vel maa synes rimeligt, om vi søge
at beholde ham saalænge som vi kan. Forlæng nu Eders
Ophold her i nogle Dage; Olaf Skaktavl tør jeg ikke overtale;
han har Pligter, som kalde ham til Sverige, – hvad derimod
Eder angaar, saa har I vistnok i Forveien ordnet Sagerne
saa snildt, at Eders Nærværelse neppe gjøres fornøden. Tro
mig, I skal ei finde det langsomt hos os; idetmindste vil baade
jeg og min Datter opbyde Alt for at skaffe Eder et behageligt
Ophold i mit Huus.
Niels Lykke.
Jeg tvivler hverken om Eders eller Eders Datters gode
Sindelag mod mig; thi derom er jeg allerede ved vore første
Sammenkomster tilfulde bleven forvisset; men I vil vistnok
erkjende, at min Nærværelse andetsteds er uomgjængelig for-
nøden, naar jeg desnagtet maa erklære det for umuligt at for-
længe mit Ophold paa Østeraad.
Fru Inger.
Nu saaledes! Veed I hvad, Herr Ridder! – dersom jeg
var ondskabsfuld, saa kunde jeg falde paa at tro, I var kommen
til Østeraad for at prøve en Dyst med mig; denne Dyst har
I tabt, og derfor er det Eder ukjært at dvæle længere paa
Slagmarken mellem Vidnerne til Eders Nederlag.
Niels Lykke (smilende).
Der kunde være skjællig Grund for Eder til at formode
Sligt, men Tingen er, at jeg endnu ikke anseer Slaget som
tabt.
Fru Inger.
Det være nu som det vil; dersom I dvæler nogle Dage
hos os, saa kan det ialfald vindes tilbage, og I seer, det ei
skulde være mig ukjært at beseires, eftersom jeg selv overtaler
min farlige Modstander til ikke at rømme Marken. – Nu,
reentud sagt, for at tale uden Omsvøb, saa er Tingen denne;
Eders Forbund med de Misfornøiede i Sverige forekommer mig
endnu noget – noget vidunderligt; den Tanke, som har ledet
Eder til dette Skridt er vistnok meget fornuftig, meget kløgtig;
men den stikker stærkt af mod Eders Landsmænds Færd i de
forløbne Aar. Det maa derfor ikke undre Jer, om min Lid
til Eders Løfter er en Plante, som trænger til at skyde stærkere
Rødder, saafremt den ikke skal vantrives.
Niels Lykke.
Isaafald vilde mit Ophold paa Østeraad neppe lede til
Noget; thi jeg agter intet yderligere Forsøg at gjøre paa at
rokke Eders Beslutning.
Fru Inger.
Da ynker jeg Eder af et oprigtigt Hjerte. Ja, Ridder!
I kan tro en gammel Kones Ord, og jeg spaar Eder, at I
vil have liden Glæde af Eders Gang til Østeraad.
Niels Lykke (smilende).
Spaar I det, Fru Inger?
Fru Inger.
Tilvisse! Hvad skal man vel sige, Herr Ridder! Verden
er saa mistroisk, inden et halvt Aar vil I være i Folkemunde;
meer end een ondskabsfuld Tunge vil synge Smædeviser om
Eder; man vil standse og see efter Eder paa alfar Vei, man
vil sige: See, see der gaar Ridder Lykke, som drog til Østeraad
for at fange Inger Gyldenløve, men som blev hængende i sin
egen Snare. – Nu, nu, ikke saa utaalmodig, Herr Ridder!
det er jo ikke min Mening, men saa vil den mistroiske Verden
dømme. Ja, det er ilde, men det er sandt og vist, Spot vil
blive Eders Løn – Spot over, at Eders Fiender var snildere
end I. Listig som en Ræv sneg han sig ind paa Østeraad,
vil man sige, – skamfuld som en Hund luskede han igjen
afgaarde. Og endnu Eet, mener I ei, at Peder Kantsler og
hans Venner ville bede sig fri for Eders Bistand, saasnart det
rygtes, at Inger Gyldenløve nægter at stride under Eders
Banner?
Niels Lykke.
I taler viseligen, Frue! og for ei at udsætte mig for Spot,
endvidere, for ei at bryde den gode Forstaaelse med mine Venner
i Sverige, saa nødes jeg til –
Fru Inger (hurtigt).
At forlænge Eders Ophold paa Østeraad?
Skaktavl (afsides).
Nu gaar han i Fælden!
Niels Lykke.
Nei, min ædle Frue! jeg nødes til at komme overeens med
Eder endnu i denne Time.
Fru Inger.
Men ifald det nu ikke skulde lykkes?
Niels Lykke.
Det vil lykkes!
Fru Inger.
I er sikker i Eders Sag, som det lader.
Niels Lykke.
Hvad vædde vi, at Seieren er min?
Fru Inger (stolt).
Østeraad Gaard mod Eders Knæspænder!
Niels Lykke.
Østeraad Gaard er ikke længer Eders!
Fru Inger.
Niels Lykke!
Skaktavl (der imidlertid har reist sig fra Bordet).
Hvad nu?
Niels Lykke.
Væddemaalet modtager jeg ikke; thi om et Øieblik skjænker
I mig gjerne den og mere til for at fri Eder ud af Snaren,
hvori ikke jeg men I selv er hildet.
Fru Inger.
Eders Skjæmt begynder at blive noget lystig, Herr Ridder!
Niels Lykke.
Den bliver lystigere endnu, idetmindste for mig. I bryster
Eder af, at have gjennemskuet mig, I overdynger mig med
Bitterhed, Haan og Spot; – ha, I skulde vogte Eder for at
vække min Hævnlyst; thi jeg kan med to Ord bøie Eder i Knæ
for mine Fødder.
Fru Inger (med haanlig Latter).
Ha, ha! – (standser pludselig som greben af en Anelse). Og disse
to Ord? Niels Lykke! disse to Ord –
Niels Lykke.
Er Hemmeligheden om Eders og Steen Stures Søn!
Fru Inger (med et Skrig).
O, Jesus Christ! (knælende). Naade! Naade!
Skaktavl (i høieste Forbauselse).
Fru Ingers Søn! – Hvad siger I?
Niels Lykke (løfter hende op).
Kom til Eder selv og lad os tale besindigt sammen.
Fru Inger (hviskende og halv forvildet).
Hørte I det, Olaf Skaktavl! hørte I det? – Eller var
det kun en hæslig Drøm, et Kogleri, som suste forbi mine
Øren?
Niels Lykke.
I har hørt ret!
Fru Inger.
Men hvor har I ham da? – hvor har I ham? Hvad
vil I med ham? – Dræb ham ikke, giv mig ham igjen; giv
mig mit Barn! – Niels Lykke! hør! Tag Alt hvad jeg eier,
tag mit Gods og mit Guld, men giv mig mit Barn, giv mig
bare min Søn tilbage!
Skaktavl.
Ha, jeg begynder at begribe –
Fru Inger.
Og denne Angst, denne kvælende Rædsel, som jeg i tyve
Aar har baaret i mit Bryst! – Gud! Gud! er det ret af Dig?
Var det derfor Du gav mig ham, at jeg skulde friste al denne
Nød og Kvide! Ha, jeg veed det, jeg veed det – jeg er
forhadt i Himlen, fordi jeg har svigtet det Kald, som var lagt
paa mig derovenfra. – I seer saa forundret paa mig, Olaf
Skaktavl! det var vist hæslige Ord jeg der sagde? Ja, jeg
tror det gjerne; men naar denne Angst hugger sine Jernklør
i mit Bryst, saa mægter jeg ikke længere at tøile mine Tanker. –
Niels Lykke! siig mig en Ting, hvor har I ham, hvor er han?
Niels Lykke.
Hos sin Pleiefader!
Fru Inger.
Endnu hos sin Pleiefader? – Hos ham, som stadigen har
nægtet mig – men det maa ikke længer blive saaledes ved.
Olaf Skaktavl! I maa hjælpe mig!
Skaktavl.
Jeg?
Niels Lykke.
Det vil ei være fornødent, saafremt I kun –
Fru Inger.
Hør mig, Olaf Skaktavl! hør mig begge To! thi nu tror
jeg nok, jeg er mig saavidt mægtig, at – Nuvel da! I min-
dede mig iaftes om hiin Nat, da Knut Alfsøn blev slagen ved
Oslo; I mindede mig om det Løfte, jeg gjorde, da jeg stod
ved hans Baare mellem Norges gjæveste Mænd; jeg var ikke
stort over femten Aar, men jeg følte Herrens Kraft i mit Bryst,
og fra den Dag grundede sig hos mig og os Alle den Tro,
at Himlen havde sat sit Mærke paa mig, og kaaret mig til at
stride i Spidsen for den hellige Sag. Var det Hovmod, eller
var det en Aabenbarelse ovenfra, som indblæste mig denne Tro,
det veed jeg ikke; men vee, vee Den, der har faaet et stort
Kald i Livet, og ei har Styrke til at udføre det. Der siges,
at Kvinden skal forlade Fader og Moder for at følge sin Mand;
men Den, der er kaaret til at være Himlens Værktøi, tør Intet
eie, der er hende kjært; ikke Mage eller Barn, ikke Frænder
eller Hjem, og deri, seer I, – deri ligger Forbandelsen ved
at være kaaret til en berømmelig Daad. – I ti Aar holdt
jeg trolig, hvad jeg havde lovet; jeg stod ved mine Landsmænds
Side i Trængsler og Nød, jeg blev fem og tyve Aar gammel,
alle mine Legesøstre sad som Hustruer og Mødre trindt om i
Landet, kun jeg stod ene i Strid og Fare, thi Kvindens sæd-
vanlige Lod var jo ikke min, saa lød det ideligen for mine
Øren; – og jeg selv var kun altfor tilbøielig til at tro det.
Da saa jeg for første Gang Steen Sture, han var dengang
en Mand i sin fagreste Kraft.
Niels Lykke.
Ganske sandt; og efter hvad jeg har ladet mig sige, kom
han i et hemmeligt Ærinde til Norge; – Ingen uden I turde
vide, at han var velsindet mod Eders Parti.
Fru Inger.
Som en ubekjendt Riddersvend levede han en Vinter i min
Nærhed; da lærte jeg, at der gives andre Længsler, andre
Drømme i Kvindens Sjæl, end dem, jeg hidtil havde næret.
Den næste Vinter kom han igjen, og da han atter drog bort,
saa tog han med sig et spædt Barn, som ingen Anden vidste
Besked om, ikke fordi jeg frygtede Menneskenes Fordomme, men
fordi det vilde være til Skade for vor Sag, ifald det rygtedes,
at Steen Sture besad min Tiltro. Barnet blev sat til Op-
fostring hos Peder Kantsler, indtil bedre Tider, som vi for-
gjæves ventede paa. Steen Sture giftede sig to Aar efter i
Sverige, og da han døde, efterlod han sig Enke –
Skaktavl.
– Og med hende en lovlig Arving til sit Navn og sine
Rettigheder!
Fru Inger.
Forgjæves anraabte jeg Peder Kantsler om at give mig
mit Barn tilbage; det var jo den eneste Skabning jeg kunde
kaste min Kjærlighed paa, men han vægrede sig stadigen: Slut
Eder fast og ubrydelig til os, sagde han, saa sender jeg Eders
Søn tilbage, før ikke. Hvor skulde jeg vove det? De Mis-
fornøiedes Parti var svagt; dersom vore Fiender seirede og
mit Barn faldt i deres Magt – o, jeg veed det; for at sikre
sig Moderen, vilde de have beredt Barnet den samme Skjæbne,
som Kong Christjern skulde have fristet, dersom ikke Flugten
havde reddet ham. Men Danskerne vare ogsaa virksomme; de
forsømte hverken Trusler eller Løfter for at vinde min Bistand.
Skaktavl.
Begribeligt; thi Eders Navn havde endnu en god Klang
i Norge. Folkets Øine vogtede endnu paa Eder, som Den,
der var kaldet til at bryde dets Lænker!
Fru Inger.
Nu kom Herluf Hydefads Oprør, der var atter Vaar
i Landet, der var Haab i Folkenes Bryst; «Frihedstimen er
kommen, slaa løs, slaa løs!» skreg de, men jeg – jeg stod
tvivlraadig langt fra Strideu, i min eensomme Gaard. Vel
tykkedes det mig stundom, som om Gud selv kaldte mig til
Vaaben for vort Folk, men jeg nølede, thi atter kom den dræ-
bende Angst over mig. «Hvem vil seire?» see det var Spørgs-
maalet, som ideligen lød i mine Øren og lammede min Villies
Kraft. – Det var en kortvarig Vaar, som dengang brød frem
over Norge; Herluf Hydefad blev fældet og Hundreder med
ham; mig kunde Ingen kræve til Regnskab, thi jeg havde holdt
mig udenfor Begivenhederne, og dog fattedes det ikke paa for-
blommede Trusler fra Danerhoffet; min Angst vaagnede paany –
Hvad, om de kjendte Hemmeligheden? – Rigshovmester Gyl-
denløve forlangte mig tilægte; en Maaned efter var han min
Huusbond. Da lød et Fordømmelsesskrig igjennem Riget:
«hun har forraadt os, hun har svigtet sit Folk!» – Inger
Gyldenløve blev hjemløs i sine Landsmænds Hjerter; Begiven-
hederne skred ustandselig frem; Undertrykkelsesværket voxte Dag
for Dag i Styrke; men min Virken var sluttet. Der var
Tider, da jeg væmmedes over mig selv; thi hvad havde jeg at
gjøre; Intet uden at ængstes, forhaanes og føde Døtre til
Verden. Mine Døtre! Gud maa forlade mig det, ifald jeg
ikke har en Moders Hjerte for dem; men mine Pligter som
Hustru var mig et Hoveriarbeide, – hvor kunde jeg elske Frug-
terne deraf? O, med min Søn var det anderledes; han var
min Kjærligheds Barn, det Eneste, der mindede mig om den
Tid, da jeg var Kvinde i Aand og Sandhed, og ham havde
de taget fra mig, han voxte op mellem Fremmede, der maaskee
saaede Fordærvelsens Sæd i hans Sjæl. Olaf Skaktavl!
havde jeg siddet nøgen og forladt i Storm og Uveir paa Høi-
fjeldet, hvis jeg havde havt mit Barn i mine Arme, selv om
han var saa ussel og elendig, at ikke engang Ulven gad æde
ham saalænge der var Andet at faa, – tro mig, jeg skulde
ikke have sørget og grædt for ham, saaledes som jeg har sørget
og grædt fra hans Fødsel og indtil denne Time!
Skaktavl.
Der er min Haand; jeg har dømt Eder for haardt, Fru
Inger! men lad nu vort Mellemværende være glemt; herefter
kan I byde og befale over mig som før, jeg skal lystre. – Ja,
ved alle Helgene! jeg veed, hvad det vil sige, at sørge for sit Barn.
Fru Inger.
Fiendens Sværd har taget Eders; men hvad er Døden
mod en evig Angst gjennem tyve lange Aar?
Niels Lykke.
Nuvel, det staar i Eders Magt at ende denne Angst; dersom
I forsoner begge Partier, saa behøver intet af dem at tilegne
sig Eders Barn som Borgen for Eders Troskab.
Fru Inger (afsides).
Det er Himlens Hævn! (høit). Siig frem, hvad fordrer I?
Niels Lykke.
At I kalder Eders Landsmænd til Vaaben for at under-
støtte de Misfornøiede i Sverige.
Fru Inger.
Videre!
​
Niels Lykke.
At I virker for at den unge Grev Sture kan blive indsat
i sin Slægts Rettigheder som Sveriges Styrer.
Fru Inger.
Han? I fordrer, at jeg –
Skaktavl (sagte).
Det er Svenskernes Ønske, ogsaa vi vil være vel tjent
dermed.
Niels Lykke.
Kan I betænke Eder, min Frue? I skjælver for Eders
Barns Sikkerhed, hvor kan I da ønske noget Bedre end at see
Eders Halvbroder paa Thronen?
Fru Inger (tankefuld).
Vel sandt, vel sandt!
Niels Lykke (betragter hende skarpt).
Med mindre der skulde være andre Anslag i Gjære.
Fru Inger.
Hvad mener I?
Niels Lykke.
At Inger Gyldenløve pønsede paa at blive – Kongemoder!
Fru Inger.
Nei, nei! Giv mig mit Barn tilbage, saa kan I give
Nordens Krone til hvem I vil. Men veed I da ogsaa, om
Grev Sture er villig –
Niels Lykke.
Derom kan han selv forvisse Eder.
Fru Inger.
Han selv og naar?
Niels Lykke.
I denne Time!
Skaktavl.
Hvordan?
Fru Inger.
Hvad siger I?
Niels Lykke.
Med et Ord, at Grev Sture befinder sig paa Østeraad!
Skaktavl.
Her?
Niels Lykke (til Fru Inger).
Det er Eder maaskee berettet, at jeg red selv anden gjen-
nem Porten; Greven var min Følgesvend.
Fru Inger (afsides).
Jeg er i hans Vold; der er intet Valg længere. (høit).
Godt, I skal faa min Forsikring om Bistand.
Niels Lykke.
Skriftlig?
Fru Inger.
Som I begjærer. (Gaar hen til Bordet paa venstre Side).
Niels Lykke (afsides).
Endelig seirer jeg da!
Fru Inger
(efter et Øiebliks Betænkning, vender sig pludselig mod Olaf Skaktavl og siger
med dæmpet Stemme).
Skaktavl! jeg veed det med Vished, Niels Lykke er en
Forræder!
Skaktavl (sagte).
Hvordan, I tror?
Fru Inger.
Han pønser paa Svig. (Sætter sig ved Bordet for at skrive).
Skaktavl.
Og dog vil I skrive dette Dokument, som kan volde Eders
Undergang?
Fru Inger.
Stille! Lad mig raade! (De tale hviskende sammen).
Niels Lykke (afsides).
Ah, raadslaa kun med hinanden saameget I lyster, nu er
al Fare forbi; om et Øieblik har jeg hendes skrevne Ord, der
stempler hende som Oprørerske, saafremt det gjøres fornødent.
Endnu i Nat maa jeg skikke et hemmeligt Bud til Jens Bjelke.
Jeg kan nu med god Samvittighed forsikre ham om, at den
unge Greve ikke er her. Og saa imorgen, naar Veien er tryg,
da tager jeg ham derinde med mig til Throndhjem, mit Skib
fører ham videre til Danmark, og vi kan da foreskrive Fru
Inger hvilke Betingelser vi lyster. Hvis ikke denne Streg gjør
mit Navn berømt, saa er der ikke længere Sands blandt Men-
neskerne for hvad der er stort i Verden.
Fru Inger (til Skaktavl).
Nu, I har altsaa forstaaet mig?
Skaktavl.
Tilfulde! Det skal skee, som I befaler. (Gaar ud til Høire
i Baggrunden.)
4de Scene.
De Forrige. Niels Steenssøn (træder ud fra Døren til Høire i
Forgrunden, uden at bemærkes af Fru Inger, der vedbliver at skrive.
Steenssøn (med dæmpet Stemme).
Herr Ridder! Herr Ridder!
Niels Lykke.
Uforsigtige! hvad vil I her? Har jeg ikke sagt, I skulde
vente derinde til jeg kaldte paa Jer.
Steenssøn.
Hvor kunde jeg det. Nu, da I har sagt mig, at Inger
Gyldenløve er min Moder, nu higer jeg mere end nogensinde
før efter at see hende Ansigt til Ansigt. O, det er hende!
hvor ædelt og stolt! Ja, jeg vidste det nok, saaledes maatte
hun see ud. Jeg veed ikke, hvorledes det er, men siden jeg
har faaet denne Hemmelighed at vide, er jeg ligesom bleven
ældre og fornuftigere; jeg vil ikke længer være vild og forfløien,
jeg vil være en Mand, en Helt. Hør, siig mig, veed hun, at
jeg er her? I har vel forberedt hende?
Niels Lykke.
Javist har jeg, men –
Steenssøn.
Nu?
Niels Lykke.
Hun erkjender Eder ei som Søn.
Steenssøn.
Hun erkjender mig ikke? Men hun er jo min Moder.
(Tager en Ring frem, som han bærer om Halsen). O, naar der ikke er
Andet iveien, saa viis hende denne Ring, som jeg har baaret
fra mine tidligste Aar; den maa hun vide Besked om.
Niels Lykke.
I forstaar mig ikke; Fru Inger tvivler ingenlunde om,
at I er hendes Barn; men, – ja see Eder om; see al denne
Rigdom, see alle disse mægtige Forfædre, hvis Billeder hænge
rundt om Væggene, og endelig hun selv, denne stolte Kvinde,
der er vant til at byde som en Dronning, tror I, det kan
være hende kjært, at vise den fattige, uvidende Svend for
Menneskenes Øine og sige: See her, denne er min Søn!
Steenssøn.
Ja, I har visseligen Ret; jeg er fattig og uvidende; jeg
har Intet at give hende i Vederlag for hvad jeg fordrer; o,
aldrig har jeg følt min Armod saa bittert som i denne Time;
men siig mig, hvad tror I, jeg skal gjøre for at vinde hendes
Godhed; siig mig det, I maa jo vide det!
Niels Lykke.
I skal vinde Land og Rige, men fornemmeligen maa I
vel vogte Eder for at saare hendes Øren ved at nævne et Ord
om Slægtskab eller Sligt. Hun vil betragte Eder som om I
virkelig var Grev Sture, indtil I selv gjør Eder værdig til at
kaldes hendes Søn.
Steenssøn.
O, men saa siig mig da –
Niels Lykke.
Stille, stille!
Fru Iuger (reiser sig og rækker ham Papiret).
Herr Ridder! her er mit Ord!
Niels Lykke.
Jeg takker Eder.
Fru Inger (idet hun bemærker Niels Steenssøn).
Ah, det er –
Niels Lykke.
Grev Sture!
Fru Inger (afsides).
Træk for Træk; ved Himlen ja, det er Steen Stures Søn!
(høit.) Vær hilset i mit Huus, Herr Greve! Det hviler i Eders
Haand, hvorvidt vi inden et Aar skulle velsigne dette Møde
eller ei.
Steenssøn.
I min Haand? O, byd mig, hvad jeg skal gjøre, tro
mig, jeg har baade Kraft og Villie.
Niels Lykke (lyttende).
Vaabenlarm og Støi? Det er Nogen, som kommer hid,
hvad skal dette sige?
Fru Inger (triumpherende).
Det er Aanderne, som vaagne!
5te Scene.
De Forrige. Skaktavl, Bjørn, Finn, Huuskarle og Tjenere
fra Høire i Baggrunden.
Huuskarlene.
Leve, leve Inger Gyldenløve!
Fru Inger (til Skaktavl).
I har sagt dem, hvad der er i Gjære?
Skaktavl.
Alt hvad de behøve at vide, har jeg sagt dem.
Fru Inger.
Og nu, trofaste Venner og Tjenere, væbner Eder som I
bedst kunne. Hvad jeg tidligere iaftes forbød Eder, det være
Eder nu i fuldeste Maade tilstedet. Og her, her fremstiller jeg
for Eder Grev Sture, Sveriges Drot og Norges med, hvis
Gud saa vil det.
Alle.
Hil ham, hil Grev Sture!
Niels Lykke (afsides).
Det ulmer stærkere under Asken end jeg havde tænkt mig;
paa Skrømt har jeg manet Oprørsdjæv'len frem; vee, vee mig,
om han voxte mig over Hovedet!
(Almindelig Bevægelse, Huuskarlene udsøge Vaaben, iføre sig Harnisker o. s. v.)
Fru Inger (til Niels Steenssøn).
Af mig modtager I her den første Haandsrækning,[HIS: skadet komma] tredive
Ryttere, som skal følge og beskytte Eder; tro mig, inden I
naaer Grændsen, har Tusinder stillet sig under Eders Banner;
og reis nu med Gud!
Steenssøn.
Tak, Inger Gyldenløve! Tak, og vær sikker paa, I skal
ei komme til at skamme Eder over – over Grev Sture! Hvis
I seer mig igjen, da har jeg vundet Land og Rige!
Niels Lykke (afsides).
Ja, hvis hun seer ham igjen!
Skaktavl.
Hestene vente, Alt er rede!
Niels Lykke (urolig).
Hvordan? Er det Eders Agt allerede nu i Nat –
Fru Inger.
I dette Øieblik!
Niels Lykke.
Nei, nei, umuligt!
Fru Inger.
Som jeg siger.
Niels Lykke (sagte til Niels Steenssøn).
Lyd hende ikke!
Steenssøn (hviskende).
Hvor kan jeg Andet? Jeg vil, jeg maa!
Niels Lykke (som før).
Men det er Eders Fordærv!
Steenssøn.
Ligegodt! Hun har Ret til at befale.
Niels Lykke (bydende).
Og jeg?
Steenssøn.
Mit Ord holder jeg Eder; Hemmeligheden kommer ikke
over mine Læber, før I selv løser mig; men hun er min
Moder!
Niels Lykke (afsides).
Og Jens Bjelke, som lurer paa Veien! Fordømt, han
snapper mig Byttet af Hænderne! (til Fru Inger.) Vent til
imorgen!
Fru Inger.
Grev Sture! Vil I lyde mig eller ei?
Steenssøn.
Tilhest! (gaar op mod Baggrunden.)
Niels Lykke (afsides).
Den Ulykkelige! han veed ikke hvad han gjør. (til Fru Inger)
Nu, siden det saa skal være, lev vel! (vil gaa.)
Fru Inger (holder ham tilbage).
Nei, stands! Ikke saa, Herr Ridder! ikke saa!
Niels Lykke.
Hvad mener I?
Fru Inger (med dæmpet Stemme).
Niels Lykke! I er en Forræder! Stille! stille! Lad
ingen mærke, at der er Uro i Høvidsmændenes Leir! Peder
Kantslers Tillid har I vundet ved en djævelsk List, som jeg ikke
mægter at gjennemskue, I har tvunget mig til at gribe til
Vaaben, ikke for at støtte vor Sag, men for at fremme Eders
egne Anslag, hvilke de end monne være. Jeg kan ikke længer
træde tilbage, men tro ikke derfor, at I har seiret; jeg skal
vide at gjøre Eder uskadelig.
Niels Lykke (lægger uvilkaarlig Haanden paa Sværdet).
Fru Inger!
Fru Inger.
Vær rolig, det gjælder ikke Livet; men I kommer ikke
udenfor Østeraads Porte, førend Seieren er vor!
Niels Lykke.
Død og Djæv'len!
Fru Inger.
Al Modstand er unyttig; I slipper ikke herfra! Forhold
Eder derfor stille, det er det Klogeste I kan gjøre.
Niels Lykke (afsides).
Ha, jeg er overlistet; hun har været snedigere end jeg.
Fru Inger (sagte til Skaktavl).
I følger Grev Stures Trop indtil Grændsen; derfra drager
I uopholdelig til Peder Kantsler og bringer mig mit Barn.
Nn har han ikke længere nogen Grund til at holde ham til-
bage. (idet Skaktavl vil gaa.) Vent, et Kjendemærke – den, der
bærer Steen Stures Ring, det er den Rette!
Skaktavl.
Ved alle Helgene, I skal faa ham!
Fru Inger.
Tak, tak! min trofaste Ven!
Niels Lykke
(hviskende til Finn, hvem han ubemærket har kaldet til sig).
Altsaa, afsted over Hals og Hoved! En Fjerdingvei herfra
ligge Svenskerne i Baghold; Du beretter Jens Bjelke, hvad
jeg har fortalt Dig om Grev Stures Død; den unge Mand
der maa ikke antastes – hans Liv er mig Tusinder værd!
Finn.
Det skal skee!
Fru Inger
(der imidlertid har holdt Øie med Niels Lykke).
Og reiser nu Alle med Gud! (pegende paa Niels Lykke.) Denne
ædle Ridder der, kan ikke bekvemme sig til saa hastigt at for-
lade sine Venner paa Østeraad; han vil vente til Seirsbud-
skabet kommer.
Niels Lykke (afsides).
Djævel!
Steenssøn (griber hans Haand).
Tro mig, I skal ikke komme til at vente længe!
Niels Lykke.
Det er godt, det er godt! (afsides). Alt kan endnu vindes,
hvis mit Bud blot kommer betids nok til Jens Bjelke.
Fru Inger (pegende paa Finn).
Og han der hensættes under sikker Bevogtning i Borge-
kjælderen.
Finn.
Jeg?
Huuskarlene.
Finn!
Niels Lykke (afsides).
Der brast mit sidste Anker.
​
Fru Inger (bydende).
I Borgekjælderen!
(To Huuskarle føre Finn ud til Venstre. Alle de Øvrige, undtagen
Niels Lykke, gaa ud til Høire i Baggrunden, idet de raabe):
Afsted! Tilhest! tilhest! Længe leve Inger Gyl-
denløve!
Fru Inger
(til Niels Lykke, idet hun følger de Bortdragende).
Hvem seirer?
6te Scene.
Niels Lykke (alene).
Niels Lykke (efter en Paus)e .
Hvem? Ja, vee hende! Seieren bliver dyrekjøbt.
Jeg vasker mine Hænder; hun er selv den, som myrder
ham, ikke jeg. Men mit Bytte undslipper mig ligefuldt
og Oprøret er igang; ha, det er et dumdristigt, et af-
sindigt Spil jeg har indladt mig i. (lyttende). Tys, der
ride de allerede gjennem Porten, og jeg staar tilbage
som en Fange, – ingen Mulighed for at slippe bort!
Inden en halv Time falde Svenskerne over ham, han
har tredive velbevæbnede Ryttere med sig, det vil gaa paa
Livet løst! Men hvis de nu alligevel fangede ham le-
vende? – Var jeg blot fri, saa kunde jeg indhente Sven-
skerne inden de naaede Grændsen og faa ham udleveret.
Fordømt! skulde der da ingen Udvei være? (gaar hurtig frem
og tilbage, men standser pludselig og lytter.) Hvad er det? Sang
og Strengeleg! Det kommer fra Elines Kammer; hun
er altsaa oppe endnu. (som om han pludselig faar et Indfald).
Eline! Ha, hvis det gik an? I Havsnød frister man
jo ethvert Redningsmiddel! Og hvorfor skulde det ikke
lade sig gjøre? Er jeg ikke endnu mig selv? I Visen
hedder det:
«Hver en Skjøn-Jomfru sukker saa mod:
Gud give Niels Lykke var mig huld og god!»
Og hun –? Ja, ja, Eline skal frelse mig!
​
Fru Inger til Østeraad.
Historisk Drama i 5 Akter
af Henr. Ibsen.
​
Femte Akt.
Riddersalen. Det er fremdeles Nat; Salen oplyses kun svagt af en Armstage,
der staar paa Bordet til Høire i Forgrunden.
1ste Scene.
Fru Inger (sidder ved Bordet fordybet i Tanker).
Fru Inger (efter en Pause).
Hvem er den Kløgtigste paa Jorden? Er det den, der
har et Kongerige at vinde, hvis han bruger sin Snildhed?
Er det den, der faar en Skamstøtte over sin Grav, dersom
hans Indre vrænges udad og hans lønligste Tanker stilles for
Dagens Lys? (hovedrystende). Ingen af dem. Den, der har et
Kongerige at vinde, – var han den Kløgtigste, saa vilde han
stride for at tabe sin Gevindst, ikke for at vinde den. Den,
der har en Skamstøtte ivente, – var han den Kløgtigste, saa
vilde han sige sig selv, at naar han først er dernede, sex Fod
under Muldet, saa mægter ikke Menneskehænder at bygge Skam-
støtten, der kan knuge ham. Hvem er da den Kløgtigste?
(reiser sig.) Den Kløgtigste er en Moder, som strider for sit
Barns Frelse! Det er det, som giver Vid i Panden! –
Der er Ingen saa kløgtig, Ingen saa snild, som Inger Gyl-
denløve, siges der over de tre nordiske Riger. (hviskende). Jeg
har stridt denne Strid, jeg har i tyve Aar kjæmpet for mit
Barns Frelse, – det er Nøglen til Gaaden! (Efter en Pause, idet
hun farer med Haanden over Panden, ligesom for at samle Tankerne). Jeg
veed alligevel ikke, hvordan det hænger sammen, men det tykkes
mig stundom, at Tankerne svigte og jeg maa ligesom gribe
efter dem for at holde dem fast. Er det fordi Striden nu er
tilende, og jeg saaledes ikke længere har Kløgten behov? Nei,
nei! Det er nok heller en Virkning af denne nagende Angst,
der presser Hjernen; om min Forstand? – O, det har ingen
Nød; det gaar over, det gaar over! (Efter en Pause.) Hvor Alt
er fredsælt her paa Gaarden inat; ethvert Øie har lukket sig,
nu vil ogsaa jeg gaa til Ro. Hvormangen Nat har jeg ikke
vaaget her i Eenrum med mine ængstelige Tanker! Mine Fædre
har skuet mørkt og truende ned paa mig, og jeg har hængt
dem indad mod Væggen for ikke at møde deres vrede Blikke.
I Nat see de Alle saa venlige ud, der er Forsoning i deres
Sjæle og (lægger Haanden paa Hjertet )[HIS: tegnmangler, mellomrom står igjen før sluttparentes] det er der ogsaa i min!
thi nu staar jeg ved Maalet; jeg faar jo mit Barn tilbage!
(tager Lyset og vil gaa, men standser). Ved Maalet? Ved Maalet?
Er det da ogsaa virkelig mit endelige Maal, at faa ham tilbage; –
kun det og intet Andet? (sætter atter Stagen paa Bordet). Niels
Lykke kastede et flygtigt Ord hen i Vind og Veir; Ordet faldt
i min Sjæl som et Sædkorn i en gjødslet Jordbund, – det er
allerede begyndt at spire; dog nei, ikke saa; det havde allerede
hvilet længe derinde, men som en ufødt Tanke, der først fik Liv
i det Øieblik, han nævnte den ved Navn. (hviskende.) Konge-
moder; – Kongemoder, sagde han! Og hvorfor ikke? Har
ikke min Slægt før mig raadet som Konger, om de end ikke
bare Kongenavnet? Har ikke min Søn den samme Adkomst
til Stureslægtens Rettigheder som den Anden? I Guds Øine
har han det, dersom der ellers er Retfærd i Himlen. Og disse
Rettigheder har jeg med ødsel Haand bortskjænket som Løsepenge
for hans Frihed! – Om de nu kunde vindes tilbage? Saa-
længe jeg ræddedes for hans Liv, laa denne Tanke maalløs
i min Sjæl, den var lysræd som et Skovens Dyr; nu tager
den atter Mod til sig og lister sig frem af sit Smuthul. – Dog
nei, nei! jeg vil ikke tænke denne Tanke, jeg har vakt Himlens
Fortørnelse ved selv at bane min Livssti; – nu forsager jeg
Magt og Berømmelse, det er Offeret, som skal forsone mig med
Gud! Og han, mit Barn, fortjente han vel, hvad jeg har
lidt for ham, dersom ikke min Kjærlighed var ham nok? tager
atter Lyset )[HIS: tegn mangler, blank før sluttparentes] Bort med alle forvovne Tanker; jeg har stridt en
tyveaarig Kampdag tilende, nu vil jeg søge Fred og Hvile!
(gaar mod Baggrunden, men standser og siger grublende). Kongemoder!
(gaar langsomt ud til Venstre i Baggrunden).
2den Seene.
Niels Lykke og Eline (komme ud fra Døren til Venstre i Forgrunden.
Ntels Lykke har en liden Lygte i Haanden).
Niels Lykke (efter at han speidende har seet sig om).
Alt er stille, jeg maa afsted!
Eline.
O, saa lad mig endnu engang see Dig ind i Øinene,
førend Du forlader mig.
Niels Lykke (omfavner hende).
Eline!
Eline (efter en Pause).
Kommer Du aldrig meer til Østeraad?
Niels Lykke.
Hvor kan Du tvivle derpaa? Er Du ikke fra nu af min
Forlovede? Men vil Du ogsaa være mig tro, vil Du ikke
forglemme mig inden vi atter mødes?
Eline.
Om jeg vil være Dig tro? Har jeg da længer nogen
Villie, mægtede jeg vel at være Dig utro selv om jeg vilde det?
Du kom ved Nattetid, Du bankede paa min Dør og jeg lukkede
Dig ind; Du talte til mig, Du stirrede mig ind i Øiet med
al denne gaadefulde Magt, der hilder Kvindens Sjæl ligesom
i et Trolddomsnæt; jeg skjænkede Dig Alt hvad Kvinden kan
skjænke den Mand, hun har kjær, og derfor er jeg Din, derfor
maa jeg være Dig tro – tro i al Evighed!
Niels Lykke.
Nu, ved min Ridderære! saa skal Du ogsaa inden Aaret
er omme sidde som Frue i Niels Lykkes Borg.
Eline.
Stille, Niels Lykke, stille! Lov mig Intet!
Niels Lykke.
Hvad fattes Dig? Hvorfor ryster Du saa sørgmodig med
Hovedet?
Eline.
Fordi jeg veed, at de fagre Ord, som har hildet mit Sind,
dem har Du tilhvisket Hundrede før mig. Nei, nei, forstaa
mig ret! Jeg bebreider Dig Intet, saaledes som jeg gjorde,
da jeg endnu ikke kjendte Dig. Nu veed jeg jo, at Du i Eet
og Alt er en Mand, en Mand, hvem Skjæbnen har betroet
mægtige Evner og et stort Hverv i Livet; hvor kan da Kjær-
ligheden være Dig andet end en Leg og Kvinden et Legetøi?
Niels Lykke.
Eline! hør mig!
Eline.
Alt fra min Barndom hørte jeg Dit Navn lyde i Krø-
niker og Sange; jeg hadede dette Navn, fordi jeg troede Kvin-
dens Stolthed krænket ved Din Færd, og dog, hvor forunderligt,
naar jeg i Tankerne malede min egen Fremtids Krønike, da
var Du stedse min Helt uden at jeg selv vidste det. Nu er det
Hele mig klart; Had var det ikke jeg følte; det var en Tanke
uden Navn, en gaadefuld Længsel efter Dig, som Skjæbnen
havde udseet til at komme mig imøde for at forklare mig al
Livets Herlighed!
Niels Lykke
(afsides, idet han sætter Lygten paa Bordet til Venstre).
Jeg veed ikke, hvordan det er fat, men det forekommer
mig som om hun har podet en frisk og frodig Green i mit for-
tørrede Livstræ. Er det saaledes at føle Kjærlighed, o, da har
jeg aldrig vidst det forinden i denne Kvæld. Hvorfor var dog
ingen af de Andre som hun? Men skulde det endnu være for
sildigt? Vee mig! Lucia! Lucia! (synker ned i Stolen.)
Eline.
Hvad fattes Dig?
Niels Lykke.
O, Intet, Intet! Eline! jeg vil skrifte ærligt for Dig.
Mine Ord have været Bedrag indtil denne Time, og til Hun-
drede har jeg sagt, hvad jeg i denne Nat har tilhvisket Dig,
men tro mig –
Eline.
Stille! Ikke mere derom; min Kjærlighed er jo intet
Vederlag for den Du skjænker mig; o nei, jeg elsker Dig, fordi
ethvert af Dine Blikke er et Kongebud, som byder det. (Kaster
sig ned for hans Fødder.) O, lad mig endnu engang præge dette
Kongebud dybt i mit Sind, skjønt jeg vel veed, at det allerede
staar prentet derinde for Tid og Evighed! – Du gode Gud!
hvor jeg har været blind for mig selv; endnu iaftes sagde jeg
til min Moder: «For at kunne leve maa jeg bevare min Stolthed!»
Hvad er da min Stolthed? Er det, at vide mit Folk frit,
eller min Slægt berømt over Lande og Riger? O, nei, nei!
min Kjærlighed er min Stolthed! Den lille Hund er stolt,
naar den tør sidde ved sin Herres Fødder og snappe Brød-
smuler af hans Haand, – saaledes er ogsaa jeg stolt, saalænge
jeg tør sidde ved Dine Fødder, medens Dine Ord og Dine
Blikke nære mig med Livsens Brød; – see derfor siger jeg til
Dig, hvad jeg nys sagde til min Moder: «For at leve maa
jeg bevare min Kjærlighed!» thi i den ligger min Stolthed fra
denne Stund!
Niels Lykke.
Nei, nei! ikke for mine Fødder, men ved min Side er
Din Plads, og det, hvor høit Skjæbnen end falder paa at stille
mig. Ja, Eline! Du har ført mig paa en bedre Vei, og
dersom det engang i Tiden falder i min Lod at fuldføre en
berømmelig Daad i Livet, da skal Hæderen være Din, ligesaa-
fuldt som min.
Eline.
O, Du taler som om jeg endnu var den samme Eline,
som hun, der iaftes slængte Blomsterkosten for Dine Fødder; –
i mine Bøger har jeg læst om det brogede Liv i fjerne Lande;
under Hornets Klang stævner Ridderen ud i den grønne Lund
med Falken paa sin Haand, saaledes stævner ogsaa Du gjennem
Livet; Dit Navn klinger foran Dig, hvor Du drager hen.
Alt hvad jeg begjærer af denne Herlighed er, at hvile som
Falken ved Din Arm, som den var ogsaa jeg blind for Lyset
og for Livet, indtil Du løste Bindet fra mine Øine og lod
mig svinge mig over Skovtoppene; men tro mig, hvor dristigt
jeg end spiler mine Vinger, saa vender jeg dog altid tilbage
til mit Buur.
Niels Lykke (reiser sig).
Saa byder jeg ogsaa Forgangenheden Trods! See her,
tag denne Ring og vær min for Gud og Mennesker, min, selv
om de Døde skulde faa urolige Drømme derover!
Eline (idet hun staar op).
Du gjør mig ilde tilmode, hvad er det som –?
Niels Lykke.
Det er Intet! Kom nu, lad mig sætte Ringen paa Din
Finger. See saa, nu har jeg fæstet Dig!
Eline.
Jeg Niels Lykkes Brud! Det tykkes mig som en Drøm
Alt hvad der er hændt i denne Nat; o, men det er en fager
Drøm; jeg er saa let om Brystet; der er ikke længer Bitterhed
og Had i min Hu; jeg vil gjøre al min Uret god igjen; jeg
har været ukjærlig mod min Moder; imorgen gaar jeg ned til
hende, hun maa forlade mig, hvad jeg har feilet.
Niels Lykke.
Og give sit Minde til vor Pagt.
Eline.
Det vil hun! – O, jeg tror det vist, – hun er god; alle
Mennesker ere gode; jeg bærer ikke længere Nag til Nogen –
undtagen Een!
Niels Lykke.
Undtagen Een?
Eline.
Ak, det er en sørgelig Fortælling; jeg havde en Søster –
Niels Lykke.
Lucia?
Eline.
Du kjendte hende?
Niels Lykke.
Nei, nei, jeg har kun hørt hende nævne.
Eline.
Ogsaa hun gav sit Hjerte til en Ridder; han bedrog
hende, – nu er hun i Himlen!
Niels Lykke.
Og Du?
Eline.
Jeg hader ham!
Niels Lykke.
Er der Barmhjertighed i Dit Sind, saa forlad ham, hvad
han har syndet, tro mig, han bærer Straffen i sit eget Bryst.
Eline.
Jeg kan ikke, selv om jeg vilde det; thi jeg har svoret –
tys, kan Du høre?
Niels Lykke.
Hvilket?
Eline.
Der, langtborte; det drønner som Hestetrampen!
Niels Lykke.
Ha, det er dem! Vee mig, som glemmer – Jeg maa
afsted! jeg maa afsted!
Eline.
Men hvorfor? Forklar mig –
Niels Lykke.
Imorgen; thi ved Gud! da kommer jeg tilbage. Nu
hurtig, hvor er Løngangen, som Du nævnte?
Eline.
Gjennem Gravkjælderen; see her er Lemmen!
Niels Lykke.
Gravkjælderen? (afsides.) Ligegodt, han maa reddes!
Eline (lyttende ved Vinduet).
Rytterne nærme sig – (rækker ham Lygten.)
​
Niels Lykke.
Nu velan! (begynder at stige ned).
Eline.
Gaa ligefrem, indtil Kisten med Dødningehovedet og det
sorte Kors; det er Lucias –
Niels Lykke
(stiger hurtigt op og lukker Lemmen til).
Lucias! Fy!
Eline.
Hvad er det?
Niels Lykke.
Det var Liiglugten, som gjorde mig svimmel.
Eline.
Det banker paa Porten!
Niels Lykke.
Ha, det er forsildigt!
3die Scene.
De Forrige. Bjøru (kommer med et Lys i Haanden fra Høire).
Eline.
Hvad er det? Hvad er det?
Bjørn.
Overfald! – Grev Sture –
Eline.
Hvad han?
Niels Lykke.
Er han falden?
Bjørn (til Eline).
Hvor er Eders Moder?
4de Scene.
De Forrige. Fru Inger med en Armstage kommer fra Venstre.
To Huuskarle (fra Høire).
Huuskarlene.
Fru Inger! Fru Inger!
Fru Inger (idet hun træder ind).
Jeg veed Alt; afsted! hold Porten aaben for vore Venner,
men lukket for alle Andre. (Hun sætter Armstagen paa Bordet til Venstre.)
(Bjørn og begge Huuskarlene gaae ud til Høire).
Fru Inger (til Niels Lykke).
Det var altsaa Snaren!
Niels Lykke.
Inger Gyldenløve! tro mig –
Fru Inger.
Et Baghold, som skulde fange ham op, saasnart I havde
faaet hiint Tilsagn, der kan fælde mig.
Niels Lykke
(idet han tager Papiret frem og river det istykker).
Her er Eders Tilsagn; jeg beholder Intet, som kan vidne
mod Eder.
Fru Inger.
Hvad gjør I?
Niels Lykke.
Jeg beskjærmer Jer fra denne Stund! Har jeg forsyndet
mig mod Eder, nu ved Himlen! saa vil jeg ogsaa oprette min
Brøde! Men afsted maa jeg, om jeg saa skal aabne mig Veien
med Sværdet. Eline! siig hende Alt! og I, Fru Inger, lad
vort Regnskab være glemt! Vær høimodig! Tro mig, I skal
ei komme til at fortryde det! (Han iler ud til Høire i Baggrunden).
5te Seene.
Fru Inger. Eline.
Fru Inger.
Ret saa! Jeg forstaar ham! (til Eline.) Niels Lykke – nu!
Eline.
Han har banket paa min Dør og sat denne Ring paa
min Finger!
Fru Inger.
Og han har Dig kjær af Hjertet?
Eline.
Det har han sagt, og jeg tror ham!
Fru Inger.
Brav handlet, Eline! Ha, ha, min Ridder! nu begyn-
der jeg!
Eline.
Min Moder! I er saa besynderlig! O ja, jeg veed
nok, det er min ukjærlige Færd, som har gjort Eder fortørnet
paa mig.
Fru Inger.
Vist ikke! vist ikke! Du er en lydig Datter; Du har
lukket ham ind; Du har hørt paa hans fagre Ord. Jeg veed,
hvad det har kostet Dig; thi jeg kjender jo Dit Had –
Eline.
Men, min Moder!
Fru Inger.
Stille! Vi har mødt hinanden i vore Anslag. Vel
mægter Du at tænde Kjærlighed i Niels Lykkes Sind; det er
allerede begyndt; jeg læste det i hans Ord og i hans Miner.
Hold ham nu fast, drag ham endnu tættere ind i Garnet, og
saa – Ha, om vi kunde slide hans meenederske Hjerte sønder
i Brystet paa ham!
Eline.
Vee mig! hvad er det I siger?
Fru Inger.
Trænger Du til Mod for at følge mig videre paa Veien?
Nu godt, jeg har kun nødig at hviske Dig to Ord i Øret;
i dem ligger Styrkebeltet, som skal holde Dig oppe. Saa viid
da – (lyttende). Striden nærmer sig! Besindighed, nu gjælder
det snart. (vender sig atter til Eline). Viid da, Niels Lykke var
Den, der lagde Din Søster i Graven?
Eline (med et Skrig).
Lucia?
Fru Inger.
Det var ham, saasandt der er en Gud over os!
Eline.
Da staa mig Himlen bi!
Fru Inger (forfærdet).
Eline!
Eline.
Jeg er hans Forlovede for Gud!
Fru Inger.
Ulykkelige Barn! hvad har Du gjort?
Eline (med toneløs Stemme).
Forbrudt mit Hjertes Fred! – Godnat, min Moder!
(gaar ud til Venstre).
Fru Inger.
Ha, ha, ha! Det bærer ned ad Bakke med Inger Gyl-
denløves Slægt! Det var den Sidste af mine Døtre! Hvorfor
kunde jeg ikke tiet med Hemmeligheden? havde hun Intet vidst,
saa var hun bleven lykkelig – paa en Maade. – Men det er
min Skjæbne, det staar skrevet deroppe, at jeg skal bryde den
ene grønne Green efter den anden, indtil Stammen staar blad-
løs tilbage! Lad gaa, lad gaa! jeg faar min Søn igjen;
paa de Andre, paa mine Døtre vil jeg ikke tænke. Hvad
baader det vel, om jeg gav mig til at gruble og angre; det
har jo ingen Hast; det er først paa den store Uveirsdag, at
Mennesket skal gjøre Regnskab, og det varer længe førend den
kommer!
Niels Steenssøn (udenfor).
Hei, slaa Porten i!
Fru Inger.
Grev Stures Røst!
6te Scene.
Fru Inger. Niels Steenssøn; strax efter Olaf Skaktavl.
Begge fra Høire.
Steenssøn (med forrvivlet Latter).
Vel mødt, Inger Gyldenløve!
Fru Inger.
Hvad har I tabt?
Steenssøn.
Min Krone og mit Liv!
Fru Inger.
Mine Svende, hvor har I dem?
Steenssøn.
Aadslerne vil I finde langs med Landeveiene; – hvem der
har taget Resten skal jeg ikke kunne sige Jer.
Skaktavl (udenfor).
Grev Sture! hvor er I?
Steenssøn.
Her! her!
Skaktavl
(kommer med et Klæde om sin høire Haand).
Fru Inger.
Skaktavl! kommer I tilbage?
Skaktavl.
Det var ugjørligt at slippe igjennem!
Fru Inger.
I er saaret?
Skaktavl.
Aa, jeg har en Finger mindre; det er det Hele!
Steenssøn.
Hvor er Svenskerne?
Skaktavl.
I Hælene paa os; de bryde Porten op!
Steenssøn.
O Gud! Men nei, nei! jeg kan ikke, jeg vil ikke dø!
Skaktavl.
Et Smuthul! Er her ingen Krog, hvor vi kan dølge
ham?
Fru Inger.
Men dersom de gjennemsøge Gaarden –
Steenssøn.
Ja, ja, saa vil de finde mig! – og at slæbes bort til
Fangenskab eller at klynges op – o nei, Inger Gyldenløve!
det veed jeg forvist, det vil I aldrig taale!
Skaktavl.
Der brast Laasen!
Fru Inger.
De storme ind i Gaarden!
Steenssøn.
Og nu at lade mit Liv; nu, da det først ret skulde be-
gynde; nn, da jeg først har lært, at jeg har Noget at leve
for – nei, nei! tro ikke jeg er feig – havde jeg blot kunnet
yde Eder Vederlag for hvad jeg skylder Eder.
Fru Inger.
Jeg hører dem alt i Borgestuen. (bestemt). Han maa reddes,
hvad det end skal koste.
Steenssøn (griber hendes Haand).
O, det vidste jeg nok, I er ædel og god!
Skaktavl.
Men hvordan bære vi os ad?
Steenssøn.
Ha, jeg har det, jeg har det! Hemmeligheden –
Fru Inger.
Hemmeligheden?
Steenssøn.
Javist, Eders og min!
Fru Inger.
Christ i Himlen! kjender I den?
Steenssøn.
Fra først til sidst, og nu da Livet staar paa Spil – hvor
er Niels Lykke?
Fru Inger.
Flygtet?
Steenssøn.
Flygtet! Da staa Gud mig bi! thi kun han kan løse
min Tunge! Men Livet er mere end et Løfte værd; – naar
den svenske Høvidsmand kommer –
Fru Inger.
Hvad saa? hvad vil I gjøre?
Steenssøn.
Kjøbe Liv og Frihed! Aabenbare ham Alt!
Fru Inger.
O, nei, nei! vær barmhjertig!
Steenssøn.
Der er jo ingen anden Redning. Naar jeg har bekjendt
hvad jeg veed –
Fru Inger
(seer paa ham med undertrykt Bevægelse).
Saa er I frelst?
Steenssøn.
Ja, ja! Niels Lykke vil tale min Sag. I seer, det er
det yderste Middel!
Fru Inger
(fatter sig og siger med Betydning).
Det yderste Middel? I har Ret, og det tør Hvermand
friste. (peger tilvenstre). See, derinde kan I skjule Eder saalænge.
Steenssøn.
Tro mig, aldrig skal I komme til at angre Eders Færd.
Fru Inger (halvt for sig selv).
Det give Gud I sagde Sandhed!
(Steenssøn gaar hurtig ud til Venstre i Baggrunden. Skaktavl vil følge efter;
Fru Inger holder ham tilbage.)
7de Scene.
Fru Inger. Olaf Skaktavl.
Fru Inger.
Forstod I, hvad han sagde?
Skaktavl.
Den Nidding! han forraader Eders Hemmelighed; han
vil sælge Eders Søns Frihed for at frelse sig selv.
Fru Inger.
Naar det gjælder Livet, sagde han, saa maa det yderste
Middel forsøges. Godt og vel, det skee, som han sagde.
Skaktavl.
Hvad mener I?
Fru Inger.
Liv mod Liv! Een af dem maa gaa under!
Skaktavl.
I vil?
Fru Inger.
Hvis ikke han derinde gjøres stum, forinden Timeglasset er
udrundet, saa er min Søn tabt for mig; falder han, saa arver
mit Barn hans Rettigheder, – da skal I see der endnu er
Malm i Inger Gyldenløve; tro mig, længe skal I ei komme
til at tørste efter Hævnen, som I nu i tyve Aar har ventet
paa. – Hør, hør, de komme! Det hviler paa Eder alene
om jeg imorgen er barnløs eller –
Skaktavl.
Det skee! Der er endnu Egg i mit Værge, jeg har endnu
en rørig Næve i Behold (rækker hende Haanden). Inger Gyldenløve!
ved mig skal ikke Eders Navn dø ud! (gaar ind i Værelset til Niels
Steenssøn).
Fru Inger.
Tør jeg ogsaa vove? (Der høres Larm i Værelset, hun iler hen-
imod Døren). Nei, nei, det maa ikke skee! (Et tungt Fald høres uden-
for; hun dækker Ørene til med begge Hænder og styrter med et forvildet Blik
frem i Forgrunden. Efter en Pause tager hun Hænderne bort, lytter og siger
derpaa). Nu er det forbi! Alting er stille derinde. – Du saa
det Gud! jeg betænkte mig, men Olaf Skaktavl var for rap
paa Haanden!
Skaktavl (kommer ind).
Fru Inger (uden at see paa ham).
Er det gjort?
Skaktavl.
For ham kan I være tryg; han seer hverken Sol eller
Maane mere.
Fru Inger (som før).
Han er altsaa stum?
Skaktavl.
Sex Tommer Staal i Brystet – jeg fældte ham med min
venstre Haand!
Fru Inger.
Ja, ja, den høire var ogsaa for god til slig Bedrift.
Skaktavl.
Det maa I om, Tanken var Eders. Og nu til Sverige!
Fred med Jer saalænge! Naar vi næste Gang sees paa Øste-
raad, kommer jeg selv anden. (gaar ud til Høire )[HIS: tegn mangler, mellomrom står igjen før sluttparentes]
​
8de Scene.
Fru Inger. Strax efter Bjørn og nogle svenske Soldater (fra Høire).
Fru Inger.
Blod paa mine Hænder; dertil skulde det altsaa komme!
Han begynder at blive mig dyrekjøbt nu!
En Soldat
(idet han træder ind med de Øvrige).
Tilgiv, hvis I er Husets Frue –
Fru Inger.
Det er Grev Sture I søger?
Soldaten.
Det er det!
Fru Inger.
I er isaafald ikke paa Vildspor; Greven har søgt Beskyt-
telse hos mig.
Soldaten.
Beskyttelse? Tillad, min ædle Frue! den mægter I ei at
give ham, thi –
Fru Inger.
Hvad I der siger har nok Greven selv begrebet, og derfor
har han – ja, see selv efter – derfor har han aflivet sig.
Soldaterne.
Aflivet sig!
[HIS: Her står en illustrasjon av sluttscenen.]
Fru Inger.
See selv efter, som jeg sagde Jer. Derinde vil I finde
Liget, og da han nu allerede er stedet for en anden Dommer,
saa er det miu Villie, at han føres herfra med al den Anstand,
som det sømmer sig hans Byrd. Bjørn! i mit Lønkammer
har min Kiste i mange Aar staaet rede; (til Soldaterne.) I den
bringe I Grev Stures Lig til Sverige!
Soldaten.
Det skal skee, som I byder! (til En af de Andre.) Du gaar
med dette Budskab til Ridder Bjelke, som endnu holder Vagt
paa Landeveien. Følg mig herind, I Andre!
(En Soldat gaar ud til Høire. Bjørn og de Øvrige til Venstre.)
9de Scene.
Fru Inger. Senere Bjørn.
Fru Inger.
Dersom Grev Stnre ikke saadan i en Skynding havde
sagt Verden Farvel, saa var han inden en Maaned klynget op
i Galgen eller sat i Buur for sin Levetid; havde han været
bedre tjent med en slig Lod? Eller ogsaa havde han kjøbt sig
fri ved at spille mit Barn i mine Fienders Vold; er det saa
mig, der har dræbt ham? Værner ikke Ulven selv om sin
Yngel, hvem vil da fælde Dommen over mig, fordi jeg hug
en Klo i den, der vilde røve mit Kjød og Blod? Det er Noget,
som maatte saa være, enhver Moder havde gjort som jeg. –
Men der er ikke længer Tid til ørkesløse Tanker, virke maa jeg.
(sætter sig ved Bordet til Venstre.) Jeg vil skrive til mine Venner
rundt om i Landet, de skal Alle støtte vor Sag. (Begynder at skrive,
men standeer og siger:) Hvem vil de kaare til Konge i den Faldnes
Sted? – Kongemoder – det er et vakkert Ord, jeg har
kun een Ting imod det, og det er den hæslige Lighed med et
andet Ord; Kongemoder og – Kongemorder! Kongemorder,
det er Den, der tager en Konges Liv, Kongemoder, det er
Den, der skjænker en Konge Livet! (reiser sig.) Nu vel, saa vil
jeg give tilbage, hvad jeg har taget; min Søn skal vorde Konge!
(sætter sig, tager fat paa Arbeidet, men lægger det atter tilside og læner sig til-
bage i Stolen.) Det er altid noget uhyggeligt, saalænge En ligger
Liig i et Huus; det er derfor jeg føler mig saa sælsomt tilmode.
(som om hun talte til Nogen.) Ikke det? Hvoraf skulde det ellers
komme? (grublende.) Er der nogen Forskjel paa at fælde En, og
at slaa En ihjel? Knnt Alfsøn havde med sit Sværd kløvet
mangen Pande, og dog var hans egen saa rolig som et Barns.
Hvorfor seer da jeg altid dette (gjør en Bevægelse, som naar man
hugger til med en Kniv) dette Stød imod Hjertet og saa den røde
Blodstrøm bagefter? (Ringer og vedbliver at tale, idet hun rager om
mellem Papirerne.) Herefter vil jeg ikke vide noget af slige stygge
Syner, jeg vil være virksom baade Dag og Nat, og om en
Maaned kommer min Søn til mig.
Bjørn (træder ind).
Var det Eder, som ringede, min Frue?
Fru Inger (skrivende).
Du skal hente flere Lys; herefterdags vil jeg have mange
Lys i Stuen.
Bjørn (gaar ud igjen til Venstre).
Fru Inger
(reiser sig med Heftighed efter eu Pause).
Nei, nei, jeg kan ikke føre Pennen ikvæld; det brænder og
værker i mit Hoved! (lyttende.) Hvad er det? Aa, de skrue
Laaget til paa Kisten derinde. – Dengang jeg var Barn for-
talte de mig Eventyret om Ridder Aage, som kom med Kisten
paa sin Bag; – dersom nu han derinde en Nat fik det Ind-
fald at komme med Kisten paa sin Bag og takke for Laanet?
(smilende.) Hm! Inger Gyldenløve har Intet med sin Børne-
tro at skaffe! (heftigt.) Men slige Eventyr due alligevel ikke,
de volde urolige Drømme; naar min Søn vorder Konge, saa
skal de forbydes! (gaar et Par Gange frem og tilbage; derpaa aabner hun
Vinduet.) Hvorlænge pleier det gemeenligen være forinden et Liig
begynder at lugte? Alle Stuer skal luftes ud; saalænge ikke
det er gjort er det usundt at leve her!
Bjørn
(kommer ind med to Armstager, som han sætter paa Bordet).
Fru Inger
(idet hun atter tager fat paa Papirerne).
Det er Ret; lad mig see Du kommer ihu, hvad jeg sagde
Dig; mange Lys paa Bordet! Hvad tager de sig nu for
derinde?
Bjørn.
De holde endnu paa at skrue Kistelaaget fast.
Fru Inger (medeus hun forsegler et Brev).
Skrue de det godt fast?
Bjørn.
Saa godt som det behøves.
Fru Inger.
Ja, ja, Du kan ikke vide hvor godt det behøves; see efter,
at det gjøres forsvarligt. (gaar tæt hen til ham med Brevet i Haanden.)
Bjørn, Du er en gammel Mand, men jeg vil lægge Dig en
Ting paa Hjertet; vær paa Din Post mod alle Mennesker,
baade mod dem, som skulle dø og mod dem, som ere døde.
Gaa nu ind, – gaa ind, og see efter, at de skrue Kistelaaget
godt fast.
Bjørn (hovedrystende).
Jeg kan ikke blive klog paa hende! (gaar atter ud til Venstre.)
Fru Iuger
(begynder at forsegle et Brev, men kaster det fra sig, gaar et Par Gange frem
og tilbage og siger derpaa med Heftighed).
Dersom jeg var feig, saa havde jeg aldrig i Evighed gjort
dette her! Dersom jeg var feig, saa havde jeg skreget til mig
selv: Hold inde, mens Du endnu har en Slump Salighed i
Behold for Din Sjæl! (Hendes Blik falder paa Steen Stures Billede;
hun vender det hurtigt om mod Væggen.) Fy, hvor han griner! Er
det fordi jeg handlede ilde med din Søn? Men den Anden,
er ikke ogsaa han din Søn? Og han er min tillige, mærk
Dig det! – Det er galt fat i Kvæld, eller ogsaa have de faaet
et lystigt Indfald alle disse Riddere og Fruer; de rulle med
Øinene, de stirre paa mig hvor jeg gaar og staar. (stamper med
Foden.) Men jeg vil ikke vide af det; jeg vil have Fred i mit
Huus! (Begynder at vende alle Billederne indad mod Væggen.) Ja, om
det saa var Jomfru Maria der, saa er hun med i Legen.
Synes Du det nu er paatide? Hvorfor hørte Du aldrig mine
Bønner, naar jeg bad om at faa mit Barn tilbage? – Hvorfor? ​
Fordi Munken i Wittenberg har Ret; der er Ingen mellem
Gud og Menneskene! Hvad er Helgenen, som jeg har ødslet
mine Ord paa? En Alen Lærred, af samme Stykke kanhænde,
som det, hvormed min Faders Huuskarl lappede sine Buxer.
(stedse mere og mere forvirret.) Det er godt, at jeg veed Besked om
de Ting! Der er Ingen, som har seet hvad der gik for sig
derinde, der er Ingen, som kan vidne mod mig! (hviskende.) Mit
Barn! min fagre Søn! kom, her er jeg! Tys, jeg vil sige
Dig Noget; jeg er forhadt deroppe, fordi jeg fødte Dig til
Verden; – jeg fik Gods og Kløgt og et berømmeligt Navn
i Vuggegave for at jeg skulde være Guds Bannerfører paa
Jorden; men jeg gik min egen Vei, – det er derfor jeg har
maattet lide saa meget og saa længe!
Bjørn (kommer).
Frue! Jeg har at melde – Christ, fri mig! hvad er dette?
Fru Inger
(der er stegen op i Høisædet, som staar ved Væggen til Høire).
Stille, stille! jeg er Kongemoder! Min Søn er kaaret til
Drot over hele Norden! Det holdt haardt forinden det kom
saa vidt; thi det var med Gud jeg havde at stride!
10de Scene.
De Forrige. Niels Lykke (kommer hurtig ind fra Høire).
Niels Lykke.
Han er frelst! jeg har Jens Bjelkes Løfte; over Stok
og Steen jog jeg afsted til jeg fandt ham. – Fru Inger!
viid at –
Fru Inger.
Stille, siger jeg; see hvor det vrimler af Mennesker! De
komme for at see Kroningstoget; Alle hilse de Kongemoderen;
ja, ja, hun har ogsaa stridt for sin Søn saalænge til hun fik
røde Hænder deraf! Hvor er mine Døtre, jeg seer dem ikke!
<...> [HIS: Illustrasjon til etterfølgende artikkel bryter dramateksten flere steder på siden.]
Niels Lykke.
Guds Blod! hvad er her skeet?
Fru Inger.
Mine Døtre, mine fagre Døtre! Jeg har ingen mere;
jeg havde een igjen og hende mistede jeg, da hun skulde stige
i Brudesengen! (hviskende.) Lucia laa Liig i den, der var ikke
Plads for To!
Niels Lykke.
Ha, dertil er det altsaa kommet! Det er Guds Dom over
min Færd!
Fru Inger.
Kan I see ham, kan I see ham? Det er Kongen, det
er Inger Gyldenløves Søn, – jeg kjender ham paa Kronen
og paa Steen Stures Ring, som han bærer om Halsen. (En
Liigpsalme høres fra Værelset til Venstre.) Hør, hvor lystigt det klinger;
han nærmer sig; jeg har ham snart i min Favn! Ha, ha!
hvem seirer, Gud eller jeg? (Soldaterne komme med Kisten.) Liget!
Fy, det er en hæslig Drøm! (synker ned i Høisædet.)
11te Scene.
De Forrige. Soldaterne med Kisten. Jens Bjelke og Soldater
(fra Høire).
Bjelke (overrasket).
Død!
En Soldat.
Selv har han –
Bjelke (med et Blik til Niels Lykke.)
Han selv –?
Niels Lykke.
Tys!
Fru Inger (afsides hviskende).
Ja rigtig, nu kommer jeg det Altsammen ihu.
Bjelke (til Soldaterne).
Sæt Liget ned;[HIS: nederste del av ordet og semikolonet er skadet] det er ikke Grev Sture!
<...>
En Soldat.
Tilgiv mig, Herr Ridder! men denne Ring, som han bar
om sin Hals –
Niels Lykke (hviskende).
Ti, ti!
Fru Inger.
Ringen! Ringen! (iler hen og river den med Heftighed af Soldatens
Haand.) Steen Stures Ring! (med et Skrig.) O, Jesus Christ!
min Søn! (Hun kaster sig ned over Kisten.)
Soldaterne.
Hendes Søn?
Bjelke (paa samme Tid).
Inger Gyldenløves Søn?
Niels Lykke.
Saa er det.
Bjelke.
Men hvorfor sagde Du mig ikke –
Bjørn
(der forsøger at løfte hende op).
Hjælp! Hjælp! Min Frue! hvad fattes Jer?
Fru Inger
(med mat Stemme, idet hun hæver sig halvt i Veiret).
Hvad der fattes –? Tre Alen Muld, en Grav hos mit
Barn! (Hun synker atter kraftløs ned over Kisten; Niels Lykke gaar hur-
tigt ud til Høire; almindelig Bevægelse blandt de Øvrige.)

Forklaringer

Tegnforklaring inn her